Vi var altid udenfor. Vi løb rundt i kvarteret og legede, brugte de små veje at ”forsvinde” på, når ”fangerne” skulle nedlægges. Vi tog vores cykler og lod dem omdanne til speedway cykler. De blev presset rundt i sving efter sving, i et hæsblæsende tempo der efterlod lungerne på den ydre side af kroppen. Når fangerne var pacificeret, eller vædeløbet sluttede, drejede vi ned mod skoven i jagten på nye eventyr. En skov der med sine krogede træer, den tætte underskov og et rislende vandløb, kaldte på nysgerrigheden i børn som udforskede verdenen. Vi kravlede så højt op som vi kunne, og rakte ud efter de kraftige grønne kroner, som forsøgte at nå himlen langt oppe over vores hoveder. Den dybe mørke og på en gang dragende og skræmmende indre skov, blev forsigtigt undersøgt kvadratmeter for kvadratmeter.

Vi var hele tiden i bevægelse og appetitten var glubende når dagen rundede aften. Når gryder og pander gik af kog, fyldt med kartofler og frikadeller. Næste dag startede det hele forfra, hvis altså ikke det var skoletid, så måtte vi vente til efter skole. Men så gjorde vi bare det. Det var ingen sag at tage cyklen fra den ene ende af byen til den anden. Sådan var det jo, hele tiden i bevægelse.

Og vi morede os over de fede amerikanere. De fede uvidende amerikanere der ikke vidste hvor andre nationer var placeret i verden. Deres geografiske kundskaber lå på et meget begrænset sted. Det var også fordi de havde nok i sig selv. De tog bilen så snart de skulle tilbagelægge den mindste strækning. Deres overvægtige børn blev kørt i skole. Maden bestod af et overskud i fedt. Ingen bevægelse i deres hverdag, undtagen når de gik til og fra køleskabet, skabte disse mastodonte kødbjerge. Der enten ikke var i stand til at bevæge, eller kun nødtvungent forsøgte, ved at kaste først et ben ud i et sving, som endte halvanden fod foran ben to. Og dernæst var det næste bens tur.

Vi morede os, for sådan var vi danskere ikke, dengang i oliekrisens 70’ere. Men amerikanerne var gode til at påvirke os. Deres opfindsomhed sprudlede og de ideer de fik, fandt genlyd i danskernes hverdag. Tøj, biler, mad og livsstil. Alt blev slugt råt, adopteret og hyldet, det skulle bare være opfostret fra den anden side af dammen.

Nu lanceres der 10 nye madråd, råd der skal få danskerne til at tænke sig om. 46% af alle danskere er overvægtige og 13% svært overvægtig. En regulær fedmeepidemi er under opsejling, og der sammenlignes med hvad USA har været og er midt i. Latteren er heller ikke så høj som den har været, og bedes de unge mennesker udpege specifikke lande på et kort, ruller øjnene og de stirrer opgivende på det farverige papir.

Joh vi lo, men hvem er det der ler nu.

Min fars Volvo Amazon fra 1969, var nok det nærmeste man kom en civil kampvogn tilbage i 70’erne. Lavet af 2 mm tykke stål plader, blev den tæt på uigennemtrængelig for fjendtlig beskydning, og tung som et ondt år. Rust blev dens skæbne, og almindelig slid som årene gik.

Jeg nåede selv at få fornøjelsen af at sidde bag rattet. En tynd rund ring med en diameter på 2,5 meter, så selv den mest smalskuldret mandsling kunne føle sig magtfuld, med armene tvunget ud i en unaturlig bred stilling. Men jeg voksede op i denne bil. Uden sikkerhedsseler og børnesæder og dvd afspillere. Når vi kørte på besøg sad jeg på bagsædet og nød underholdningen gennem ruden. Blev jeg træt af at se på bilerne i modsatte vejside, skiftede jeg blot side og kiggede ud i rabatten. Ud til marker og træer, og de dyr der løb rundt i kanten af skovene som susede forbi. Faldt der mig et spørgsmål ind, stillede jeg mig i midten af bilen mellem forsæderne, hvor mine forældre fulgte trafikken ud af frontruden, og småsludrede lidt med dem. Jeg kunne snuppe mig en lur på bagsædet, hvis besøget trak ud og hjemturen faldt i de sene timer. Blidt vugget af Amazonens brummen og dækkenes sang hen ad asfalten. Det kunne hænde jeg røg på gulvet mellem for og bagsæde hvis far var nødt til at bremse hårdt op. Men sådan et par bukkede ribben, og en flækket albue skulle jo bare løbes væk.

En Volvo var kendt for sin sikkerhed i datidens målestok. Om den kan klare en NCAP test i dag er tvivlsomt. Nutidens biler lader meget mere sikkerhed i højsædet, milevidt fra 70’erne. Har man prøvet forskellen mellem årtiernes sikkerhedsmæssige standard, føler man sig en kende mere tryg bag rattet i dag. Men har man ikke, fyldes man med beskyttelsesfrygt. Ja det er et ord jeg selv har fundet på. Som de unge forældre i dag, der boltrer et top moderne børne jagerfly sæde fast til bagsædet. Skruer puslingen ned i det specielt designede hylster, formet efter yndlingens krop. Spænder 5 punkt selen udviklet af NASA til, så kroppen ingen bevægelsesmuligheder har. Stopper de resterende åbninger, såsom let skrævende ben og de dinglende arme til, med gåseduns puder. Tjekker om de 4 airbags i barnestolen er aktive, og kan folde sig ud som en kæmpe luftpude der vil omslutte bette bob i tilfælde af sammenstød.

Som en ekstra sidste foranstaltning, sætter den stærkt bekymrede moder sig på sædet ved siden af, lægge en beskyttende arm rundt om guldklumpen så han eller hun ikke føler sig alene. Hun tænder for dvd’en i nakkestøtten foran, hvor smølferne danser lystigt hen over skærmen. Eneste bevægelsesmulighed er barnets øjenlåg. Halvanden time efter er indpakningen slut, og familien er klar til den 3,8 km lange tur til bedstefar og bedstemor.

Som elektriker har jeg flere gange skruet en skrue over gevind. Så skiftes den ud, og næste forsøg gøres lidt mere forsigtigt. Den strammes til den holder fast, og ikke mere.

Rettidig omhu og sund fornuft, er det ikke bare det, det drejer sig om?