Vi var altid udenfor. Vi løb rundt i kvarteret og legede, brugte de små veje at ”forsvinde” på, når ”fangerne” skulle nedlægges. Vi tog vores cykler og lod dem omdanne til speedway cykler. De blev presset rundt i sving efter sving, i et hæsblæsende tempo der efterlod lungerne på den ydre side af kroppen. Når fangerne var pacificeret, eller vædeløbet sluttede, drejede vi ned mod skoven i jagten på nye eventyr. En skov der med sine krogede træer, den tætte underskov og et rislende vandløb, kaldte på nysgerrigheden i børn som udforskede verdenen. Vi kravlede så højt op som vi kunne, og rakte ud efter de kraftige grønne kroner, som forsøgte at nå himlen langt oppe over vores hoveder. Den dybe mørke og på en gang dragende og skræmmende indre skov, blev forsigtigt undersøgt kvadratmeter for kvadratmeter.

Vi var hele tiden i bevægelse og appetitten var glubende når dagen rundede aften. Når gryder og pander gik af kog, fyldt med kartofler og frikadeller. Næste dag startede det hele forfra, hvis altså ikke det var skoletid, så måtte vi vente til efter skole. Men så gjorde vi bare det. Det var ingen sag at tage cyklen fra den ene ende af byen til den anden. Sådan var det jo, hele tiden i bevægelse.

Og vi morede os over de fede amerikanere. De fede uvidende amerikanere der ikke vidste hvor andre nationer var placeret i verden. Deres geografiske kundskaber lå på et meget begrænset sted. Det var også fordi de havde nok i sig selv. De tog bilen så snart de skulle tilbagelægge den mindste strækning. Deres overvægtige børn blev kørt i skole. Maden bestod af et overskud i fedt. Ingen bevægelse i deres hverdag, undtagen når de gik til og fra køleskabet, skabte disse mastodonte kødbjerge. Der enten ikke var i stand til at bevæge, eller kun nødtvungent forsøgte, ved at kaste først et ben ud i et sving, som endte halvanden fod foran ben to. Og dernæst var det næste bens tur.

Vi morede os, for sådan var vi danskere ikke, dengang i oliekrisens 70’ere. Men amerikanerne var gode til at påvirke os. Deres opfindsomhed sprudlede og de ideer de fik, fandt genlyd i danskernes hverdag. Tøj, biler, mad og livsstil. Alt blev slugt råt, adopteret og hyldet, det skulle bare være opfostret fra den anden side af dammen.

Nu lanceres der 10 nye madråd, råd der skal få danskerne til at tænke sig om. 46% af alle danskere er overvægtige og 13% svært overvægtig. En regulær fedmeepidemi er under opsejling, og der sammenlignes med hvad USA har været og er midt i. Latteren er heller ikke så høj som den har været, og bedes de unge mennesker udpege specifikke lande på et kort, ruller øjnene og de stirrer opgivende på det farverige papir.

Joh vi lo, men hvem er det der ler nu.

Min fars Volvo Amazon fra 1969, var nok det nærmeste man kom en civil kampvogn tilbage i 70’erne. Lavet af 2 mm tykke stål plader, blev den tæt på uigennemtrængelig for fjendtlig beskydning, og tung som et ondt år. Rust blev dens skæbne, og almindelig slid som årene gik.

Jeg nåede selv at få fornøjelsen af at sidde bag rattet. En tynd rund ring med en diameter på 2,5 meter, så selv den mest smalskuldret mandsling kunne føle sig magtfuld, med armene tvunget ud i en unaturlig bred stilling. Men jeg voksede op i denne bil. Uden sikkerhedsseler og børnesæder og dvd afspillere. Når vi kørte på besøg sad jeg på bagsædet og nød underholdningen gennem ruden. Blev jeg træt af at se på bilerne i modsatte vejside, skiftede jeg blot side og kiggede ud i rabatten. Ud til marker og træer, og de dyr der løb rundt i kanten af skovene som susede forbi. Faldt der mig et spørgsmål ind, stillede jeg mig i midten af bilen mellem forsæderne, hvor mine forældre fulgte trafikken ud af frontruden, og småsludrede lidt med dem. Jeg kunne snuppe mig en lur på bagsædet, hvis besøget trak ud og hjemturen faldt i de sene timer. Blidt vugget af Amazonens brummen og dækkenes sang hen ad asfalten. Det kunne hænde jeg røg på gulvet mellem for og bagsæde hvis far var nødt til at bremse hårdt op. Men sådan et par bukkede ribben, og en flækket albue skulle jo bare løbes væk.

En Volvo var kendt for sin sikkerhed i datidens målestok. Om den kan klare en NCAP test i dag er tvivlsomt. Nutidens biler lader meget mere sikkerhed i højsædet, milevidt fra 70’erne. Har man prøvet forskellen mellem årtiernes sikkerhedsmæssige standard, føler man sig en kende mere tryg bag rattet i dag. Men har man ikke, fyldes man med beskyttelsesfrygt. Ja det er et ord jeg selv har fundet på. Som de unge forældre i dag, der boltrer et top moderne børne jagerfly sæde fast til bagsædet. Skruer puslingen ned i det specielt designede hylster, formet efter yndlingens krop. Spænder 5 punkt selen udviklet af NASA til, så kroppen ingen bevægelsesmuligheder har. Stopper de resterende åbninger, såsom let skrævende ben og de dinglende arme til, med gåseduns puder. Tjekker om de 4 airbags i barnestolen er aktive, og kan folde sig ud som en kæmpe luftpude der vil omslutte bette bob i tilfælde af sammenstød.

Som en ekstra sidste foranstaltning, sætter den stærkt bekymrede moder sig på sædet ved siden af, lægge en beskyttende arm rundt om guldklumpen så han eller hun ikke føler sig alene. Hun tænder for dvd’en i nakkestøtten foran, hvor smølferne danser lystigt hen over skærmen. Eneste bevægelsesmulighed er barnets øjenlåg. Halvanden time efter er indpakningen slut, og familien er klar til den 3,8 km lange tur til bedstefar og bedstemor.

Som elektriker har jeg flere gange skruet en skrue over gevind. Så skiftes den ud, og næste forsøg gøres lidt mere forsigtigt. Den strammes til den holder fast, og ikke mere.

Rettidig omhu og sund fornuft, er det ikke bare det, det drejer sig om?

Der kan være tider i ens liv, hvor man bliver stillet over for et tilbud af så høj værdi, at det virker umuligt med et afslag. Det kan komme på tidspunkter hvor man uundgåeligt ser det blive opbygget, og derfor forbereder sig på et gennemtænkt svar. Men det kan også opstå uventet og overrumplende.

I min iver for at komme af sted om morgenen, havde jeg glemt nøglen til hoveddør og lejlighed. Jeg fordrev tiden på ro’s torv mens fruen, der telefonisk var kontaktet andet sted i byen, satte sig i bevægelse mod hjemmet, med den forjættet nøgle i lommen. Hun nægtede kategorisk at lade sig afhente i den røde automobil, hun havde brug for lidt luft sagde hun. Og jeg havde ikke brug for at stå foran hoveddøren og glo indtil hun nåede hjem, så jeg tog et par ekstra omgange på torvet. For tredje gang drev jeg forbi diverse tøjbutikker, som glimrer ved sin overrepræsentation i det hyggelige indkøbscenter, og endte ved det naturlige insted for mænd. Fona. Et mekka i elektronik til afgivelse af lys, billede og lyd. Jeg kiggede savlende på de potente 50 tommer fladskærme, de ultra tynde bærbare pc’er, kameraerne, smartphones, og et hav af andre elektroniske dimser det kunne være svært at undvære.

Mine ben sørgede for jeg kom videre. De er ligesom frakoblet den skrigende hjerne, der desperat forsøger at stoppe fremdriften, ved hvert stykke printrelaterede produkt. En egenskab der efter mange dyrekøbte erfaringer, er tillært for stadig at have råd til den mad der dagligt skal sættes på bordet.

Varerne skiftede karakter, de transformeredes til kassetter med spil, musik, film og lignende i et overkommeligt prisleje. Det var her hjernen fik overtaget og satte mig i gang med at lede efter ”The Bourne Legacy.” Den fjerde film til serien om Jason Bourne, mesterligt spillet af Matt Damon. ”The Bourne Legacy” er ganske vist ikke med Matt Damon, og han hører ligesom til i den trilogi, som nu er blevet til en kvartet. Selv om jeg er stor fan af filmene, lyste mine ører svagt røde, for jeg havde ikke set den fjerde i rækken. Og det til trods de tre andre som stod hjemme på reolen, med mellemrum blev taget ned fra støvet og sat i maskinen. Uanset hvad jeg syntes, hørte den til. Mine øjne scannede udvalget på de proppede hylder, blue-ray har oversteget dvd’ens popularitet for længst, men det lykkedes alligevel at finde dvd udgaven. Sejrssikkert smilede jeg da filmen lå tryg i mine hænder. Der skulle nok blive en plads ved siden af de andre, og den skulle nok også blive set inden jeg tog en maraton og kørte alle fire i træk. 69,95 lød fornuftigt for mig, mere fornuftigt end de horrible priser der udsendte sin sirene sang fra det lokkende elektronik dyb.

Jeg skyndte mig at smide kassetten på disken ved kasseapparatet hos den unge pige. Hun spurgte høfligt om jeg ville have en ridsegaranti. Et spørgsmål der fik mine øjenlåg til at tage et par ture op og ned, mens min hjerne materialiserede et billede af de 69,95 forvandlet til flere hundrede kroner. Mit benægtende svar rystede hende ikke, og hun slyngede sin næste trumf direkte i mit uforberedte ansigt.

”Var der noget med en Barbie film oven i?” lød det nærmest logisk fra hendes mund. Jeg kiggede på det unge ansigt der ikke fortrak en mine. En håndfuld filipenser var strøet på pande, kinder, næse og hals, mit blik slog ned på de lyserøde kassetter ved siden af hende til 99,95. Min hjerne var tom, øjenlågene skudt op i panden, og det eneste jeg registrerede komme ud var et spagt nej. Hun registrerede mit korte svar, og indskød efter en pause, ”det er måske ikke lige dig?” På dette tidspunkt skulle hun måske allerede have konkluderet antagelsen, og bare se at få færdig ekspederet handlen. Men måske ligner jeg en der napper en lyserød Barbie film med, nu jeg er kommet. En der tager de mørke solbriller på, gemmer posen under trøjen, og lister ud af butikken langs panelet spejdende fra side til side. Heldigvis slog den automatiske overlevelsesstrategi til. Havde det ikke været for års træning, var jeg endt med en lyserød kassette ved siden af den hårdtpumpet Bourne film, plus en etikette som skabs Barbie fan.

Hendes spørgsmål hang stadig i luften da jeg svingede min pose ned fra disken, med filmen det drejede sig om, ”The Bourne Legacy”.

”Nej det, og så er jeg heller ikke cross dresser” tænkte jeg.

Achilleus palads, ja det måtte naturligvis eksistere. Helten fra den græske mytologi som var usårlig, på nær hælen hvor hans moder Thetis holdt ham da hun dyppede ham i floden Styx vand. Det blev selvfølgelig hans død, at han havde dette ene svage punkt. En pil i hælen og det var så den helt. Underligt at tænke på et sted som achillessenen kan være dødeligt. Og så lige for en ellers udødelig helt. Men i mytologier kan alt ske.

Paladset opkaldt efter den skrøbelige sagnhelt, Achilleion, blev bygget af den østriske Kejserinde Elisabeth af Bavaria, kendt som Sisi, fra 1891-1892. Hun var besat af skønhed og meget magtfuld. Og det skal siges der blev ikke lagt fingre imellem da hun opførte paladset. Det er smukt og overdådigt. Vores første tanke da vi så på kortet at det lå på vejen mod Korfu by, Keykyra, blev vi enige om. Den ruin kunne vi da lige slå et smut forbi og se på et kvarters tid. Vi drejede af vejen da skiltet pegede op og sagde ”Achilleion”. Vejen bugtede sig gennem et område med huse, der ikke lod sig provokere af vise Strandvejsvillaer. Og vi tænkte i takt med at kilometerne forsvandt bag os, at den rønne til Achilleion var sikkert passeret. Grækerne er jo ikke kendt for at skilte helt frem til døren. Men i en lille by vendte pilen mod venstre, og den vej drejede scooteren. En kilometer senere holdt vi i den traditionelle turistkø med parkerede biler og buser. Heldigvis er en scooter en del nemmere at manøvrere forbi de strandede stakler. Vores hoveder knejsede, pupillerne stillede skarpt, og vi sank den bitre smag af hovmod. Achilleion var altså ikke bare en rønne, en skramlet ruin. Den var majestætisk, en kejser værdig.

Og ja, det blev til lidt mere end et kvarter. Faktisk en hel del kvarterer. Der er så rigeligt at kigge på. Selve indgangen trækker den besøgende ind i en hall, der sætter standarden og viser hvem som residerer i dette palads. En magtfuld person. For enden af første trappeafsats, har man sat et spejl der giver indtryk af et meget større rum. Zeus hilser velkommen ved enden af trappen, og fra rum til rum, slentrede vi rundt med en større fornemmelse af nyfigen restaurering. Statuetter af græske mytologiske skikkelser, og kejserlige hoveder prydede hver sin egen piedestal. Malerier der henviste til sagnslag var kastet op på loft og vægge. Møbler i solidt ædeltræ, et held Ikea ikke fandtes dengang, og søjler der leverede en storhed. Udskæringerne i sig selv, der var lavet ned til mindste detalje, så perfekt at man kunne se ansigtstrækkene. Have, gård, trapper, heller ikke her sløsede man. En kæmpe statue af Achilleus tronede ud over øen med ansigtet mod Keykyra. Vi kunne have taget en tur mere, men Korfu ventede ret forude i varmedisen.

Og varmt blev det. Med tæt på 40 grader i en by hvor luften står stille, perler den naturlige sved ned langs krop og lemmer. Det gamle fort og en rundtur i den ældre bydels særdeles snævre gader, sørgede for ekstra opvarmning, til de i forvejen opkogte danskere. Vi fik set det vi ville i Keykyra. Fik kigget på de små butikker i de indelukkede stræder. Faktisk glædede vi os til luftens svalende virkning når scooteren brød luftmassen. Det blev et dejligt gensyn med mopeden, og stoderen og scooterbitchen hoppede frejdigt på sædet. Nu skulle der vrides håndtag og ædes asfalt hele vejen syd på.

Men vi er ikke i tvivl. Bliver der et gensyn med Korfu lejer vi Achilleion. Det er flot og seværdigt, men der mangler lidt nordisk mytologi. Det trænger til et præg af vilde vikinger, og sovepladser er der nok af. Så velkommen til Odineion.

Hvis man siger navnet en to-tre gange hurtigt efter hinanden, kunne det lyde som en forældre der skyndte på sit barn. Hvor tålmodigheden var sluppet op, efter en morgen med først at komme for sent op. Hvor det lille kræ syntes at legetøjet var mere interessant end morgenmad, og tøjet var et besværligt onde. Når så tiden havde passeret skæringspunktet for ikke at komme for sent, himlede mors øjne, hun slog ud med armene og udbrød.

”Nu skal du altså se at blive færdig, Lakka, Lakka, Lakka…….” Men på udenlandsk naturligvis.

Der er dog intet hurtigt, travlt eller overilet at spore når skibet lægger til kajen i Lakka på den lille ø Paxos. Her ånder en sælsom fred og fordragelighed over hustagene. En ro der er sivet ned over skrænterne som omkranser byen. Det føles som en blød dyne der tager en i favnen, kæler din kind og siger, ”rolig her er ingen jag, sæt dig ned og nyd en kop kaffe, eller en kold Mythos.”

Tempoet falder endnu mere. Klipklapperne slæber sig hen over asfalten, og man tænker uvilkårligt på om det kan betale sig at tage et skridt mere. Men byen virker dragende med sine smalle gader, og skæve huse. Den fører dig rundt i krogene, ind imellem husene, ind i de små butikker, forbi cafeerne, det lille torv, og tilbage til cafeen, hvor den blidt placerer dig på en stol, løfter din arm lidt så tjeneren får øje på dig, og lader ordene flyder helt af sig selv i et roligt toneleje.

”Two fresh orange juice please.” Så sukker man og lader blikket falde på de forbipasserende, ser hvordan de bliver vist rundt af byens atmosfære. Mange par fødder trisser roligt rundt i gyderne, og ingen så meget som overvejer at sætte farten op. Bare tanken virker absurd. Ikke kun byens puls, men også varmen drosler energien i bund. Men hvorfor dog også skabe uredelighed. Hvorfor pludselig blive angrebet af en mønsterbryders trang til at forandre, når det nu passer så smukt ind i harmonien. Det ville ikke blive mig. Stolen på cafeen forhindrede det tillige. Lakka havde valgt den dybeste og blødeste cafestol, en jeg sank ned i og blev opslugt af. Min krop formede sig efter en eller anden designers kreation og blev låst fast. Ved at dreje ansigtet rundt i en halvcirkel, lod jeg mærke til at det gjaldt såmænd resten af gæsterne i samme grad. Man var en del af livet. Et pulsslag i byens hjerte, og her lå den altid på hvilepuls. Lige nok til at holde det hele i live.

Den friskpressede appelsin juice sank i glasset. Et tegn på snarligt opbrud, om man ville det eller ej. Tiden stod trods tempo ikke stille, og viserne tikkede ubarmhjertigt deres monotone rytme, minut efter minut. Det føltes næsten som en skæbnetime, en afslutning der var valgt på forhånd. ”Gå nu eller blive til sten-agtig.” Samme skæbne som de stakler der så Medusa i øjnene, og forstenede for evigt.

Vi kunne blive her længe, men skibet skulle sejle, ikke i nat men klokken 11, og der var mere tilbage af turen. Til steder der gjorde det hele til en god oplevelse. Det var Lakka der gav en del af sig med hjem, og det var Lakka vi var rørende enige om var en overnatning værd.

Måske er vi blevet smittet. Måske er vi blevet til sten. Vi kan i hvert fald mærke vi kommer tilbage en dag. 

Sprogets mangfoldighed udtrykkes i brugen af det. Alle dets muligheder i sammensætningen af ordene, fordrejninger af opstillingen mellem de kendte og mindre kendte ord og udtryk. Hvordan man vender en sætning om så den betyder noget andet, eller de ord der kan have mere end en version af betydning. Nogle gange noget helt modsat, alt efter hvilken sætning ordet indgår i.

Jeg har ikke nogen konkrete eksempler på stående fod. Men jeg er sikker på trekløveret bestående af græske kvinder foran os i solsengene, afprøvede samtlige varianter i det græske sprog og alfabet. Kæbemusklerne virkede i hvert fald til at være veludviklet, i en sådan grad at knæveren kørte fra de valgte deres pladser til dagen gik på hæld.

Der var ikke de helt store fagter som man ser hos italienerne, med i spillet. Men ordstrømmen stod ikke tilbage. Hvis ikke mindst to talte i munden på hinanden, var der en enetale i gang. Hvorefter den ene eller begge de to andre satte ind så snart de fik muligheden. Gerne mens ophavsmanden til emnet trak en inhalering, i håb om at vedkommende kunne nå at fortsætte, hvilket naturligvis var umuligt. En blottelse i forsvaret, og modstanderen satte ind.

Det var lettere overskyet, men alligevel bagte solen og brankede huden. I mit stille sind glædede jeg mig, til de nødtvunget måtte en tur i middelhavet for afkølingens skyld. Men de holder jo længere denne befolkning som er vant til varmen. Den har ikke samme virkning som på de kuldevante nordboere, hvor kroppene sveder tran når termometeret kravler over 20 C. Dog måtte de overgive sig og tøffede på forsigtige skridt ud i det våde element. Til min store fortrydelse fortsatte blaveren i vandet, og havde de efterladt en medsøster på en af sengene kunne hun snildt blande sig, bare de opholdt sig tæt på stranden. Hendes eneste ændring var styrken i stemmebåndet. Den blev hævet en anelse, tilsat et par enkelte små fagter, på grund af afstanden, for at gøre opmærksom på deltagelsen. Således udgjorde samtalen nu både en landbaseret og vandbaseret version.

Men alting får jo en ende. Også deres. Og den sluttede med de sidste rester af det græske alfabet, afprøvet mens de samlede deres habengut i taskerne. Det tog sin tid, og ordene var stadig mangfoldige. Jeg fik det indtryk de bare havde spolet tilbage og var startet forfra. Måske en gentagelse af hvad de startede aftenen før, og lige gjorde hinanden opmærksom på den skulle vendes en gang mere.

Og solen dykkede igen ned bag horisonten. Med alle dens farver som på en maler pensel.

Kan man komme længere ned i tempo end 0 km/t? Er det muligt at sænke farten yderligere fra positiv til negativ. Og hvis man sænker tempoet til under 0, går man så baglæns? Går man i minus fra plus, og hvad betyder det? At tiden følger med. Pludselig rejser man sig og tager sin trøje på. Rygsækken bliver spændt fast skridtene foretaget i bakgear. Og inden man har set sig om står man hjemme i stuen, og er ved at tage tøjet ud fra kufferten. Bare for at lægge det tilbage i skabet.

Måske kunne det være kroppen blev tungere og sank ned i solsengen eller stolen. Benene forsvandt ned i fortovet til det nåede livet.

Tankerne kan være mange og abstrakte når solen buldrer løs med 35-40 grader i skyggen. Men de kan også være mangelfulde. Eller i bedste fald forvirrende. De finder sin egen vej i sindet der koger under hatten. En boblende grød uden termostat som truer med at brænde på.

Pludselig står denne kulsorte mand foran mig med et smil på størrelse med en ladeport. De sædvanlige fraser, ”hello how are you my friend” ”are you having a good holliday” flyder ud af den sorte spalte med de hvide tænder. Han kommer fra Jamaica og er studerende på et 4 års scollarship. Han studerer indenfor computerverdenen og vil gerne have mulighed for at finde job i USA, nærmere bestemt Californien. Hvor hans scollarship tilfældigvis er fra et eller andet universitet.

Det skal ingen hemmelighed være, at de mange snore om hans hals, og den venlige attitude signalerer, ”jeg er her for at prakke dig noget på for at tjene lidt håndøre”, men jeg indgår i samtalen for han rammer et punkt da han siger. ”Der er ingen der kender premiereministeren i Jamaica men alle ved hvem Bob Marley er.” Og det er jo ikke meget anderledes end i den danske andedam. Hvem udefra kender vores statsminister, eller dem før den nuværende. Prøv at bede dem om navnet på en dansk statsmand, og der vil blive larmende tavshed. Men nævn så H.C. Andersen eller Michael Laudrup. Det tænder måske ikke lys hos alle, men chansen er betydeligt større.

Min overophedet hjerne hiver mig tilbage til Vietnam, som vi besøgte for cirka 10 år siden. Vores tur startede med den nordlige hovedstad Hanoi. Slentreturen gennem byen der viste det virkelige Vietnam gav os en usædvanlig oplevelse. På et lille torv undersøgte vi en tavle med et kort over byen, og jeg lagde mærke til to store drenge der viste interesse for os. Som den mistroiske dansker man er tændte alle alarm klokker. Et fattigt land lig med forbrydere i hobetal. Men jeg lagde også mærke til hvordan den ene hele tiden holdt kammersjukken i hånden. Rigtig gode venner, tænkte jeg, og skærpede opmærksomheden. Indtil spørgsmålet pludselig lød. ”Hello, how are you, where do you come from?” Det var den blinde der  førte an. For det var hvad hans situation bestod i. Drengen der holdt kammeraten i hånden var hans førerhund. De kom begge fra en skole for handicappede eller forældreløse børn og havde hinanden at tage sig af, at stole på. Den blinde dreng talte forbavsende godt engelsk og kendte Michael Laudrup. Han havde hørt meget om ham gennem radio transmitioner, det siger jo sig selv han ligesom ikke så fodbold. Faktisk kendte han en del til Danmark, sådan de basale ting, uden dog at kende den daværende statsminister. Men det var egentlig også totalt ligegyldigt. Efter samtalen var jeg dybt imponeret over denne blinde dreng, med oddsene imod sig, i et samfund der ikke har samme muligheder som vi kan give.

Jeg skammede mig også over min mistroiskhed der faktisk først forsvandt som samtalen skred frem. En ung knægt, veltalende, vidende, meget nysgerrig og meget høflig da han sagde rigtig mange tak for vores tid. Ja jeg kunne sgu have knebet en tåre.

I 2013 sidder der pludselig et spraglet armbånd, af nogle flettede snore på mit håndled, og det sorte ansigt med de hvide tænder siger ”you can support me with whatever you want.” Jeg griner og stikker ham en 5 euro, peger på hans plasticarmbånd med navnet ”Kavos”. ”Jeg ved godt hvad de penge går til.” For pokker jeg har selv været der. Vi shaker hands, og han går videre ”buffalo soldier” synger han.

Og solen, ja den grå ned nok engang. I blussende røde/orange nuancer, og med noget der mest af alt ligner en gul kyse over den hvide kugle. Temperaturen bliver tålelig, og det er som om hjernen igen begynder at virke.

Det var som taget ud af en spaghetti western, med saloons langs indfaldsvejen, de rå børster der i en let luvende gang traskede af sted midt i gaden. Gårdsdagens tætte alkoholindtag hang stadig i krop og sind, sveden løb glinsende ned af ansigtet og tankerne kredsede om den reparationsøl der kunne stoppe de rystende hænder. Min stolte ganger skridtede over bygrænsen med konen som passager. Jeg trak instinktivt stetsonen ned i panden og spejdede hen over gaden. Sammen med de løse fugle valsede kvinderne rundt mellem lykkeridderne, nedringet, håret purret op og øjne der svømmede i takt med de duvende bryster. Kvinder der prostituerede sig for gratis drinks og lidt ekstra opmærksomhed. Jeg lagde en hånd på skæftet af min colt og trak blidt i tømmeret. Min lårlange støvede skindfrakke slaskede dovent mod benene og konen klemte en ekstra gang rundt om mit liv. Dette var en syndens hule. Et sted der tiltrak afskum med en afstumpet adfærd og i hælene af dem, forfaldne kvinder.

Stedet hed Kavos og ligger på den græske ø Korfu i området de Ioniske øer. Årstallet er 2013, den stolte ganger skiftet ud med en scooter. Konen er dog ægte og vi har hver vores hjelm på hovedet. En by i syd som en kendetegnet for en massiv engelsk invasion. Unge mænd med den lokale fodboldtrøje, og kvinder der sværger til typer med over tatoverede kroppe, og hvis muligt piercinger lokale steder. Barer, spillesteder, spisesteder med uspiseligt junk-food, en strand der var oversået med vandsportsaktiviteter i den larmende ende. Græsk islæt i form af små restauranter med den lokale menu? Glem det, det var paradiset for de hurtige branderter, og de langvarige. Jeg råbte til fruen bagpå scooteren da jeg gassede op og kørte ud af byen.

”Lad os komme væk. Det er jeg sgu blevet for gammel til. 30 år for sent.”

Vi drejer kompasset i retning af en hyggelig fredelig strand ikke langt fra lastens hule. Den ligger for enden af en snoede vej der går lidt op og lidt ned. Men et besøg værd hvor vi tager en dukkert og skyller støvet af de varme kroppe. Vores næste projekt krævede dog mere af os end vi først lige antog. Tidligere på dagen havde vi forsøgt at finde en lille fiskerflække Petriti, men på Korfu glimrer fraværet af skilte. Skulle der ud af det blå pludselig forefindes et skilt, er det ofte på græsk. Nu tog vi chancen igen og denne gang drejede vi rigtigt. Mod det rette bestemmelsessted. Kun et par gange var det nødvendigt at stoppe og vende om. Nok en gang fik vi fuld valuta for eventyrlysten. En hyggelig by med en stribe små restauranter langs havnen. Og som en naturlig ting, født af de små fiskerbåde langs kajen, var der fisk på menuen. En red snapper, med gemüse und pommes. Et kosteligt måltid, virkelig veltilberedt. Vi nød hver en bid. Jeg trak et par gode slurke af ouzo’en, værten på husets regning trakterede os med som en afslutning.

Kan det være svært at finde byen kan det også være svært at komme væk. Det måtte vi smerteligt erkende, endnu en gang i form af mangelfuld eller forvirrende skiltning. Men det skal siges, at vi fik gjort de lokale grækere i den lille by Agios Nikolaos en oplevelse rigere. Stigningen op til den lille ellers ret hyggelige by nærmede sig uden besvær noget af det stejleste i selveste Le Tour de France. Scooteren arbejdede på højtryk og faldt støt i fart. Varmen der udviklede sig fra motoren spædede godt til den i forvejen trykkende hede. Omdrejningerne nåede et niveau kun formel 1 kender, hvorimod farten faldt lodret i modsat retning. Den lokale befolkning sad for toppen af bakken langs husene, og kiggede dovent ned på de to tosser på hjul der på en larmende scooter stod stille godt 10 meter derfra. Charlotte måtte afstige og trave de sidste meter. Jeg fik tvunget mopeden op og hun hoppede på igen. På rad og række langs husene på den lille vej ind, sad noget nær samtlige indbyggere og fulgte opmærksomt optrinnet. Også da vi lidt senere måtte samme vej tilbage, efter at en lokal pige med et tommetykt lag pudder i ansigtet, og en halv dåse parfume på kroppen havde forsøgt at forklare os hvor vi skulle hen. Endnu engang forsøgte vi at forcere en umulig bakke, hvor scooteren selv nægtede at føre mig hen over. Men det var dog her vi i den sidste ende fik afstukket den endelige ausfart. Charlotte fangede en lokal mand mens jeg holdt og ventede for foden af bakken. Der stod hun med sin sorte runde hjelm på hovedet, og i profil lignede hun den femte teletubbie. Den glemte kusine, der pludselig dukker op og skaber orden i deres kaotiske univers. Vi havde meget grin af scooterens formåen, men tilbage kom vi, og en god tur havde vi haft.

Sjovt som de skæve optrin huskes bedst. Der hvor alt går snorlige og der ikke opstår krusninger, glider det stille og roligt i baggrunden. De ting der bliver talt om er det der giver et par bump på vejen. Jeg er ikke i tvivl om, at vi har været en del af samtalen mellem de lokale beboere langs husene i Agios Nikolaus.

Svalernes flugt hen over himlen synes så ubesværet. De ændrer retning hurtigere end man når at blinke. En hel flok danser frem og tilbage i deres jagt på insekter. Fantastisk som de kan manøvrere ind og ud mellem hinanden. Et instinkt og reaktionstid vi mennesker kun kan drømme om. Selveste Bruce Lee ville være misundelig. Og det hele sker lige over hovedet på mig. Set gennem mine solbriller mens jeg mageligt ligger i solstolen på terrassen i kolonihavehuset. Vel det man kalder et af naturens små vidunderlige daglige mirakler. Noget der bare er så naturligt for en svale. Men så stor en oplevelse at observere.

De jager, flakser, skifter retning i høj fart, arbejder sig hen over drivhuset og pludselig er de væk. Længere henne hvor der findes flere insekter. Mit blik hviler på vindrueranken i drivhuset. Den er mit lille barn. En gammel ranke der frodigt sætter den ene klase efter den anden. Vores genbo Cecilla har vist mig hvordan jeg skal tage mig af den, nippe de vildskud som bare tager energi fra resten, så den kan koncentrere sig om de tunge klaser med vindruer. Jeg har fået et næsten kærligt forhold til denne brune kraftige ranke, med de saftige druer. Fruen ryster på hovedet når jeg nænsomt stryger mig gennem grene, og befrier den for ekstra arbejde. Hun siger det ikke, men griner lidt ad min sagte ”samtale” med ranken, når jeg står med hele hovedet dækket af grene med grønne blade. Druerne bliver blå når de er færdige. Og de bliver saftige og søde i smagen.

Jeg har advaret om at det med årene kan blive en besættelse. Langsomt vil min skikkelse ændre sig. Min mave vil vokse og blive rund. Jeg vil tillægge mig et fyldigt fuldskæg (og det tager tid på mig), som dækker munden og gør det umuligt at se hvor mine ord kommer fra. Sætte en baskerhue på sned på den skaldede isse. Mit sprog vil ændre sig til fransk, og jeg vil tilbringe en stor del af den vågne tid i drivhuset. I selskab med den forførende ranke.

Og hvis jeg plejer den, vil druerne blive mange. Jeg vil bygge et kar hvor vi kan trampe saften ud af dem med vores bare fødder. Bearbejde dem til ”Casa Andersens” vin roughe. Den vil vinde store priser i de undrende franskmænds land. De vil ikke forstå et suk af min mumlende skraldefransk, mens jeg med rød næse og et glas rødvin i hånden forklarer, at det hele drejer sig om tid, og kærlighed.

Når journalisterne slukker deres diktafoner og trisser af sted, vender jeg mig mod mit drivhus og vindrueranke, træder indenfor og synger ”chaun sau l’amouuuur, ratata tata, chaun sau, chaun sau l’amouur” og sukker af velvære mens den kærligt omslutter mig.

Jeg drejer hovedet væk fra drivhuset og smiler lidt. Vi bor trods alt ikke så langt væk fra Sankt Hans.

"Jeg fjernede lidt cystevæv der var opstået i forbindelse med betændelsen, du har haft i tanden" tandlægen rækker ud efter et lille plastikrør, der indeholder et stykke, som mest af alt ligner en tidligere del af min mund. Men han forsikrer mig at det ikke skulle være der, og at det ikke er spor farligt. Om jeg havde behov for at se det, virker lidt uklart for mig. Det er jo ikke andet end et stykke lyserødt kød. Eller er det? Er cystevæv kød, eller det rene ondskab. Er det ligesom med kræftceller hvor der findes godartede og ondartede?
Repræsenterer denne klump, der lige dér for mine øjne svømmer rundt i en væske i plastikrøret, en uskyldig knude af glade cysteceller. Celler som bare vil have lov at flippe lidt ud og holde en rolig fest under visdomstanden. Eller er det tandfeens svar på Aliens. En overlegen race med udslettende tendenser. Hvis blod kan ætse sig gennem den tykkeste panser, og som ikke tåler andre racers tilstedeværelse?
Det er den tanke jeg ikke ved om jeg vil have, mens klumpen bumler rundt som en uformelig klumpfisk.
Men jeg er et positivt menneske og skubber de glade øjne frem i ansigtet. Dem som stråler og smiler. Indtil jeg så regningen. 3300 danske kroner for 30 minutter, under et sterilt grønt klæde, hvor kun næse og mund stak frem. Plus en gummi klods jeg kunne ligge og bide i. Mest tiltænkt for at jeg ikke skulle bide sammen om kirurgens fingrer under operationen. En tanke der dog lå mig meget fjernt, mens han rodede med boremaskine og skalpel. Og så beholdte han oven i købet mit cystevæv.
Nu er den væk. Visdomstanden. Efterladt et hul bagerst i mundhulen, plus en sidegevinst af en murrende hovedpine, siden i torsdags da den blev fjernet. Men pyt vejret er fortræffeligt disse dage og sommerferien, ja den venter lige om hjørnet. Senest fredag kl. 15:30.

Klokken otte om morgenen starter klokkespillet fra Fåborgs varetegn klokketårnet, sin serenade der lystigt fylder luften ud over byen. Om det er alle ugens syv dage "das kleine glockenspiel" klimper ved jeg ikke. Men et er sikkert. Weekenden bliver velsignet med de klare lyde af messing der rammer messing, i forskellige takt og anslag. Fredfyldt bevares. Jeg fornemmede hvordan tæerne begyndte at bevæge sig i takt med de melodiske ding og dong. I et svagt øjeblik var jeg endog ved at svinge den ene hånd sideværts hen over dynen. Men jeg besindede mig og holdt den pænt i ro, i den fold den selv havde skabt i løbet af natten.
Fåborg er en charmerende by, fyldt med en ro der emmer fra de gamle bindingsværkshuse. Små og lidt skæve, med lavt til loftet. Andre større og i flere etager, med de gammeldags delte ruder ikke meget større end et a4 ark. Og næsten hvert hus har sin egen særegne dørhammer. En bestemt ornamenteret udsmykning, et dyr, den traditionelle hammer med det brede greb. Men fælles er, man ser ud til at forsøge bevarelsen af det gamle præg. Gaderne er naturligt nok de smalle af slagsen, når man bevæger sig om i mellem de smukke huse. Det giver den her fornemmelse af en hyggelig hule man kan gemme sig i. Række op mod tagene og lukke dem ned omkring sig. Putte sig i den varme favn, med bindingværkets naturlige duft, kildrende i næsen. Mærke varmen stråle i møde, godt hjulpet på vej af sommersolens dans hen over brostenene. Jeg kan bruge timer i selskab med omgivelser af denne slags. Selv om husene var almindelige længe før jeg selv blev født, og erstattet af 60'ernes kedsommelighed, føler jeg mig alligevel hensat til min barndom. Dengang man ubekymret løb i gaderne, iført sine tonstunge træsko. De har en evne til at vække minder der liggee langt tilbage. Udseendet gør udslaget.
Et andet præg var de flotte stokroser der meterhøje stod ved indgangspartiet flere steder. Nogle huse var udsmykket hele vejen langs siden med de røde roser. Smukt syn når man kiggede ned ad en smal gade, med toppede brosten, og de høje stokroser der rankede sig op langs dørkarmen. En kraftig grøn stilk, og for enden det store røde hoved.
Men vi vandrede rundt i denne by hensat til starten af forrige århundrede. Ikke mærkeligt havde man et arresthus, der ikke virkede mere i dag, men nu var et museum. Det var her fruen fandt vores næste møbel. Den gode gamle gabestok. Et apparatur, der uden tvivl kan skabe ro om hvem der skal styre fjernbetjeningen. Jeg tabte.
Nu hvor vi var på de kanter, var det nærliggende at besøge et par af de nære øer. En lille færgetur til Lyø og Avernakø. To øer hvor tempoet er trukket ud af omgivelserne, hvor den lille lokale købmand fungerer som ølstue, Lyø, efter sigende med Danmarks smukkeste kirkegård, køer der er naturligt nysgerrige som en ko skal være. Ikke større afstande end at de kan tilbagelægges til fods, eller cykel, måske knallert, alligevel kører er biler rundt. Specielt morsomt på Lyø der har ganske få kilometer asfalt.
Sydfyn er et smukt landskab, og skulle være særligt smukt fra vandsiden i sejlskib. Med vinden susende i sejlet og bølgerne der slår mod skibssiden. Det er en oplevelse vi må have til gode. Men dømt ud fra de mange lystsejlere i havnene, både i Fåborg og på øerne er der flere som har lagt mærke til det.
Vi kommer tilbage. Og en dag står vi med skipperkasket og matrostøj i en sejlbåd. Lægger fra havn og sejler den korte tur til en af øerne. Med en grill og kolde øl. Vi trodser i en havn og spekulerer om hvor længe vi skal ligge der. Hvis der er proviant nok, rører vi os ikke ud af flækken før vinden byder det.

Hvornår bør man være mest nervøs. Er det når benzinmåleren i bilen, faretruende nærmer sig bunden. Når kartoflerne koger over, lige midt i kongeetapen i le tour og Fuglsang rider ubesværet over de høje bjerge. Eller kunne det være når sønnen meddeler fra festivalen, at de er stive og i live. Mest af alt tror jeg man skal være nervøs, når politiet triller ned gennem vores fredelige kolonihave, iført skudsikre veste og spørger om man har lagt mærke til noget mistænkeligt.
Optakten havde foregået lørdag aften. Vi trissede rundt i vores åndehul iklædt en passende koloniuniform. Afslappende tøj, med lidt jord og græs udvalgte steder. Aftenen viste sig fra den danske sommers smukkeste side. solen varmede, vinden holdt sig forholdsvis i ro og fuglene kæmpede om at være mest højrystet. Hen over aftensmaden talte vi om løst og fast. Jeg kastede et blik på det ramponerede grantræ der skulle skæres ned, og et smil spillede om munden med tanken om den stiksav som jeg lånte af naboen. En rigtig mandfolke ting der kunne save de tykke grene af, som vi kunne få smidt ud til haveaffalds dagen om søndagen. Jeg forestillede mig at stå foran "modstanderen", med skrævende ben og "the shredder" hvilende i hænderne. Vrisse en smart bemærkning ud mellem de sammenknebne tænder, mens jeg under cappen lod de vrede øjne lyne mod det massive træ. Alene attituden ville få det til at trække rødderne op, og fortrække til roligere jagtmarker.
Om ikke andet så kunne jeg vel lave en film om det. Manden mod træet. Men dagen havde været god. Og aftenen var endnu bedre. Vi besluttede os for at overnatte for første gang i det lille røde hus. Alt hvad vi manglede var sengetøj og tandbørsten. Og det var på vej hjem efter det nødvendige, mens vi talte med naboen over hækken, at den mørke mand af afrikansk afstamning kom cyklende og sagde at der havde været skyderi. De blå blink cirkulerede længere nede for enden af grusvejen, ude på Holbækvej, hvor politiet havde afspærret for trafikken. I en sådan grad at vi ikke kunne komme hjem.
Heldigvis varer det jo ikke evigt. Vi fik hentet vores sengetøj og installeret os for første gang i de beskedne lokaler. Og jeg skal hilse at sige, fuglene kæmpede en langt mere massiv kamp den følgende morgen, end de formåede aftenen før.
Men det var her politiet gjorde sin entre. Mens jeg skar den ene tykke gren ned, efterfulgt af den næste, læssede dem på trillebøren og kørte til containeren med resterne. Der sad de i deres firmabil med de skudsikre veste. Aftenens skydegale misdædere var ikke fundet. Logisk nok valgte de at tage den kraftige skjorte på, det kunne jo være fjolserne ikke havde fået tømt magasinet.
Men dem om det, tænkte jeg. Jeg har "the shredder" og nogle kraftige grene. Eneste minus hvis jeg skulle sætte efter gerningsmændene, var forlængerledningen. Den kunne ikke række ud over havelågen, men det er jo egentlig også der til og ikke længere. På den anden side af vores havelåge. "The shredder" fjerner alle overskydende lemmer.

Glem ikke at nyde

Jeg nyder at vågne om morgenen, at skille øjenlågene fra hinanden,
først til en lille sprække, så helt op i vidvinkel og fuld HD,
jeg nyder at kigge på mit vækkeur der lyser med røde tal,
tal som siger det er meget tidligt, tal som trækker dynen af og beder dig om at stå op.

Jeg nyder at starte min hverdag, fuldføre morgenritualet på rygraden, uden helt at tænke over hvorfor,
lade hjernekapaciteten gemme plads til væsentlige ting,
jeg nyder at lade Hondaen æde asfalten på motorvejen, presse den op på 110,
og falde ned i anden gear i tøffetempo ved udfletningen mod Ballerup,

Jeg nyder at ankomme til arbejdspladsen med de flinke kollega,
at tænde min computer og telefon, vente på det første opkald, og finde en løsning på spørgsmålet,
jeg nyder at være omgivet af engagerede mennesker, mennesker der føler sig værdsat,
og ledere der forstå at lede, ledere som forstår at lytte, bevarer roen i pressede situationer,

Jeg nyder at sidde til et møde og lytte til en chef, der med ro i stemmen opildner sine medarbejdere til en ekstra indsats
opildner med positive vibrationer,
jeg nyder at psykopati er et ukendt fænomen, et fænomen man taler om på Sankt Hans,
en diagnose man bør gør opmærksom på, hvis man bliver udsat for den,

Og jeg nyder allermest at sidde med en kop varm kaffe en kedelig aften,
og vide at tirsdag bliver lige så god som mandag
og når onsdag kommer, bliver den en genganger og foregangsdag for torsdag,
og fredagen kan man jo altid lide,

Jeg nyder at nyde de små ting, når de ikke bliver gjort mere besværlige end de er,
nogle kunne have brug for at høre om den lille gumbass............................................

Jeg er igang med at læse en bog skrevet af Grøndlands-fareren Ejnar Mikkelsen, der med en syv mand stor ekspedition, tog til det nordøstlige Grønland i 1909, for at lede efter ligene af Ludvig Mylius-Erichsen og Peter Høegh Hagen, fra Danmarks ekspeditionen 1906-1908. De var omkommet under kortlægningen af Grønlands barske ødemark nord for 77 grader nordlig bredde. Deres grønlandske følgesvend Jørgen Brønlunds lig fandt Danmarks ekspeditionen selv ved et depot der var udlagt. Men han var kommet for sent. Slæbende sig afsted på sine ophovne koldbrandt skadet fødder mil efter mil, og til sidst på knæene, kom han frem til et depot der var plyndret af isbjørne. Han satte sig i en hjemmelavet hule af is og sne, skrev sine sidste ord og døde. Men ligene af Mylius-Erichsen og Høegh Hagen, blev aldrig fundet trods Jørgen Brøndlund beskrev hvor de kunne findes. Det var det Ejnar Mikkelsen ville gøre noget ved i 1909. Han fandt dem så heller ikke, men blev til gengæld fanget i og af isen i det de kaldte Danmarks havn. I 3 år måtte de leve i nordøst Grønland, med visheden om at det måske var den sidste tid af deres liv de tilbragte. Langt væk fra familie og venner, der efterhånden anså dem som omkommet. For hvem overlever sådan et sted, under de barskeste forhold.
Det gør mennesker lavet af et særligt stof. Mennesker vis psyke og sejhed overstiger ens fatteevne. De var væk, helt og aldeles væk fra civilisation af enhver art. De havde ikke bekvemmeligvis en satellit telefon, og kunne foretage et opkald til redningshelikopteren, som svush svush svush blafrede ind i ødemarken og undsatte dem. De kunne kun stole på deres overlevelsesevne, og håbe at nogen i Danmark på et tidspunkt besluttede sig for, at tage op og se hvad der var blevet af dem. For de var jo nok døde, men ligene skulle bjærges.
Jeg har respekt for de gutter der kører siriuspatruljen, i de egne hvor ekspeditionerne fandt sted. Det er også i dag en voldsom og strabaserende tur, der i yderste konsekvens kan kræve dødsofre. Men mine virkelige helte levede for mere end 100 år siden og er døde i dag. Hver gang de drog ud for at kortlægge og udforske de arktiske egne, sad manden med leen med på slæden. Disse gutter gjorde de erfaringer, som siriuspatruljen i dag nyder godt af. Vel af mærke på den hårde måde, midt i nuet, midt i stormen, da isen flækkede eller hundene blev syge og døde for dem. Og når man tænker på udstyret de havde for mere end 100 år siden. Jo der er sket en udvikling i mellemtiden, Heldigvis.
Jeg griner tit for mig selv, når jeg hører de her smarte typer på tv, som tror de kan så helvedes meget. De er bare en del af en befolkning af kogte slappe pølser, som piver over den mindste modgang.
Egentlig ville jeg skrive om sproget Ejnar Mikkelsen bruger i sin bog. Men iveren og fascinationen over disse hårdhudet eventyrere, tryllebandt mig endnu engang. Sproget som sagt, er morsomt. Her et lille udpluk af ord jeg har smilet over. Nogle der måske skulle tages i brug igen.

Huldsaligt
God skik og sæd
Knubbede
Dorske
Sangvinske
Luften er svanger med teorier

Man kan jo prøve at google dem, for at få en forklaring.

Mælkekasseknallerist. Et ord opstået på grund af et behov. Et behov som en stædig lille skare frembragte, men en skare der voksede sig større og stærkere. De fik en stemme, og et ansigt i bybilledet. På deres små knallerter, typisk en Puch Maxi, tøffede de rundt med en mælkekasse på bagagebærret. Den klirrede lystigt af tomme flasker, der var tømt ved egen og andres hjælp, eller måske samlet op i vejkanten, så flaskepanten kunne indløse lidt ekstra mønter. Klingende mønt der i et uset tempo, omsattes til nye fyldte glasflasker. Og de var grønne, med påskriften Carlsberg eller Tuborg.
Det var et folkefærd der stimlede sammen bag den lille lokale købmand, eller på et hjørne tæt ved supermarkedet. Monteret med hver en grøn flaske i hånden, diskuterede de lokal og storpolitiske emner, i et sprog der var indforstået mellem dem. Snøvlende, mumlende, hakkende og til tider tilført en lille sky af spyt, når diskussionen steg i intensitet, og som regel i et toneleje der lå flere oktaver over naturlig samtale.
Om det var Carlsberg eller Tuborg, der skulle konsumeredes under samtalen, nærmede sig en dybtfølt religion. Carlsberg ansås som gammelmands øllet, hvor Tuborg var for de unge og kække. Hvor meget mælkekasseknalleristen tænkte over det lader jeg være usagt.
Det skarpeste billede af en sådan personage, dukker op fra min fødeby Haslev. Bernhard mener jeg at han hed. En stor mand med et massivt korpus, og et kuglerundt rødt hoved på toppen. Næsens karakteristiske svampe tilstand, lyste op i midten af ansigtet, og øjnene var smalle sprækker, placeret på hver sin side af lugteorganet. Stirrende ret forud, synes han at svæve i siddende stilling hen over asfalten, hvis ikke det var fordi hans transportmiddel, en rød Puch Maxi, med sin overbelastet motor brølende afslørede sig. Hans hoved var som naglet til overkroppen, uden mulighed for bevægelse. Jeg gætter på nakke og halsmuskler havde opgivet for mange år siden. På den anden side, så han ikke ud til at have nogen form for hals. Det lignede mest af alt en fastmontering direkte på chassiset. Al dreje og styring blev derfor foretaget uden anden bevægelse, end knallerten der blev krænget til den side som han besluttede sig for, mere eller mindre selvstændigt.
Joh Bernhard kom rundt. Og han indeholdt sikkert sine meninger. Men de gange jeg hørte ham tale, fangede jeg aldrig rigtig pointen. Men hver sin by har sine mælkekasseknallerister. Også her i Roskilde. I dag har de så bare skiftet den traditionelle knallert med scooteren, og mælkekassen med en beholder tiltænkt styrthjelmen. Vi er oven i købet udstyret med en mælkekassecyklist. Eller rettere Aldikurvtrehjuletcyklist. Så vidt jeg så var der ingen flasker i kurven, hverken fyldte eller tomme. Måske dette er en ny bevægelse der ser dagens lys. En utilfreds udbrydergruppe, som har startet sin egen lille nichebevægelse.
Og hvem ved hvornår rullestolsbrugerne føler sig overset.

Jeg hejser flaget for Søren Ryge. Han er blevet tildelt modersmålsprisen, for hans måde at formidle sin have begejstring. Og for hans reportager om de helt almindelige mennesker, der lever deres specielle stille liv. Med klar og tydelig tale, velfomuleret ordforråd, sætter han billeder på sin passion, så selv de helt unge kan forstå hvad der bliver sagt. Endda uden nødvendigheden af ukoordineret armbevægelser.
Søren Ryge har sine talegaver for han træner meget siger han. Hvilket jo må betyde han lægge vægt på at udtrykke sig forståeligt. Som os andre er han jo af slægten homo sapiens, det tænkende menneske. Det intelligente menneske. For et stykke tid siden så jeg et videnskabsprogram, der illustrerede hvordan homo sapiens var udvandret fra det afrikanske kontinent. På det europæiske og asiatiske ditto, herskede neanderthalere på dette tidspunkt. De var grovere af statur, og kunne klare forfrysninger langt bedre end homo sapiens. Deres intelligens, var oven i købet ikke så meget svagere end det tænkende menneske. Men de lå dog lidt under i primitivitet.
Selv om neanderthalere var robuste, blev de til sidst over årtusinder, udkonkurreret af homo sapiens. Man mener der kan være flere årsager. Intelligensen, sygdom, sikkert var det dog at neanderthalerene forsvandt.
Men det er jeg ikke enig i. Jeg har en teori om, at en underart på stædigste vis har overlevet udrydelsen. En lille undselig flok har krøbet sammen i nogle afsides huler, og overlevet homo sapiens overlegne fremmarch. De er kommet frem, og har iklædt sig samme tøj, lært de samme færdigheder, påtaget de sociale mønstre, i det hele taget kopieret homo sapiens livsmønstre.
Og en lille flok har slået sig ned i et kolonihavehus bag os. Deres urinering foregår i al offentlighed, tæt på den del af hækken som er gået ud, og erstattet af nye skud der gerne skulle vokse sig større. Genertheds tærsklen eksisterer ikke, og på fruens arrige kommentarer om de manglede et toilet i huset. Udgjorde svaret de sædvanlige gloser på neanderthalsk. Huh huh hahhah huuuh hrff hrff. Øjensynlig troede de det var en opfordring til at fortsætte deres toilette. Vi kunne i hvert fald konstatere, at deres reaktion stemte overens med dyrenes. De sniffede kortvarigt til stedet for urinaden, udstødte højlydte triumferende lyde og skyndte sig også at afmærke territoriet.
De modtager nok aldrig modersmålsprisen. Renhedscertifikat, smileys eller andet der kan forbindes med en positiv indstilling. Det virkede som om de havde mere end nok i sig selv, og under ingen omstændigheder ville tænke anderledes.
Men det kunne jo også være vi bare var lidt sarte. Hunde og katte tisser også hvor det passer dem. Her kan man lære dem ikke at tisse indendørs, ved at køre deres hoveder rundt i urinen og smide dem udenfor. Måske en tanke til videre udvikling. I større målestok.

Et par skarpe glimt gled hen over indersiden af mine øjenlåg, nogle lysende prikker som en gang i mellem finder vej i synsfeltet. Jeg åbnede øjnene, og så cumulus skyer der blottede solens blændende lys. Straks begyndte det at koge under min cap, sveden poppede op på issen og startede sin vandring mod panden. Remmen i kasketten sugede nok en gang sved til sig. Der var ingen hjælp at hente fra hårpragten. Den havde forladt åstedet for år tilbage, og blottet en gold ørken som ikke var i stand til at stoppe noget.
Remmens tekstur led således under den konstante bombardering af væske, fra at være et fintvævet solidt stykke stof, til en mellemting af en grydesvamp og en karklud. Ikke et nobelt udseende for en ærværdig rem. En fugl pippede i nærheden, jeg så op og fandt den siddende i træet bag bænken. Det forekom mig jeg var alene. Det eneste der bevidnede en forudgående aktivitet, var nettoposen og de tomme øldåser foran mig. Et gab opslugte mit ansigt, og jeg tog fat i mit skæg, der nærmede sig en længde i stil med rabiat muslim, eller ortodoks jøde. Der ville snart være plads til en musvit kunne bygge rede. Hvilket da egentlig kunne blive ganske hyggeligt, at blive en form for rugefar. På den vis ville påstanden om pip i kasketen, ikke stå alene.
Mit blik vandrede rundt, Stillede skarpt på den nærmeste omegn, sådan cirka indenfor 10 meter. Jeg var virkelig alene. De andre "bænkebiddere" var stille tøffet afsted. Mærkeligt de plejede at sige farvel.
Men en handling er jo gerne bygget op over et forudgående spil. Jeg huskede svagt sætningen "jamen så er du jo ikke en af vores mere" og prøvede at skrue tankerne tilbage. Samtalen var gået hen over hovedet, om de sædvanlige trivialiteter. Kaloriefattig ordveksling uden betydning. En ordstrøm man let lod passere fra øre til øre. At få opmærksomhed i den slags samtaler, var vist lige så let som at score et 12 tal i astrofysik. Naturligvis alt efter hvem man er. Men ikke destro mindre lykkedes det mig da jeg sagde "jeg har fået job." Herefter var der tavshed og den førnævnte sætning. Så var det jeg så cumulus skyerne glide ind foran solen, og jeg lukkede øjnene. Bare en halv time.
Jeg strækker mig så det knagede i knoglerne. Greb nettoposen og fyldte de tomme dåser i. I stående stilling strækker jeg mig nok en gang, så ryggen kommer på plads. Nu vil jeg gå hjem, tage et bad og få en barbering. På mandag starter nok et kapitel i en lang fortælling. En fortælling der på sin vis er kedelig. Men det er jo helt op til tilhørerne at bedømme.

Vi er under angreb. Fjenden med det mundrette latinske ord, febris catarrhalis epidemica, eller oversat til dansk, forkølelse, har invaderet hjemmet. Lagt hele styrken ned, en af gangen, men med stor præcision.
Lazarettet blev oprettet på alle vanrette flader der udgjorde den bløde afslappende og komfortable type. De angrebne skiftede lidt mellem sengepladserne, det gjaldt om ikke at udvikle liggesår. Hostene og snotten lyder som hule drøn i hele lejligheden. Hvad den ene ikke kan præstere kan den anden. Nogle gange rammer vores symfoni samtidigt, i en smuk stereofonisk serenade. Der er de raspende host i stigende styrke, smukt akkompagneret af den baritone trutten fra de nasale kropsdele.
Og når en af de sårede helte falder hen i en søvn døs. Stemmes der i med en til tider rullende indhalering, der kun kan foretages gennem munden. Næseborene er besat af de aggressive forkølelses vira, der med jævne mellemrum viser tænder i form af en tynd boble, der langsomt pustes op og brister. Munden føles som en udtørret sump, klistret og svampet efter en nat med åben mund, og konstant gennemstrømning af luft.
Varme drikke, hvile, alle kneb gælder når fjenden skal nedkæmpes. Og hvad er nemmere end at hvile sig og drikke en kop kaffe. Helst ikke noget der kræver aktivitet, energien forlader kroppen nærmest i sekundet næsen fyldes op. Men at varme lidt vand eller kakao kræver ikke den store anstrengelse, så derved bliver det.
Og nu vil jeg stoppe. Brændstoffet er brugt, jeg skal pudse næse.

Hvem er det der absolut skal bestemme hvilket tøj man skal investere i denne sommer, eller til efteråret, vinter og foråret? En lettere manisk tøjdesigner? De hovedrige som køber hele garderober, og klæder sig i det mest ourtrere bare fordi de kan? Trendsettere som den garder høje homofile Jim Lyngvild, hvis tøjsmag til tider alligevel ligner futuristisk spadserdragter? Drengen med guldbukserne?
Og jeg forstår det ikke. Når nyhederne euforisk blænder op for en opvisning fra et af de store modehuse, med en bemærkning i enden som: "Forårskolletionen fra Armani blev afsløret under stor pompt og pragt i Paris. Stilen i år skal være let og løst sidende."
En lang tynd pind valser ind i perverse høje hæle. Svinger de to streger rundt i luften, som skal forestille hendes ben, i en blanding af trav og kapgang. Håret er skruet op til et hawk misil på toppen af hovedet. Munden ræverød med læber der strutter mere, end Linse Kesslers bryster nogensinde opnår.
På kroppen har den neorotiske designer flettet et stativ af ståltråd, og bundet nogle tøjrester fast der hænger og dingler fra side til side. Hun har koket placeret den ene hånd i siden af hendes manglende hofte. En hofte er en kropsdel, der kan/skal kunne ses på en kvinde, men man tvivler om dette menneske er af han eller hunkøn.
Publikum gisper og småhviner lidt af fryd, over den store tøjtænkers kreativitet. Kameraerne blitser i et overophedet tempo. Hvis ikke det var fordi der var så meget spot på scenen, kunne de sagtens nøjes med kameraerne der gør nat til dag. Enkelte eksalterede tilskuere klasker hænderne sammen, og udstøder måske et forsigtigt woow, eller suuuuper (mit hadeord).
Efterfølgende udtaler Jim Lyngvild stor begejstring. Han kan næsten ikke få luft og må for at dæmpe sig lidt blidt lægge den ene hånd på sit bryst.
"Altså, jeg siger dig. Den frakke som ham tyren bar så sexet, den må jeg bare have. Det bliver årets hit blandt mænd. Og den viiiiidunderlige korte kjole på Samantha Eskarolovatjubang, så i den, den var fantastisk." Og fordi ordene er kommet fra en selviscenesat tøjsmagssnedker, styrter trend pøblen ud til nærmeste hoootte tøjbutik, lægger flere tusind kroner for 50 kr. stof sat absurd sammen. Men det er jo trenden siger Jim.
Det eneste der måske kan vække mig, er når overdelen på kvinderne er let gennemsigtig. Men selv her er der intet. Det ligner mest en skoledreng, der har trænet lidt ekstra brystmuskulatur. Spejderbevægelsen har ikke levet forgæves.
Jeg forstår det ikke. Men jeg er jo også bare en simpel håndværker fra sydsjælland.

Her forleden dag, vækkede jeg Andreas blidt, så han kunne blive klar til dagens opgaver. Han fik sin sædvanlige morgenmad, godt med fibre til kroppens motor. Vi fandt noget tøj han var ekstra glad for, og jeg fik med lidt hjælp fra ham selv, trukket det ned over en nu snart energisk krop.
Hurtigt drønede vi ned af trappen, og fandt vores cykler som vi sprang på med et elegant hop. Sædvanen tro blev afstanden fra hjem til børnehave, tilbagelagt som en blanding af læring i trafikken og cykelløb. Heldigvis ligger institutionen på samme side som hjemmet og derfor skal vi ikke krydse den befærdet Holbækvej.
Yndlings pædagogen smiler i det vi træder ind i stuen. Andreas hilser med et stort smil og et lydeligt godmorgen. Spæner ud til køleskabet med madpakken, hvorefter han et splitsekund senere står ved legesagerne på bordet foran pædagogen, og de få børn der også er mødt tidligt ind.
Jeg veksler nogle høfligheder med Hanne, Dorthe eller hvad hun nu hedder, giver Andreas en kram og det obligatoriske våde møs. Nu starter min dag for alvor, stressende naturligvis. Arbejdsopgaverne flyder ud i en lind strøm, indtil hjemturen indledes. For fuld speed og med en fornemmelse af døren der smækker i bag mig, haster vi mod hjemmet til aftensmaden.
Måske har den opmærksomme læser siddet med et rynket udtryk i ansigtet. En underlig fornemmelse af noget der ikke passer. I sær hvis man kender Andreas eller ved hvem han er. For børnehaven er et "langt tid siden" overstået kapitel. Men det føltes som sidste uge. Det føltes som om jeg stadig er det altoverskyggende forbillede. Men den anden dag han kom dinglende hjem fra en sjov by tur med gutterne gik det op for mig. Han var ikke 1,8 år, men nærmede sig 18 somre om et par måneder. Og det er jo en ganske speciel fødselsdag. Myndighed, voksen og fuld selvbestemmelse over eget liv. Men hans far forsøger med de sidste krampetrækninger, stadig at indpode ham, det trods alt er forældren der har hals og hovedret over hans liv. Det synes dog ikke at bundfælde sig i hans teenage sind. Han er langt foran den sidste tur til børnehaven. Og godt på vej mod kørekortet, hvorved cyklen er et overstået kapitel.
Jeg vil læne mig tilbage i sofaen, og lade livet køre videre for ham, som det gjorde for mig da jeg rundede den meget specielle alder. Alderen hvor man tror man ved det hele, men først skal til at lære. Og jeg vil sidde klar som den vise mand med de gode råd. Helt som min egen far gjorde. Også selv om jeg godt er klar over, at han tror han ved bedre. Det troede jeg jo selv i en alder af 18.

"Havearbejde er afslappende og ren terapi." En påstand jeg smagte lidt på, og tog til mig med sindsro. Set i lyset af det spirende forår der nu accelererer og kaster naturen ud i grønne farver, er det tiden til at afprøve tesen. Tid til at forholde sig til den. For det er ikke kun træer, buske, hækken, græsset, grøntsagerne, samt alt det andet man gerne ser bryde jorden og række mod himlen. Det er også mælkebøtter, tidsler, skvaderkål, uønsket græsvækst hvor det ikke hører hjemme, som finder overfladen.
En have skal jo helst bestå af vækster som kan spises, og vækster som er smukke at se på. Stå i deres snor lige rækker, rettet ind som et regiment soldater, man forventer næsten de gør honnør når man går forbi. Her skal de stå og gro sig saftige og stærke, klar til høsten når vand og sol har fodret dem.
Vi vil gå ned gennem rækkerne med vores lille spand, og plukke dem der ser bedst og kraftigst ud. Men inden vi kommer så langt. Vil krigen mod mælkebøtter, tidsler, skvaderkål, uønsket græsvækst, og alt det andet der ikke hører til i rækkerne af stolte grønsager, udkæmpes i en hård og brutal udryddelseskamp.
Hertil er der brug for de rette "våben". Både i værktøj og tålmodighed. Havecentrene var proppet til randen i den netop overstået kristi himmelfart og man fornemmede journalisten der havde taget opstilling foran Silvan med mikrofonen i hånden. "Jeg står her ved Silvan i Roskilde, og man kan tydeligt se at havefolket er kommet frem af vinterdvalen. Det har også været en lang og streng vinter, men nu sprirrer foråret." I mens han må springe for livet, fra de aggressive havefolks biler.
Men vi fik plantesække og gødning til de indviede vækster, og det hårde arbejde med nedkæmpelsen af ukrudtet var vi rustet til. Uniformen, de gamle slidte jeans, en t-shirt lugtende af dagsgammel sved, eventuelt en cap til beskyttelse mod solen, gjorde ingen indtryk på modstanderen. Saks, ørnenæb, skuffejern, rive, skovl, spade og hvad reskabsskuret ellers bød på, gav mere respekt. Time efter time bølgede slaget frem og tilbage. Ukrudtet mistede langsomt fodfæste og vi genvandt vores frugtbare jord. Men det var ikke en kamp uden omkostninger. Hænder, ryg, knæ maltrakteredes i en grad, der ikke var set siden anden verdenskrig. Og slaget er ikke slut endnu. Ukrudt forgår ikke så let, lyder et gammelt ordsprog. Et ordsprog vi smerteligt må se i øjnene, da disse uvelkomne vækster, bestialsk spreder deres frø over vores ellers fredelige matrikkel. Knap kan vores kroppe restituere, før næste angreb blæses til opstilling. Med deres rå utiltalende ydre tager de den blottede jord i besiddelse. Kun for at sprede grimhed, afmagt og absolut ingen nytteværdi. De vokser frem i uorden, som guerilla krigere i små og store enklaver. Ind mellem vores ordentlige rækker af nyttige og velsmagende grøntsager.
Og det vil blive en ny kamp. Ukrudt elsker også vand og sol. Og det virker som om det kan overleve hvad som helst. Modsat de nyttige vækster som kræver sindssygt meget omsorg og pleje. Som ikke tåler alt for store forandringer. "Pas nu på du ikke overvander, giv ikke for meget gødning så brænder de bare af. Men de skal have vand hver dag, og helst lidt ekstra gødning i starten."
"Havearbejde er afslappende og ren terapi." Du er der ude, og jeg ved hvem du er. Du skylder en god fadøl på Bjergtrolden.

Projektledelse kan groft sagt lægges i den såkaldte projekttrekant, hvor de tre "spidser" på trekanten representerer, ressourcer, leverancer og tid. Hvis det viser sig man er nødt til at "trække" i et af hjørnerne vil det have indflydelse i mindst et af de andre hjørner. Altså man har brug for at rykke ved leverancerne har det indvirkning på ressourceforbruget eller tiden.
Meget enkelt egentlig. Denne tanke rodfæstede sig forleden dag hvor en omelet var på aften menuen. For lige som at lade dagens informationer bundfælde sig, ophøjede jeg madlavningen til et projekt. Hvor jeg var projektleder vel at mærke. Og en god leder han leder. Han blander sig ikke i driften, hvis bare mandskabet har de rette kompetencer og den rette viden. Mit mandskab i projektgruppen havde så afgjort disse egenskaber. Fruen af huset udviste stor ildhu, og gik på opgaven med vid entusiasme.
Jeg kunne informere staben at på ressource området var der brede rammer. Æg, tun, mælk, avocado, tomat, peberfrugt, kartofler o.s.v. var fyldt godt op på lageret og redskaberne til udførelsen lå parat på de respektives pladser. Kort sagt logistikken var i orden.
Under min kyndige overvågning og vejledning skred produktionen rettidigt frem. Æggene mikses med salt og peber plus mælken. Røres godt, blandes med de revet kartofler og udgør grundindgrediensen i en omelet. Selve grundindgrediensen vender vi tilbage til.
Tilbehøret som resten af indgredienserne udgør, skæres ud i mindre stykker, og vil blive tilført oven på den færdige omelet. Her opstod en flaksehals under produktions processen. Det viste sig ressourcerne til udskæring, skærebræddet ikke var stort nok. Heldigvis var den årvågne stab hurtig til at reagere, og henvendte sig til projektleder/projektejer. Jeg anerkendte straks udfordringen, og roste den kvikke medarbejder. Det skal til denne kommentar siges, at reagerer medarbejderne for sent, kan det give langt større vanskeligheder ved leverancen. Et større skærebrædt blev derfor bevilget og skærearbejdet gled uproblematisk.
Her kommer vi tilbage til hovedindgrediensen selve omelet massen, der tilføres på en varm pande. Den simrer let, og efter et par minutter vendes den til modsatte side, og får yderligere et par minutter her.
Leverancen ankom til tiden, stegt på begge sidder og med passende tilbehør.
Projektlederen roste den i høje toner.
Som et kuriosum skal det nævnes at staben, fruen, sarkastisk mente at en seddel med til læreren, ville være på sin plads.

Hvor kan livet dog være simpelt. Min højre hånd handler per refleks om morgenen, når vækkeuret sætter i gang. Først skubber den til fruen der stønner svagt i søvnens favntag. Den hviler måske lidt oven på dynen, mens en melodi eventuelt spiller færdig, og slukker så fredsforstyreren. Som en doven slange, kryber den under dynen og falder slapt ned på lagenet. Mission accomplished.
I det følgende kapitel, giver jeg konen masser af luft, til at foretage de indledende øvelser på badeværelset. Og ikke mindst med morgenmaden. Fødderne sættes nænsomt ned på gulvet, når jeg hører tallerkenen rasle i stuen. De slæber mig den kendte vej til køkkenet hvor aftenens opvask står. I lyset af min udvidet fritid, har jeg erklæret, at det er min tjans. Ikke en naturlig ønskeopgave. Men på en måde dejlig beroligende, at se de skummende sæbebobler, perle ned af servicet når det tages op ad vandet.
"Den lille stressede," som jeg ynder at kalde hende i øjeblikket, kysses farvel og det er blevet min tur til morgen fouragering. Et par timer med nyhedsopdatering, og tjek på job sider, løber direkte over i dagens træning. I dag slentrede jeg til Ro´s Torv, og hev diverse maskiner ud af vinkel. En tur fra den ene ende af byen til den anden, hvor moder sol bagte ned i gaderne. Ikke en voldsom temperatur men nok til at velværet næsten ikke var til at holde ud.
Så smukt og så skønt, at jeg på tilbageturen slog mig ned hos min kaffe pusher, købte en kop sort kaffe, som jeg indtog ved et lille bord på gågaden. Det var tæt på jeg sukkede af fryd.
Og det var tæt på jeg ikke kunne rejse mig. Men jeg vidste at gården ved Bjergtrolden, lå endnu mere i læ og uforstyrret. Ret så belejligt da det var her jeg skulle forhøre mig, om billeter til lørdagens blues arrangement.
Drejebogen slap op for sider, men hvad gør det når bare den har en god afslutning. Weekenden står for døren, "den lille stressede" får et par velfortjente fridage, og mandag drejer jeg den røde djævel mod Næstved. Et kursus i projektledelse har vakt min nysgerrighed. Et kursus af 6 ugers varighed og vi har allerede fået lektier for til mandag morgen. Her er ingen lockout, og jeg regner ikke med at blive sat uden for døren, eller sendt op på rektors kontor.
Men jeg regner med at få lidt ekstra kompetancer, som jeg så kan skrive ind i den røde kontaktbog.

Jeg faldt over et program der hedder menneskets planet. Det belyser hvordan mennesket, har været i stand til at tilpasse sig overlevelse i de mest uvejsomme egne. Hvordan man har indpasset sig, de forhold naturen nu en gang giver.
Himalaya er sådan en udfordring. Jeg kom ind i udsendelsen hvor en far og to børn læsset med det nødvendige begav sig af sted i det spirende forår. De boede i flere tusinde meters højde og landskabet var dækket af sne, søer og floder frosset men ved at bryde op.
Faderen gik forrest med en lang pind, han søgende stak ned i isen på deres vej hen over søerne. Han afsøgte hvert et skridt og pirkede i de sprækker solen med dens varme havde forårsaget. Ind i mellem knassede det under deres fødder, isen gav efter men kun lige i overfladen. Alle tre bar på hver sin lille rygsæk, og faderen havde yderligere en lille pulk, de kunne trække efter sig. For det meste var den dog spændt op på ryggen af ham.
Mørket faldt på. Og de måtte søge ind i huler hvor de kunne lave bål, og kravle ned i deres livsnødvendige soveposer. For når solens stråler forsvandt bag bjergkammene faldt temperaturen til minus 30 grader.
De højtliggende gletchere og sneen i sig selv smelte, og gjorde den brusende flod frodig og livsfarlig. Røg man i vandet, var der kun få minutter at rede sig i land på, før døden tog over.
Det vidste faderen. Hans påpasselighed, vidnede om års erfaring i de barske omgivelser. Langs den rivende flod, vandrede det lille selskab ufortrødent på en afsats af is, undermineret af vandet der fossede ned mod dalen. Hvis solen havde fået magt, kunne isafsatsen hvert øjeblik brække, og de tre vandrere ville være prisgivet det iskolde vand. Pludselig stod de foran et klippefremspring, der stak ud over isen fra de næsten lodrette klippevægge. Skulle de videre måtte de mave sig under klippen, på en smal istange der stak længere ud over floden. Faderen spændte pulken af, og kravlede ganske forsigtigt frem under en knirkende isklods. En af gangen fik han trukket børnene under klippen, i sikkerhed på den anden side.
Langt om længe nåede de deres mål. Den nærmeste større by fra deres hjem. Hurtigt skyndte de sig ned til husene, og det næste man så, var to børn med de største og bredeste smil i deres rødmossede ansigter. De var iført en knaldrød jakke, sammen med en flot rød kasket. Faderen aede dem, nussede deres ansigter og sagde farvel. De skulle i skole. Og var der noget de glædede sig til, så var det præcis det faktum. Faderen og naturligvis moderen, så dem sikkert ikke igen før skoleåret var slut. Men intet var vigtigere end børnenes uddannelse.
Han vinkede glad og stolt på deres vegne. Drejede rundt og begav sig ud på den 6 dages vandretur tilbage til hjemmet. Kameraet panorerede ud. Han sygnede ikke af meget i den kolossale hvide ødemark.
Tankevækkende. Især når man tænker på, at de snot-overforkælede danske børn, ikke er i stand til at bevæge sig de 500 meter til skole, uden at far eller mor skal køre dem. At de ikke kan bære deres egen taske ind på skolen. At forældrene ikke kan forstå, lige præcis deres børn ikke må te sig som vilde dyr.
Når privilegierne stiger folk til hovedet, tager brokkenaturen over. Og man kræver sin ret til at få mere, til at overlade simple dyder som opdragelse til andre. "For jeg betaler jo for det" fnyste en kvinde engang på tv. Men hun betalte ikke for sund fornuft, den havde hun givet væk.