Det havde resten af selskabet ligeså. Og en god portion træning op til Vasaløbs ugen. For mit eget vedkommende sparkede en skade mig tilbage til start, og hurtigt indså jeg at 90 kilometer ville blive for meget. Ikke kun formmæssigt. Men i særlig grad også fordi skiløbet var en ny diciplin der skulle læres. Derfor måtte jeg lide den tort at træde et skridt baglæns, for på den måde at ændre min deltagelse til fredagens kortvasa på 30 kilometer. Men det blev en god oplevelse sammen med to raske svende, Per og Henrik. Vi startede fordelt i to grupper med en halv times mellemrum, og ankom alle tre i mål inden for ca. 20 minutter. Alle tre med hver vores oplevelse af kaosset i en startgruppe på 800 mænd og kvinder der ville frem og over de samme bakker på samme tid. Det giver kø når der ingen spor er, i en gang udtværet sne der ligger i dynger som skiene konstant smatter rundt i. Heldigvis løsner kaosset sit greb jo længere ud på ruten man kommer. Og en forbavsende stilhed blandt deltagerne, der i hvert sit tempo glider gennem granskoven. Heller ingen der råber agressivt eller irriteret efter sine medski fæller. Man giver lyd hvis man er hurtigere end den der ligger i sporet. Så skifter den langsomme roligt spor og det hele glider videre med et muntert "tack så mycket." De danske billister kunne lære noget af Vasaskiløbere. Fredag aften med det første hold afsluttet fra ruten blev der skålet muntert frem til lørdagens tjejvasan. Den officielle Vasa for kvinder. Samme 30 kilometer strækning, som er de sidste 30 kilometer på vasa ruten, skulle gennemføres af 10.000 kvinder. I vores gruppe havde to seje tøser taget udfordringen op, og trænet benhårdt med henblik på denne. Pia og Betina startede med et uimponeret smil på læben og tilbagelagde de 30 kilometer på lidt under og lidt over tre en halv time. Stort set ikke mere end hvis de er på power shopping. Sikke nogle rå amazoner, godt gået tøser.
Men den virkelige styrkeprøve. Manddomsprøven. Stod om søndagen. 90 opslidende kilometer fra Sälen til Mora syd på. Som før nævnt, er dette løb foregået siden 1922. Løbet afholdes som et minde om Gustav Vasa's flugt fra den danske kong Christian 2. i januar 1521. Heller ikke den gang kunne danskerne stå på ski. For det lykkedes Gustav Vasa at slippe væk. De fire gutter Steen, HP, Martin og Tommy havde taget handsken op, og skulle vise at den danske skiteknik var forbedret gennem de sidste 500 år. Tidlig søndag startede cirkusset på Sälen skistadion i morgenmørket oplyst af store projektører. Morgenseancen foregik i næsten andægtig stilhed, blandt de fire kombatanter. For man skal ikke tage fejl. Ganske vist er det et motionsløb, men den interne kamp blandt de tidligere cykelryttere, den forsvinder aldrig. Men det var også uprøvet land. Det var en ny sportsdiciplin, og en distance der krævede respekt. Måske derfor de fire blev delt op i to og to da de skulle ned til start. Aftalen var at følges, indtil Martin og Tommy pludselig var væk. Jeg fulgtes med Steen og HP for at sende dem afsted. Smarte som de var gik de op til startgruppe 2, hvor Martin og Tommy havde fået placeret sig i den bageste ende. Alene dette gjorde at de to første kom afsted 10 minutter før. Det skal dog ikke ødelægge den fantastiske bedrift, disse fire jernmænd gennemførte. Ved starten slog det mig at stilheden næsten var ligeså larmende som den man oplevede ude på ruten. Tusinder kvinder og mænd stod ved sine ski. Småsnakkende med et lille smil på læben, eller dybt koncentrerede blik omkring den forestående begivenhed. Lidt som en flok soldater der ventede på signalet til kamp. Og startskuddet lød, og straks begav mylderet sig afsted.
For at gøre det hele lidt kortere, skal det siges at alle fire gennemførte i flot stil og langt bedre tider end forventet. Med ungdomsløberen Steen (han er ti år yngre end de andre) som første mand. Gamle gnavne HP som den næste, tæt forfulgt af Martin og Tommy. Igen fire fantastiske præstationer, fra fire fantastiske skiløbere. Jeg tror jeg på alle deltageres vegne kan sige, det var en successrig tur. Alle gennemførte, og alle i hurtigere tider end man umiddelbart drømte om. Og lur mig om ikke, måske ikke alle, men så i hvert fald en god håndfuld eller to, tager kampen op igen. Smørrer skiene med den helt rigtige kombination af valle og fæste, så man kan glide så ubesværet som muligt hen over sneen. Få bid når det går op, mærke pulsen stige i takt med bakkernes hældning. Lade den indre motor brøle sin energi ud i den frostklare luft. Og så ellers bare lytte til skienes swuss lyde, og stavenes rytmiske knirken i sneens sprøde skorpe. Jo, jeg tror der er nogle der kan lade sig overtale til endnu en tur.
(Der er ikke nogen af gruppens deltagere med på billedet.)