"Hvilken valle har i tænkt jer at bruge?" "Hvad med fæste, bare det ikke bliver vejr til klister, det er sgu noget lort." Spørgsmålene om rød, blå, grøn, gul, violet glidevalle, om det kunne betale sig med low eller high flur. Ville det blive slidt af for tidligt, og skulle man så trampe de sidste kilometer på den rå ski. Hele tiden føg disse bekymringer gennem hyttens dobbelt dør. Der med sin placering oppe på en skråning, havde den perfekte udsigt til skistadion i Sälen, hvor Vasaloppet startede deres forpremiere Oppet Spår. Løbet er blevet så populært. At arrangørerne har set sig nødsaget til at lave en mulighed, for at køre den kendte langrendsstrækning, for dem som ikke når tilmeldingen til "the real thing". Siden 1922 har denne begivenhed fundet sted med sine udmarvende 90 kilometer på et par langrendsski. Op ad fjeldene og gennem svensk skov, når den tager sig smukkest ud i frostens tegn. De hvide sneklatter hænger på grangrenene som uldtotter i en bomuldsmark. Og hvis solen sender sine stærke stråler ned fra en dybblå himmel, synker sjælen ind i en tilstand af dvale. Mens gliddet fra skiene akkompagneret af de knirkende lyde, skistavene laver hver gang de rammer sneen, er de eneste der bryder stilheden. Langrend er så meget anderledes end alpint, ikke kun i skienens udformning. Men også i tekniken. Fra at kunne kante en bred carvin alpin ski rundt på stålkanten, i fuld fart og hurtige bevægelser. Stod du pludselig på et par næsten to meter lange tynde, og meget lette ski. Som oven i købet kun var fastgjort i tåen. Jeg var pludselig Bambi på glatis igen, men havde dog en fordel i min alpin erfaring.
Det havde resten af selskabet ligeså. Og en god portion træning op til Vasaløbs ugen. For mit eget vedkommende sparkede en skade mig tilbage til start, og hurtigt indså jeg at 90 kilometer ville blive for meget. Ikke kun formmæssigt. Men i særlig grad også fordi skiløbet var en ny diciplin der skulle læres. Derfor måtte jeg lide den tort at træde et skridt baglæns, for på den måde at ændre min deltagelse til fredagens kortvasa på 30 kilometer. Men det blev en god oplevelse sammen med to raske svende, Per og Henrik. Vi startede fordelt i to grupper med en halv times mellemrum, og ankom alle tre i mål inden for ca. 20 minutter. Alle tre med hver vores oplevelse af kaosset i en startgruppe på 800 mænd og kvinder der ville frem og over de samme bakker på samme tid. Det giver kø når der ingen spor er, i en gang udtværet sne der ligger i dynger som skiene konstant smatter rundt i. Heldigvis løsner kaosset sit greb jo længere ud på ruten man kommer. Og en forbavsende stilhed blandt deltagerne, der i hvert sit tempo glider gennem granskoven. Heller ingen der råber agressivt eller irriteret efter sine medski fæller. Man giver lyd hvis man er hurtigere end den der ligger i sporet. Så skifter den langsomme roligt spor og det hele glider videre med et muntert "tack så mycket." De danske billister kunne lære noget af Vasaskiløbere. Fredag aften med det første hold afsluttet fra ruten blev der skålet muntert frem til lørdagens tjejvasan. Den officielle Vasa for kvinder. Samme 30 kilometer strækning, som er de sidste 30 kilometer på vasa ruten, skulle gennemføres af 10.000 kvinder. I vores gruppe havde to seje tøser taget udfordringen op, og trænet benhårdt med henblik på denne. Pia og Betina startede med et uimponeret smil på læben og tilbagelagde de 30 kilometer på lidt under og lidt over tre en halv time. Stort set ikke mere end hvis de er på power shopping. Sikke nogle rå amazoner, godt gået tøser.
Men den virkelige styrkeprøve. Manddomsprøven. Stod om søndagen. 90 opslidende kilometer fra Sälen til Mora syd på. Som før nævnt, er dette løb foregået siden 1922. Løbet afholdes som et minde om Gustav Vasa's flugt fra den danske kong Christian 2. i januar 1521. Heller ikke den gang kunne danskerne stå på ski. For det lykkedes Gustav Vasa at slippe væk. De fire gutter Steen, HP, Martin og Tommy havde taget handsken op, og skulle vise at den danske skiteknik var forbedret gennem de sidste 500 år. Tidlig søndag startede cirkusset på Sälen skistadion i morgenmørket oplyst af store projektører. Morgenseancen foregik i næsten andægtig stilhed, blandt de fire kombatanter. For man skal ikke tage fejl. Ganske vist er det et motionsløb, men den interne kamp blandt de tidligere cykelryttere, den forsvinder aldrig. Men det var også uprøvet land. Det var en ny sportsdiciplin, og en distance der krævede respekt. Måske derfor de fire blev delt op i to og to da de skulle ned til start. Aftalen var at følges, indtil Martin og Tommy pludselig var væk. Jeg fulgtes med Steen og HP for at sende dem afsted. Smarte som de var gik de op til startgruppe 2, hvor Martin og Tommy havde fået placeret sig i den bageste ende. Alene dette gjorde at de to første kom afsted 10 minutter før. Det skal dog ikke ødelægge den fantastiske bedrift, disse fire jernmænd gennemførte. Ved starten slog det mig at stilheden næsten var ligeså larmende som den man oplevede ude på ruten. Tusinder kvinder og mænd stod ved sine ski. Småsnakkende med et lille smil på læben, eller dybt koncentrerede blik omkring den forestående begivenhed. Lidt som en flok soldater der ventede på signalet til kamp. Og startskuddet lød, og straks begav mylderet sig afsted.
For at gøre det hele lidt kortere, skal det siges at alle fire gennemførte i flot stil og langt bedre tider end forventet. Med ungdomsløberen Steen (han er ti år yngre end de andre) som første mand. Gamle gnavne HP som den næste, tæt forfulgt af Martin og Tommy. Igen fire fantastiske præstationer, fra fire fantastiske skiløbere. Jeg tror jeg på alle deltageres vegne kan sige, det var en successrig tur. Alle gennemførte, og alle i hurtigere tider end man umiddelbart drømte om. Og lur mig om ikke, måske ikke alle, men så i hvert fald en god håndfuld eller to, tager kampen op igen. Smørrer skiene med den helt rigtige kombination af valle og fæste, så man kan glide så ubesværet som muligt hen over sneen. Få bid når det går op, mærke pulsen stige i takt med bakkernes hældning. Lade den indre motor brøle sin energi ud i den frostklare luft. Og så ellers bare lytte til skienes swuss lyde, og stavenes rytmiske knirken i sneens sprøde skorpe. Jo, jeg tror der er nogle der kan lade sig overtale til endnu en tur.

(Der er ikke nogen af gruppens deltagere med på billedet.)

I morgen drager jeg til Sverie for at ydmyges i en gang udmarvende langrend i Wasa loppet. Det vil sige oppet sporet for Wasa loppet var udsolgt kort efter det blev åbnet for tilmelding, lidt i stil med når Bruce Springsteen eller U2 sælger billetter til deres koncerter. Men jeg hev min gode rummelige rygsæk frem. 85 liter kan den tage. Plus det løse man kan spænde på ydersiden, hvis iveren efter at hive udstyr ud af skabe og op af skuffer, har taget overhånd. Begge dicipliner kan udøves i Sälen. Både langrend og alpin. Hvilket så på logisk vis betyder tøj, ski, støvler til hver af de to vintersporter. Oven i hele udstyrsstykket kommer det såkaldte civile kluns. Det er her begrænsningen skal gøres, uden at forglemme der skal være en ren underhyl til hver dag.
Stille og roligt tager tøj og udstyr mere og mere plads. Den gamle arktiske pakkemester dukker ubemærket op, kritisabel og manipulerende. Er det nu også nødvendig med sæbe. Skal man ikke bare sove sammen med andre ildelugtende individder. Hvis man nøjes med tre par undertøj, skiftes det hver tredie dag.
Alt der ikke har relevans er per definition ubrugeligt. Ikke nyttigt og ligger il last som ekstra vægt. Men nu skal rygsækken jo ikke spændes på kroppen i døgnets vågne timer. Og slæbes med over, under, gennem alt hvad naturen kan tilbyde. Vi skal sidde tre mænd i en behagelig flyder af en direktør Mercedes. Med kaffe på kanden og madpakken inden for rækkevidde. Man behøves egentlig ikke begrænse sig specielt meget, kun lægge det allermest unødvendige til side. Og når vi ankommer til bestemmelsesstedet smides det hele ind i rummet og kroppen eventuelt på sengen.
Herefter er det bare at nyde hver en kilometer skiene drives hen over den gnistrende sne. Om det er under den energikrævende nordic style eller cruisende ned af bjerget i sikker Bomba la Tomba stil.

Sankt Valentine refererer faktisk til tre helgener med navnet Valentin. En af disse var en kristen præst i Rom mens Claudius II regerede. En barmhjertig præst der hjalp forfulgte kristne men blev arresteret, og ført frem for kejseren. Han tilbød at skåne Valentin hvis han vendte kristendommen ryggen. Det nægtede Valentin til gengæld og blev smidt i fangehullet. Her lærte han fangevogterens blinde datter at kende, og skulle angiveligt ifølge legenden have givet hende synet tilbage. Han blev halshugget 14. Februar år 269 som nu er kendt som Valentins dag. Inden halshugningen skrev han et brev til den nu seende pige med underskiften "din Valentin". Hans helgenkåring inden henrettelsen og dette lille brev udløste en større kommerciel interesse, som detailhandlen har brugt mange kræfter på siden hen. Se blot hvad der bruges af penge på reklamer for en begivenhed, der er stor i de engelsktalende lande. Den har bredt sig som en frådende altædende steppebrand, umulig at stoppe og med et formål. At flå de sidste sparepenge ud af de hårdt prøvede forbrugere. Politikere med aktier i blomster og kærlighedskort, har med en god portion hjælp fra disse bransers lobbyister, startet en sand flodbølge i nødvendigheden af denne dag. En meget snedig og nøje planlagt strategi henvendt til svage sjæle, der ikke kender ordet nej når forbrugermaskinen sætter alle kedler i gang. Kører i korridorerne på Christiansborg. 179 medlemmer af den danske befolkning, nøje udvalgt til at tale varmt om den 14 februar. Prøv selv at stille spørgsmålet "hvad synes du om Valentins dag 14. februar?" til hvilken som helst folkevalgt MF'er, og vedkommende vil smile sit sleske smil og lovprise denne detailhandlens dag. For hver folkevalgt der vælges og modtager en kopi af grundloven, er der diskret lagt et ukendt antal aktier til de før omtalte brancer, sidst i værket. De vil se hvordan disse aktier stiger i værdi, særligt omkring denne ene specielle dag. Men en kamp kæmpes aldrig alene, og aldrig uden modstand. Den top hemmelige gruppe "Slet 14. Februar", som nu ikke er så top hemmelig mere, men bare ikke så kendt. Fører en indædt kamp for udryddelsen af datoen 14. Februar. De vil ganske simpelt springe den over, og gå direkte fra 13. til 15. februar. Men det kræver politisk velvilje og kampen er lang og benhård. Men rundt i de mørke kroge af Christiansborg lurer oprøret. Ikke alle folkevalgte får lige meget TV tid. Og i en tid hvor alting skal gå stærkt er det uhyre vigtigt at være på. Det bedste middel for at blive hørt er at være politisk ukorrekt. Hvad kan tænkes at være mest ukorrekt på den 14. februar?
I øvrigt kan jeg ikke fordrage konspirationsteorier, og da slet ikke udokumenteret teorier.... ;o)

Det er nogle gange på de mest underlige tidspunkter man associerer mellem to hændelser. En foregående og en kommende. Pludselig falder det en ind, at der er en begivenhed under opsejling. Hjernen henter data frem, som ligger slumrende i baghovedet, og sammenligner dem med den aktivitet du netop er midt i. De behøves absolut ikke have noget med hinanden at gøre. I hvert fald ikke set på overfladen. Men alligevel kan vores geleklump i den øverste etage, binde to vidt forskellige oplevelser eller ting sammen. Fordi der alligevel er enkelte bidder som fletter sig ind i hinanden. På den måde hjælper tænkehatten os på vej så ikke alle aftaler, oplevelser, film, bøger venner og familie glemmes fra dag til dag.
Jeg krydsede holbækvej med favnen fuld af flasker til genbrug, svagt døsende i egne tanker som det hedder. Fodgængerovergangen er godt markeret så man selv om aftenen kan ses. Men nu var det dagslys, og jeg kastede blikket fra venstre mod højre, for at sikre mig de kørende ville holde tilbage. Alt gled som planlagt, og hjernen gav ordre til at ændre retning op mod super best, langs facaden. Mine ben fulgte bare de impulser de fik. Mekanisk satte den ene fod sig foran den næste, og derved tilbagelagde jeg i roligt tempo distancen forbi supermarkedet, og om bag ved til parkeringspladsen. To grønne containere er skødesløst placeret ved siden af en container til pap. Plus en skraldespand man kan smide brugte poser ned i når de er tømt for indhold. Jeg sendte et blik i retning af den sorte ring, omkring hullet til at dumpe flaskerne gennem. Her fortalte min hjerne mig, at jeg skulle påbegynde min mission. Den første flaske klirrede mod andre der var sendt samme vej. Den næste fulgte og den næste med. På en firnurlig vis, sendte min lettere sløve hjerne, nye beskeder til mit hukommelsescenter. Min søn kommer på besøg med kæresten. De vil ankomme sent i aften da han skal på arbejde først. Den sidste flaske forsvandt ned i det grønne dyb, og jeg kiggede undrende på den beskidte beholder. Hvad kunne lige associere min søn med den.
Tanken blev skudt til side som en woops oplevelse, men jeg var da blevet mindet om at hans værelse skulle rydes lidt op for mine egne ting. Det forblev sådan, til han ringede nogle timer senere, og forkyndte de gerne ville spise med. Nu stod det pludseligt klart hvad det umættelige sultne dyb mindede om. En afgrundsdyb brønd der aldrig får ende. Det finurlige var, at han jo først meddelte deres middagsankomst, efter hjernen havde forbundet de to ting.
Men det var også samtidig en påmindelse om, at lidt aktivitet er der dog i den øverste etage. Helt dødt og passivt ligger den ikke hen.

Biblioteket i Alexandria var i antikken det største bibliotek i verden med op mod 700.000 skriftruller i sin storhedstid. Det gjorde byen Alexandria til et førende lærdomscenter og mange studerende kom der til, for at gøre brug af den enorme viden der var samlet. Med kæmpe læsesale kunne de studerende fordybe sig i teksterne oplagret i store skabe, fordelt i ti sale med hver sin afdeling af den hellenistiske viden. En viden de lærde den gang gjorde brug af når de foretog deres studier. Her kunne man hive en skriftrulle, eller en bog ud med det emne man fandt interessant. Sætte sig, eller stå ved et podie, og suge den lærdom ud der var nedfældet. Bygningerne, for der formodes at have været flere, skulle have eksisteret fra omkring 280 f. kr. til det 4. århundrede e. kr.
Siden den gang har jeg ikke sat mine ben i et bibliotek. Sådan føltedes det om ikke andet, da jeg trådte ind på Roskildes bibliotek. Det har ændret sig til nærmest en selvforsynende enhed, hvor bibliotekarerne er service personale. Der viser de besøgende hen til de hylder der indeholder bøgerne man søger, hvis man ikke lige kan finde dem. Eller hjælper med at lokalisere en bestemt titel, fra lige præcis den forfatter der er så spændende. I den musikalske ende flyder der en sagte musik ud, og man kan på samme måde som i fona, ekspert eller TP granske hvilke musikalske værker der skal en tur med hjem på anlægget.
Børnenes ende er naturligvis gjort lidt sjovere for de små at trisse rundt i, mens de roder med børnebøgerne. Der bliver heller ikke tysset på en, så længe man ikke står og råber som en vanvittig sandsynligvis, men dæmpet samtale er helt i orden.
Og da jeg endelig havde fundet bogen, famlede jeg febrilsk efter et lånerkort, med udtværet tryksværte, så der kunne stemples i det og i bogen. Men det hørte absolut også dinosaurernes tid til. Indscanning af sygesikringsbeviset var alt rigeligt. Det vil sige efter jeg var registrerte med en kode, men så kørte alt som smurt. Ved ordet registrering, begyndte mine ticks over øjet en voldsom kamp for opmærksomhed. Hurtigheden i det offentlige er jo ikke overvældende. Men det tog bare få sekunder, at registrere mig med en kode og efterfølgende scanne mit udlån.
Ude foran hovedindgangen stoppede jeg op og kiggede på noget der lignede affaldsskakter. Det var øjensynlig der jeg skulle dumpe bogen ned, når jeg ikke mere ville gøre brug af den.
Host, kremt, kremt. Som tiden dog går. Det var noget helt andet den gang man trak en skriftrulle frem fra skabet, og rullede den ud på læsestenen. Brugte timer på at lære de vise ord, rulle den sammen og lægge den tilbage. Der er ingen orden mere. Ingen opsyn. Man må da bare håbe at folk er ligeså ærlige som i de gode gamle dage.

Ros torv har efterhånden en del år på bagen. Faktisk fylder det 10 år til oktober og har overlevet en finanskrise sammen med en udvidelse. Men som med alt andet, har der været begyndervanskeligheder, ting der lige skulle justeres så oplevelsen kunne være smidigere. Et eksempel er omkring parkeringspladser. I starten var der 2 timers parkering, men det holdt slet ikke når folk kom for at handle og gå et smut i bio. Den blev udviddet til 4 timer, efter en klagestorm over parkeringsbøder affødt af for lange film.
Tæt på indgangspartierne er der lavet handicapparkering og nogle ekstra brede parkeringspladser de kalder familieparkeringspladser. Pladser tiltænkt de lidt større familiebiler, med små børn som har for vane, at smække dørene op på vid gab og direkte ind i naboen. Båsene er opmalet med de sædvanlige hvide striber for at afgrænse holdepladsen. For at illustrere den tiltænkte brug, er en fint hvidmalet familie med barn og vogn malet i hver parkeringsbås. Et skilt der skriger "parkering fortrinsvis for familier med lidt større biler og børn."
Men det er ikke altid de finder en plads. Sædvanligvis cruiser jeg bare forbi uden at tage notits af vognparken. Men det slog mig en dag, hvilke biler der holdt parkeret i disse, de store bilers foretrukne. Mærker som Toyota Aygo, Citröen C1, Peugeot 107, KIA Picanto og andre små gnallinger af misforstrede køretøjer havde forvillet sig ind i de store lokaler. De kunne snildt skubbes op i det ene hjørne, så var der plads til tre mere, og man kunne på den måde udvide holdepladserne. Måske der har været børn med i nogle af disse cigaræsker. Mast ind på bagsædet, med hovedet trykket op i taget og knæene lige under hagen. Men uanset de ville vælge en, lad os kalde den normal, parkeringsplads. Kunne de uden besvær svinge døren ud i fuld udstrækning vel vidende nabobilen var langt væk. Det her svarede til at riste en cocktail pølse i en ti liters gryde.
Mennesket er jo dovent anlagt. Parkering lige op og ned af indgangsdøren tiltrækker. "Så skal jeg ikke gå så langt." Nåh nej, men du skal fræse rundt i fire stive timer i centret, med poser fyldt op til randen. Og så kan du ikke gå tyve meter ekstra ud til dit badekar bagefter.
Det vil nok aldrig blive anderledes. Vores logik er skruet sammen efter behovet. Og behover afspejles af interesser. Man kan ikke vandre 50 meter for at komme ind i butiksmekkaet. Men man kan sagtens vandre 15 kilometer når først det forjættede land er nået.

I nord-vest england ligger industribyen Manchester. Den blev grundlagt tilbage i romer tiden år 79 e. Kr. i skikkelse af hovedlejren Mancunium, for Agricolas legioner. Senere, meget senere i 1700 tallet begyndte den industrielle udvikling i form af dampdrevne spindelmaskiner.
Men det er ikke det første man tænker på, eller dukker op hvis man googler navnet Manchester. To lokale fodbold klubber gør hver sit indtryk med United som det allerstørste. Om nogen er Manchester United det sportsbrand i verden, der har sat sit største indtryk på scenen med sportscelebriteter. George Best var foregangsmanden med sin arrogante stil tilbage i 60'erne. En tid hvor Manchester United havde rejst sig efter flytragedien i 1958, hvor det meste af førsteholdet blev udraderet. Men George best var en talentfuld spiller og elskede samtidig at iscenesætte sig selv. Hans karriere stoppede allerede i en alder af 27, grundet lidt for ekstravagant livsstil, der var svært at kombinere med kontinuerlig træning. I nogle årtier knoldesparkede Manchester United rundt på banen men bragede løs fra midten af 90'erne og er dags dato det mest toneangivende hold i premier league. Men hvad har bragt holdet tilbage. Den franske Eric Cantona trådte til med rå stil og karatespark, og blev afløst af en arrogant Ryan Giggs som nogen kaldte den nye George Best. Han blev anset som det største popfænomen næst efter bysbørnene take that. Men en person skulle træde ind på scenen som var om muligt mere forfængelig end Ryan Giggs. I 1996 gjorde David Beckham sit navn kendt, og ikke mindst da han scorede den vandrende pind fra spice girls. Victoria Beckham. David udviklede sig til et enormt ikon og er vel mere kendt for sine frisurer og ekstravagante livsstil end nogen anden inde for sporten. Han blev dog sparket til Real Madrid og United manglede et trækplaster. Det kom dog med den spytslikket tudefrans numero uno Cristiano Ronaldo som ikke forsømmer en lejlighed for sit eget spejlbillede. Men i engelsk fodbold tuder man ikke på banen, og han måtte som sin foregænger tage til Real Madrid.
Men hvad kan konklusionen på Manchester Uniteds success være. Ved et hurtigt kig tilbage gennem årtierne ligger det fast at en klub der vil have medgang, har brug for en bitch af et selvoptaget tudefjæs. Det giver point hos pigerne, og de andre hold ryster undrende på hovedet mens målene vælter ind bag dem.

Et vaskeægte DM var uden min viden ankommet til byen. Listet ind af bagdøren, og sat til stævne på et lille ydmygt sted. Første fod i Bjergtrolden burde måske have givet et fingerpeg. Ikke så meget i travlheden på stedet der var velbesøgt. En sædvanlig lørdags rumlen, af folk der leder efter lige den weekend drikkelse, et eller andet sted på hylderne. Gjorde ikke nogen notits i min bevidsthed. Det var den normale rolige myldren. Heller ikke de borde der var besat af spisende gæster i et hyggeligt lag, smilende og mætte, med gaflerne begravet i en pastaret, eller i færd med at skære smørrebrødet ud. Alt det var jo som en lørdag ser ud i lokalerne hos Bjergtrolden. Det var mere da jeg fik kigget rundt i rummet, siddene afslappet på en stol ved disken, der faldt en tanke ind. En lettere overrepresentation af overvægtige mænd med skæg i hele ansigtet. Klædt i wrangler jeans og seler til at holde dem over bæltestedet, spændt ud over t-shirten gik igen flere steder. På samme måde med de fodformede sko, i en god skulderbredde stilling, var dette nærmest som en militær udrustning.
Flere af de besøgende bar ølentusiasternes logo på t-shirt, jakker eller anden beklædningsgenstand, påtrykt ale.dk, eller som nogle siger aahle. Jo der foregik noget ud over det sædvanlige. DM i ølsmagning kunne en bekendt oplyse mig. Og det var Roskilde afdeling af ølentusiasterne, der skulle forsvare mesterskabet, der sidste år var hjemtaget fra Middelfart.
En god stemning fulgte mig ud af døren, fra de øvre pladser lige over disken med fadølshaner. Det var tydeligt at kombatanterne var i form, og klar til at yde en toppræstation. En grundig opvarmning er et must til store begivenheder, man skal altid huske at skader kommer når man ikke er ordentlig klargjort. En ting jeg er sikker på disse topatleter er fuldt bevist om.
I skrivende stund er jeg ikke informeret om Roskilde forsvarede deres mesterskab, eller om hæderen måtte gives videre. Men sjovt har det helt sikkert været.

Snefnuggene dalede som hvide puder fra den gavmilde himmel. Store bløde uldtotter der dannede den ene lokkende bunke efter den anden. Det lagde sig på bilerne og vejen uden for vinduet. På menneskene og deres cykler. Barnevognen skubbet af en mor med hætten slået op og dækkende for ansigtet med hånden. På alt der var inden for rækkevidde. Min barnlige hjerne jublede, og skiene skreg på aktivitet. Men næsten så hurtigt som det kom igang så sluttede det. I mine skistøvler og fuld skibeklædning kunne jeg se snevejret gå i opløsning. Og hvad der allerede havde lagt sig, begyndte så småt at forsvinde.
Optimisten var hurtigere end realisten. Der vil ikke blive noget "rigtig" skiløb før jeg sætter benene på jorden i Sälen. Men så bliver det til gengæld også både i langrend og alpint, at det udfolder sig. En hel uge med skisport, i et godt mix med ligeså gale mennesker som mig selv. Aftener hvor varmen stiger til de frostrøde kinder. Hvor et enkelt glas rødvin, eller en halv øl, sender øjelågene i en ukontrolleret glidebane, i nedadgående retning. Ingen dans på bordene, drukviser til langt ud på natten behøves at finde sted. Trætheden er en selvfølge, og af den slags der føles godt i kroppen. Følelsen af en dags energisk leg på bakker, og i spor der fører den nysgerrige ud i skove, i et smukt vinterterræn.
Appetitten vil forstærkes. Og det siger ikke så lidt, når man skal tilbringe en uge med en flok tidligere cykelryttere, samt naturligvis enkelte koner. Men energidepoterne vil kræve det. De vil stå tømte og udhungrede, klar til en "refill" når skumringen sænker sig. Og rundt om bordet starter alle historierne. Løgnhistorierne som vi siger. For er der noget cykelryttere kan, er det at fortælle hvor hårdt det har været, og ikke mindst hvor meget man led. At man hele tiden var på nippet til at give op, men trods strabasserne klarede at komme med til sidst.
Og jeg vil nyde hver en anekdote, som altid. For det er lige det gør at man klarer et gals mere, en øl ekstra til at trække putte tiden ud til lige efter kl. ti.

Der skulle går et døgn før jeg fandt et muligt svar til gårdsdagens spørgsmål. Hvornår viser alderdommen sit rynkede ansigt. Og det skete som frontmand i en lille kø i den lokale Netto. Varene kørte med båndet hen mod den forstenede Netto pige. Hvis hænder trækker tusinder af pakker, poser, kasser, dåser eller hvad de nu gemmer deres kolonial i, hen over stregkodelæseren. De lydelige bip hver gang en stregkode passerede læseren, var det eneste hørlige, sammen med den sagte summen af de andre kunder der gik rundt i butikken. Tavsheden over kø folkene, indtræffer i det øjeblik man stiller sig i linie med bageste person. Alskens tanker svæver sikkert i en pærevælling. Jeg fantaserer at hvis man kunne belyse dem, måske med infrarødt, hang der mange gode historier i luften sådan et sted. Også nogle der forbandede den forreste, fordi fjolset ser ud til at have alt for god tid.
Og var det hvad jeg havde, da min regning kom og jeg greb i lommen med penge? Et par sedler og en bunke mønter fyldte hånden. Hurtigt spottede jeg, at den bon kunne betales med mønter alene. Sirligt begyndte jeg at tælle de små metalstykker op, så de kunne udgøre betalingen. Og jeg skal hilse at sige, småmønter det havde jeg. Glædeligt fik jeg tømt for de tunge mønter så et fåtal var tilbage. Hvor længe jeg stod og talte, har jeg ikke styr på. Men da det gik op for mig hvad det var jeg havde gang i. Undgik jeg at kigge kunden bag mig i øjnene. Hvor mange gange har jeg selv stået med himmelvendte øjne, når en ældre medborger gik igang med netop samme øvelse.
Jeg gloede fåret på bunken af mønter og tænkte, "nå det er sådan det føles." Eneste mangel var en rollator, med en lille kurv foran, til de varer jeg havde købt.
Tsk, tsk der lød ingen høje suk, så helt slemt var det nok ikke. Og min jakkelomme var betydeligt lettere på vejen hjem.

Hvornår er det tid at indse man er blevet gammel. Er det når man kører maden rundt i munden, fordi man syntes tænderne ikke rigtig kan klare, at tygge i den hårde skorpe. Er det når man bruger oceaner af tid på små bidder af mad, der lægger sig ned mellem tandkødet og læberne. Dybt koncentreret kører tungen rundt, mens man lyder som en halvsur bjørn. Eller måske når samtalen falder på "gode gamle dage" og finder det belejligt at fortælle de unge tilstedeværende, hvor mange øl man kunne købe for sin lærlingeløn. For de tjener godt nok mange penge de unge i dag. Og de bruger dem alle sammen på tant og fjas.
Måske det er når man glemmer hvordan sit eget unge liv foregik. Nutidens unge vælter sig i rigelige mængder alkohol. Går i byen hver weekend og møde sløve op på arbejde eller i skole. Sover til langt op på dagen. Det er også fordi de vender op og ned på nat og dag. Deres musik skrues op i et lydniveau der kan konkurrere med Roskilde festival. En musik der ikke er til at holde ud at høre på. Når de så bliver irettesat vender de det hvide ud af øjnene. De ved bedre. De vil ikke tage imod råd fra erfarne folk. Dem som har taget stor lærdom med op gennem livet. Lyt til jeres forældre, de taler trods alt om erfaringer gjort på et helt liv.
Vi selv har jo lært meget af vores forældre. Men når jeg tænker efter, var det først da jeg selv blev far, da jeg selv erfaringsmæssig, på den hårde måde var blevet klogere. Den dag jeg blev en aha oplevelse rigere, bundet i et råd jeg kom i tanke om min far gav mig, da jeg var ung. Men naturligvis først efter jeg havde forsøgt mig selv.
Og den historie vil nok gentage sig et par gange med nutidens unge mennesker. Når bare det er små ting de skal bevise over for sig selv. Ikke traumatiserende ting. Ender det med man er nødt til at låne dem et par hundrede kroner, fordi et eller andet er brækket af knallerten. Så vil jeg smile og tænke. "Ja ja, det var vel egentlig det jeg prøvede at fortælle."

Vores indkvartering på Tokeryd Herrgård lidt uden for Jönköping var efter min mening en positiv oplevelse. Enkle værelser og fred og ro uden trafik lige uden for vinduet. Lige hvad der var brug for, til 4 midaldrende mænd som skulle lære sig at holde balancen på et par langrendski. Herregården bestod af flere små rum i gange hvor man følte historien sive ned af væggene. Nogle rundt i små krinkelkroge, som man havde for vane for hundreder af år siden. Et rum tiltrak opmærksomhed. Og det var handikap toilettet. Men mere om det senere.
Dagen efter drog vi de godt 40 kilometer til bestemmelsesstedet. Med vanlig dansk retningssans lykkedes det at futte rundt i området hvor kurset holdtes så vi kom 10 minutter for sent. Til vores forsvar skal siges, der var informeret om nogle flag vi skulle se efter. Men som bare ikke var sat op. De var kun lige gået igang, fortalte den ene svenske instruktør smilennde, da tog imod os uden for "vallahuset". Overlæben var spilet ud af en god klump snus, som afsendte en sødlig duft.
Lørdagen første time, var hensat til instruktion i "valla" af ski. På dansk hvordan de skal smørres. Jeg havde sammen med en kammerat, været så forudseende på min kompetance til håndelaget med smørring, købt såkaldt smørefri ski. Beklædt med nano teknologi, skulle de første godt 20.000 km være dækket ind, inden smørring var nødvendig. Hvis det holder, minder det i min optik om noget nær livsvarigt.
Men de smøreberettiget fik en god grundig instruktion, og lov at forsøge sig efter lektionen. Ud fra de efterfølgende glid i skiene at dømme, gik det ganske godt. Også instruktionen i balance og teknisk kunnen var de to unge svenskere ferme til at formidle. Kun de tumpede stivbenede danskeres mangel på samme, afgjorde vores læreevne. Men som timerne gik, indfandt læringen sig med små skridt.
Gulash suppen til frokost gav et godt afbræk, inden den stod på den sidste del. En efterudvikling af vores første lektioner. Vi blev sat til at øve diagonalløb. Hvor man sparker skien bagud og på den måde sætter af i et glid på skien der så er foran. Man bevæger armen på samme måde som når man går, og hjælper til med skistaven. Hurtigt indså jeg at jeg ikke var blandt dem som ville vinde medaljer. Så jeg valgte den kvinde med en bagdel, der efter mit skøn, arealmæssigt var den største. Her kunne jeg følge med. Men et eller andet må være gået galt i min vurdering. Faktum er at hun stille og roligt gled fra mig, lige meget hvor meget jeg oksede. Hendes teknik var måske marginalt bedre... ahem.
Alt i alt en god første dag. Og en god hyggelig efterfølgende aften med indtag af rette mængder rødvin inden sengetid.
Så med dette i tankerne stod vi på egne ben, eller ski, søndag. Nogle hårde timer i det meget kuperede spor satte sit præg, og et velfortjent bad efter dagens træning. Lagde den sidste bund da bilen langsomt blev varmet op på hjemturen. Et par hoveder faldt ned på brystet, men chaufføren holdt sig frisk med oprejst pande.
Og tilbage til det famøse handikaptoilet. Man træder ind i noget der minder om en lille stue i størrelse. Til venstre er det første der lyser op, en gammeldags sofa med et rygstød i den ene ende. Her kan man sætte sig og smide benene op i den anden ende. Jeg tror kun den er tiltænkt en person. I højre side stod så toilettet med vask over for og et spejl på væggen.
De røde vægge blev lyst op af en standerlampe ved sofaen, og nogle små væglamper ved vasken. Flere små spejle og billeder beklædte væggene og skabte en hygge man sjældent ser på et toilet. I hvert fald sjældent et der er hel eller halvoffentligt.
Men kig en gang på billederne og nyd den smukke indretning.