Jeg faldt over et program der hedder menneskets planet. Det belyser hvordan mennesket, har været i stand til at tilpasse sig overlevelse i de mest uvejsomme egne. Hvordan man har indpasset sig, de forhold naturen nu en gang giver.
Himalaya er sådan en udfordring. Jeg kom ind i udsendelsen hvor en far og to børn læsset med det nødvendige begav sig af sted i det spirende forår. De boede i flere tusinde meters højde og landskabet var dækket af sne, søer og floder frosset men ved at bryde op.
Faderen gik forrest med en lang pind, han søgende stak ned i isen på deres vej hen over søerne. Han afsøgte hvert et skridt og pirkede i de sprækker solen med dens varme havde forårsaget. Ind i mellem knassede det under deres fødder, isen gav efter men kun lige i overfladen. Alle tre bar på hver sin lille rygsæk, og faderen havde yderligere en lille pulk, de kunne trække efter sig. For det meste var den dog spændt op på ryggen af ham.
Mørket faldt på. Og de måtte søge ind i huler hvor de kunne lave bål, og kravle ned i deres livsnødvendige soveposer. For når solens stråler forsvandt bag bjergkammene faldt temperaturen til minus 30 grader.
De højtliggende gletchere og sneen i sig selv smelte, og gjorde den brusende flod frodig og livsfarlig. Røg man i vandet, var der kun få minutter at rede sig i land på, før døden tog over.
Det vidste faderen. Hans påpasselighed, vidnede om års erfaring i de barske omgivelser. Langs den rivende flod, vandrede det lille selskab ufortrødent på en afsats af is, undermineret af vandet der fossede ned mod dalen. Hvis solen havde fået magt, kunne isafsatsen hvert øjeblik brække, og de tre vandrere ville være prisgivet det iskolde vand. Pludselig stod de foran et klippefremspring, der stak ud over isen fra de næsten lodrette klippevægge. Skulle de videre måtte de mave sig under klippen, på en smal istange der stak længere ud over floden. Faderen spændte pulken af, og kravlede ganske forsigtigt frem under en knirkende isklods. En af gangen fik han trukket børnene under klippen, i sikkerhed på den anden side.
Langt om længe nåede de deres mål. Den nærmeste større by fra deres hjem. Hurtigt skyndte de sig ned til husene, og det næste man så, var to børn med de største og bredeste smil i deres rødmossede ansigter. De var iført en knaldrød jakke, sammen med en flot rød kasket. Faderen aede dem, nussede deres ansigter og sagde farvel. De skulle i skole. Og var der noget de glædede sig til, så var det præcis det faktum. Faderen og naturligvis moderen, så dem sikkert ikke igen før skoleåret var slut. Men intet var vigtigere end børnenes uddannelse.
Han vinkede glad og stolt på deres vegne. Drejede rundt og begav sig ud på den 6 dages vandretur tilbage til hjemmet. Kameraet panorerede ud. Han sygnede ikke af meget i den kolossale hvide ødemark.
Tankevækkende. Især når man tænker på, at de snot-overforkælede danske børn, ikke er i stand til at bevæge sig de 500 meter til skole, uden at far eller mor skal køre dem. At de ikke kan bære deres egen taske ind på skolen. At forældrene ikke kan forstå, lige præcis deres børn ikke må te sig som vilde dyr.
Når privilegierne stiger folk til hovedet, tager brokkenaturen over. Og man kræver sin ret til at få mere, til at overlade simple dyder som opdragelse til andre. "For jeg betaler jo for det" fnyste en kvinde engang på tv. Men hun betalte ikke for sund fornuft, den havde hun givet væk.

Himlen lyser med al sin pragt i solens skarpe stråler. Cumulus skyer driver stille hen over den skinnede blå baggrund, og rører nænsomt et forbi passerende fly. Husene har fået en ekstra glød, selv dem der ser matte og trætte ud. Der hvor murstenene snart overgiver sig til naturens slid, hvor de sukker efter en ansigtsløftning, men glemmer kvalerne i lysets magt.
Bilernes farver skriger op og udfordrer sanserne. Den røde honda ligner et knaldrødt jordbær på parkeringspladsen, mast ind mellem to sorte brombær. Tyste suger de foråret til sig og gemmer det i lakken. Selv den grå/sorte hårde asfalt får nyt liv Efter måneders hårdt arbejde i frost og sne ånder den lettet op, og smiler imødekommende.
Det ene farve glimt efter det andet eksploderer og passerer frit ind i stuen. Vegetationen kigger frem, sætter skud, og lader bladene grønnes. Saftige mørkegrønne blade der suger lyset til sig, i livsnødvendig fotosyntese. Blandet med væden værtsbusken finder i den sprudlende jord.
En broget menneskeflok færdes på gaderne, finder kroge uden vindstød, for at suge af varmen og d-vitaminer som vinteren er så fattig på. En flok der ikke kan forstå årstiden. Svingende fra shorts klædte ungersvende, til ældre der ikke tør lægge vinterfrakken fra sig. Scenen ligner absurdteater, når de to modsætninger mødes ved overgangen på et fodgængerfelt.
En bus lader den gule side dække udsigten, med en reklame der kalder på noget som ikke opfattes. Et opråb til overvægtige, en kampagne for bedre miljø, tv serien alle bare må se, eller politikeren som mener han eller hun kan redde landet. Jeg ved det ikke og er også ligeglad, naturens reklame overskygger ligegyldige budskaber med en regnbue pallette i stråleglans.
Alt dette giver det sprudlende syn, på livet som passerer i en knivskarp opløsning, på den anden side af termoruderne. Klart og præcist indstillet som den bedste linse ikke magter.
Naturen har skruet op for volumen, eller er det fordi fruen har pudset vinduerne?

Mørket sænker sig,

nattens sorte sjæl overtager gade og vej,

det hvide lys forsvinder,

det går hjem sammen med far, mor og børn,

de låser døren og sænker persiennen,

tænder for deres kogeø og finder porcelænet frem,

Mørket glider over byens tage,

og gadernes lyde bliver tomme og hule,

men Junker vågner og rejser sig,

natten er hans trygge favn,

hans havn, hans skib,

her er han i sin egen verden,

Mørket viser Junker vejen,

vejen ingen andre kan se,

vejen der drejer mod uendeligheden,

for han har ingen familie, ingen kogeø,

han har intet job, ingen status

han må ikke brokke sig, siger de på tv,

Mørket lyser af gløden fra cigaretten,

på bænken kan han sidde i fred,

men kun når mørket er der,

når lyset kommer vises hans fortvivlelse,

når lyset rammer, peger fingrene på ham,

se han har ingen familie, intet hjem, intet job,

Mørket løfter Junker op på sine ben,

solen leger svagt i horisonten,

lyset kalder på dem de godt kan lide,

dem de på tv kalder arbejdende,

Junker vil gerne kaldes den arbejdende,

men ingen vil have en arbejdsløs, det er jo hans egen skyld,

Mørket vinker farvel, og slipper sit tag,

køleskabet er næsten tomt, og sengen er ikke redt,

go morgen tv taler om opskrifter,

og personer der vinder konkurrencer,

det ler over en mand der siger, udkantsdanmark,

nyhederne skifter, og øjnene falder i,

Jorden har taget endnu en omgang omkring moder sol. For tolv måneder siden stod den samme sted, og jeg sad med et fåret udtryk og kiggede ud af vinduet. Det samme matte vinduesglas der giver udsyn til holbækvej og himlen. Himlen solen dominerer når skyggerne lader den finde vej gennem de grå nuancer.
Jeg kan ikke mærke det, men min krop er blevet et år ældre, et år mere slidt. Kun hvis jeg skruer tiden ti, tyve år eller mere tilbage, vil jeg indse der er ting som har ændret sig. Ikke kun fysisk men vel også mentalt. Hurtigheden, adrætheden er aftagende, men erfaringen er udviklet. Man tænker, overvejer i stedet for at reagere hovedløst.
Nu er alder jo bare et tal, lyder en kendt floskel. Og som 49 årig befinder man sig stadig i ungdommens vår. Se bare på talet i engelsk perspektiv. Fortynineteen. Voila en solid erfaren teenager. Og her gælder det om at bruge fantasien, for som det hedder i en anden kendt floskel, er det kun den der sætter grænsen. Nu har jeg to strå at klamre mig til. Tallet der bare hentyder til solens omdrejninger mens jeg har levet, og en god fantasi der ikke tager større notits af dette.
Alligevel sidder jeg her og glor ud i luften, på et eller andet imaginært punkt langt væk. Når jorden i morgen starter på nok en omgang i mit liv, nærmer jeg mig et nyt årti. Et årti jeg engang anså som, dinosaurernes verden, de glemte knoglers årti. I en alder af tyve, var alle der havde passeret fyrre dømt ud på reservebænken. Med udsigt til aldrig at komme på banen igen.
Men sjovt nok flyttes denne grænse, samtidig med ens egne solomdrejninger accellererer. Alder bliver bare til et ligegyldigt tal, og fantasien udvides med henblik på at nedtone betydningen af tallet. Det tal der stiger og stiger.
Men jeg vil nyde mit tal frem mod et nyt årti. Tænk bare på ol i 2008. En sindsoprivende hårrejsende kapsejlads, sjældent set i ol´s historie, sendte de to danske sejlere Jonas Warrer og Martin Kirketerp til tops med en fortjent guldmedalje. Og bådklassen de vandt hed såmænd 49'er. Så jeg vil det næste år gå med hovedet stolt hævet, som en guldrandet 49'er, og lade jorden trille sin omgang, om den gule klat højt oppe på himlen.
Hvad der skal ske til næste år lader jeg den veludviklede fantasi om. Måske Formel 1 kan laves om til hmm Formel Fifty?

Jeg så ham i dag. Han stod to pladser længere fremme i køen. Cirka 165 cm. høj og havde trukket i den gamle slidte knælange uldfrakke, dagens vejr taget i betragtning. Thinsulate handskerne dækkede hænderne. Den fedtede sømands lignende kasket sad ulasteligt og dækkede for den sølvgrå hårpragt. Han talte sirligt de småmønter pungen gemte, ingen hastværk der var god tid til ekspeditionen. Hele verdenen tikkede roligt afsted. For hans skyld måtte uret gerne slå langsommere, det nærmede sig klokken 12 i den tråd nornerne havde spundet over hovedet på ham.
Man fornemmde et liv med op og ned ture i de fure der var trukket ind over ansigtet. Et ansigt der vidnede om et liv med slid og slæb, men også med glæder. Nogle af rynkerne tolkede jeg som smile fremkaldte, men at det var de bekymrede tanker der havde fået overtaget. Mundvigene hang og øjnene manglede glød.
Enten savnede han sin kone igennem et langt liv, eller også forbandede han hver dag han vågnede ved siden af hende.
Hvilke tanker der faldt i nåde i hjernen kunne man kun gætte om. Men det virkede som øjnene så lige nøjagtig det de skulle og ikke mere. Tanken slog mig da jeg gik tilbage efter mit indkøb. For trods det, jeg stod i tredie position efter ham, og at de to foran mig købte godt ind. Indhentede jeg den gamle mand på de tyve meter der var fra vores lokale Netto og til min gangdør. Med slæbende skridt trak han sig hen over asfalten og øjnene mejslet ned i jorden foran ham. Hver skridt nøje afvejet. Sejler skoen blev ført frem i et tempo, der ville henligge verden i en apatisk tilstand, skulle den få grobund i resten af befolkningen.
Selv om jeg kastede et blik på ham da jeg passerede, efterlod det ingen reaktion, i form af et blik tilbage, eller andet der vidnede om kontakt.
Jeg forestiller mig han træder ind i hjemmet med Netto posen fyldt af madvarer. De bliver sat i skabene og køleskabet. Posen placeres i skuffen sammen med de andre og han tager sin frakke og kasketten af i gangen. Skoene skiftes ud med morfar sutterne der varmer så dejligt. TV'et kører i stuen, og lever konen, sidder hun med et tomt blik og stirrer på et eller andet ligegyldigt program. De udveksler ikke et ord. Deres rutiner er indforstået og indstuderet. De små vaner som irriterer ignoreres efter bedste vis.
Når klokken er 20:30 er dagen slut. Sidder de ikke og sover foran tossen er de sikkert på vej i seng.
Og det var så den dag. En ny besværlig en af slagsen venter i morgen. I morgen hvor hel trummerummen starter forfra.

Kære kl,

Luk skoleportene op så lærerne kan komme ind i klasseværelserne. Lad dem komme ind og lave et skema hvor der står fag som: Dansk, matematik, engelsk, musik, samfund, o.s.v. Lad dem lave en undervisningsplan der vil give skolebørnene mere viden og ruster dem til livet uden for skolens tryghed. Lad dem føre kridtet hen over tavlen i ord tegninger og forklarende sætninger. Giv dem læreværelset tilbage hvor de kan diskutere det seneste inden for læring.
Giv dem mulighed for at sætte sig bag katederet og bede om ro. Ro til at undervise ivrige børn. Gøre hverdagen spændende med bøger der inspirerer, kalder på nysgerrigheden og giver afklarende svar. Og de skal nok få tilhørere. Der vil blive travlhed ved bordene.
Når lærerne ringer med klokken vil børnene komme løbende fra alle verdenshjørner. De vil krybe frem fra deres selvbyggede huler i skovene og træerne. De vil stille cyklen og løbehjulet til side, glemme deres spil på pc'en, playstation, xbox, skyde bolden ud til hjørne. Der vil være aktivitet i hjemmene med at pakke tasken med de rigtige bøger, mens mor eller far smører deres madpakke.
I skolen vil skrigene og skrålene lyde højere end tidligere af bar glæde og længsel. Børnene vil falde hinanden om halsen i gensynsglæde. De vil sidde meget mere vagtsomme og suge lærernes ord til sig. Suge den viden der videreformidles til sig som en svamp i et fyldt badekar. Lektierne vil gå som en leg og forældrene vil smile over deres iver. En iver der vil smitte langt ind i familiens hjerte og give genlyd fra ung til gammel.
Om aftenen går de tidligt i seng for at være klar til næste morgens udfordringer. Udfordringer de har tørstet efter længe under denne tåbelige konflikt. Næste dags morgen vil der ingen problem være med at stå op. Børnen vil ruske deres forældre til dåd og råbe at nu skal de i skole. Fuldt påklædt og færdig med morgenmaden.
Kære kl. Det er det eneste ønske jeg har. At i åbner for portene igen. For hvor er jeg træt af alle de unger i byen, når jeg skal gå min daglige tur med min Netto pose.

Med venlig hilsen
En arbejdsløs sjuft

Soldater fra anden verdenskrig har omtalt den "sønderrivende tavshed" der tit fulgte i kølvandet på et heftigt længerevarende bombardement. Hvordan man i timevis, dagevis lå under for nedkastning af tonsvis af bomber. Hvordan larmen blev hverdag og man enten endte i posttraumatisk stresssyndrom, begik selvmord, eller måske bedst af alt, bare blev apatisk og ignorerede sine omgivelser.
Intet kan sammenlignes med det i vores fredelige land. Men for pokker hvor var det rart de kom og hentede dimsen i dag. Jeg mener ikke vi nærmede os posttraumatisk, men jeg har leget lidt psykolog over for konen. Hun er meget påvirkelig over for konstante lyde som den dimsen leverede. Mit bedste argument var, at jo længere vi slukkede den, specielt når vi kokkererede, jo længere kunne vi risikere den skulle køre, efter det den var udset til. Det var sådan set også mit eneste argument. For det var skræmmende nok i sig selv, med risikoen for en ekstra tur. Det er kun i Tivoli man vil have det.
Nu kan jeg så igen sidde her i min lille "skrivestue" og lytte til radioen inde fra stuen. Ingen højfrekvent summer og hylen i baggrunden. Kun den helt naturlige aldersbetinget tinitus. Der meget belejligt optræder, når ord som, opvask, vasketøj, gøre rent og deslige, rammer én.
En anden gevinst er muligheden for et lukke vinduet i køkkenet helt op. Det har været boltet fast så lyssky elementer ikke kunne kravle ind af det. Vinduet stod og gabede til ære for røret fra dimsen, og spræken var tildækket med  tæpper. Men nu kan den friske luft få lov at flyde ind i rigelige mængder, og lidt tiltrængt har det været. Vi kunne få luftet ud via vinduet fra "skrivestuen" der ligger ved siden af, men det bliver ikke helt det samme som når der er fri passage direkte til rummet.
Ja jeg nyder stilheden, de åbne vinduer, vejret der smiler til os, jorden der drejer. Og det simple faktum at foråret ser ud til at melde sin ankomst sådan rigtig for alvor. April er en forunderlig måned. Nogle gange afslutningen på vinteren, andre gange starten på sommeren.
Jeg kan bare konstatere, kig ud af vinduet og se foråret i øjnene. Og lyt. Lyt til naturen hvis i har den tæt på. Dimsen er kørt hjem, jeg kan høre noget natur. Og en lastbil.

En ny type forhærdede forbrydere, har set dagens lys i Danmark. De står tidligt op. Og i en hvis del af året, længe inden solen sender sine stråler over land og by. Men de gør ikke noget for at skjule deres forbrydelse. De sniger sig ikke rundt om hjørnet, i nattens mulm og mørke, iført elefanthue og koben. Ikke noget med at undgå opmærksomhed eller blive set. Ansigtet er letgenkendeligt, vejrbidt og rødmosset. De vil oven i købet gerne ses på landsdækkende tv.
I store larmende maskiner tager de loven i egen hånd. Maser sig gennem flora og fauna med et smil på læben og påberåber sin ret.
Forbryderen hedder Jens Hansen og har en bondegård. Dyr i stalden, muligvis af forskellig art og sikkert mere end tyve tønder land. Hans overalls dækker en senet krop, der har været vandt til hårdt arbejde det meste af livet. Et slidsomt hverv, der kan ses på de let skæve ben, og barkede hænder. En mand med kone, der passer sin gård, og skraber lidt mønt sammen til livets ophold.
Men en flok bureaukrater, hvad han anser de fleste udenfor landbruget at være. Har med loven i hånden taget et stykke af hans jord. Pløjegrænsen til vandløb er udvidet. For Jens Hansen svarer det til at hive pengene op af klappen på hans overalls. Kompensationen svarer ikke overens med tabet, efter Jens Hansens mening. Hvis de da får nogen, tænker han.
Meldingen er simpel om end krystalklar. Bryd loven til den ændres. En simpel neandertaler tankegang, der får mig til at tænke. Der må være mange andre love danskerne er trætte af. Budskabet er, saml en tilpads stor gruppe utilfredse personer og udøv civil ulydighed.
Lad os starte loven om højresving ved rødt for cykler. Det må man ikke i dag. Men fra i morgen bør alle cyklister udøve højresvings civil ulydighed.
Eller hvad med 10 sekundersregel ved rødt for bilister. Selv om lyskrydset skifter til rødt sker der ikke noget ved at køre over de første ti sekunder.
Varerne fra landbruget er for dyre. Betal kun det halve, og bed supermarkederne om at sende den resterende regning til bønderne.
Tag på landet og malk en ko, den står der alligevel. Høst dine egne kartofler, de ligger i det danske riges jord.
Når jeg tænker videre over det, er landmændene jo ved at indføre landsdækkende anarki. De autonome må klappe i deres hænder af begejstning. Endelig en del af erhvervslivet der støtter dem.

Ligestillingen rykker ind i alle kroge af samfundet. Og godt for det. Har man samme uddannelse skal man bedømmes på et fælles grundlag, uanset køn, religion, hudfarve eller andet. Hvis resultatet ikke ender med samme resultat mellem to kandidater, kan der opstå en forskel i for eksempel løn. Men kun ud fra kvalifikationer og resultater, ikke køn eller o.s.v.
Det har vi i Danmark et ligestillingsråd der holder øje med, som folkets vagthund mod diskriminerende firmaer, offentlige myndigheder, statsmagten eller hvem man kunne tænke sig. Faktisk er vi af den grund kommet meget langt her i landet. Men der er jo altid plads til forbedringer. Til små justeringer hist og her. Særligt den omtalte altid tilstedeværende lønforskel.
Mens vi venter på prinsen, som Monrad og Rislund sagde, skal der jo ske noget andet. Derfor har man fra ligestillingsrådet set sig gal på forskelle i frisør priser. Kvinder betaler mere for en tur til Edwina saksehånd end mænd gør. Det er uretfærdigt siger de. Begge køn får samme service, de får klippet deres hår. Ja det gør de. Dog er der lige den lille krølle, at hovedparten af kvinder har langt mere hår end mænd. De bruger mere tid med at vurdere, sammen med frisøren naturligvis, skal faldet ske til siden, op, ned eller måske slet ikke. Klippes i etager, page, som en høstak, tuperes, måske skal det farves, arjj alligevel ikke, men tag lige spidserne og giv det en filidibon ved ørerne. 2 timer og 10 minutter senere efter gennemgang af, se og hør, nu og her, billed bladet er der muligvis en færdig frisure.
Flertallet af mænd  sætter sig i stolen og beder om at klippes. 11,5 minutter senere træder han ud af døren.
Men det synes ligestillingrådet ikke er rimeligt. Samme service samme pris siger de. Her vil jeg da gerne sende dem et vink om en anden diskriminerende service, der kræver ligeså stor opmærksomhed. Indgang på  diskoteker. Mænd at betale. Kvinde værsgo gratis. Servicen indeholder, at gå gennem en dør. En mand går gennem en dør 200 kroner fattigere, samme dør som en kvinde lige har entreret gratis.
Skulle det gå hen og blive et hedt emne og frisørerne presset til samme priser, så glæd jer ikke for tidligt kvinder. Fordi som med fedtafgiften der er afskaffet, og detailhandlen der scorede gevinsten på det. Sættes prisen på klip vel bare til kvindepriser.
Og så kan man jo spørge sig selv. Om kvinden fra ligestillingsrådet der udtalte sig, med sin kedelige hårpragt, får en billigere pris hos Harry hundeklipper hvor hun ser ud til at være kunde.
Men hvad ved jeg egentlig om hår.

Når jeg sætter mig ned bag de fire trævægge i det lille lysthus, får tankerne frit spil. Jeg kigger rundt og konstaterer der er skævt hist og pist, og at ruderne trænger til at blive pudset. Men så stopper de rationelle tanker også. Den skæve underfundige hjerne, med sin til tider løbske fantasi, slapper af og finder konspirationsteorier frem, der tåler ingen sammenligning.
En havekoloniforening er som et lukket økosystem. Hver kolonihusejer, har sin egen lille plet, med et stykke jord og eventuelt et hus på. Her går man rundt inden for hækkens rækkevidde og sysler i jordloddet. Grønsager, frugter, blomster måske en flagstang passes. Havemøblerne tørres for vand eller støv, og et par skruer skal strammes. Naboerne er flinke mennesker. Dem lige rundt om ens egen lod er man på talefod med. Resten et hej eller nik.
Men hvor der samles mennesker, skabes der også uenighed. To veje skærer gennem kolonien. Originalt nok hedder de Østvej, hvor vi bor, og Vestvej hvor de "fremmede" huserer. Da vi gik i skole var der A og B klassen, og naturligvis var den klasse man selv gik i absolut at foretrække. Børn kan være onde og ondskabsfulde mod hinanden. Men de voksne er ikke et hak bedre.
I en have på Vestvej bor en gammel gnaven mand. Han vogter nidkært om sine kvadratmeter, og vil ikke finde sig i, han ikke må sætte en to meter høj hæk hele vejen rundt. I årevis har han forpestet luften i den ellers fredelige idyl. Bombarderet bestyrelsen med hadefulde breve. Hans hus er sort som kul, og persiennerne altid tillukket. Formanden for bestyrelsen, fortalte en sen aften i stearinlysenes skær, om konen. I sagens natur med den mand, virkede hun som en underkuet hund. En der altid luskede rundt med halen mellem benene. Når hun var i haven, var det kun for at arbejde, mens manden indtog sin favorit position i havestolen. Iført netundertrøje og en kold bajer i hånden. Surt skulende ud bag de buskede øjenbryn. Raspende sine eder og forbandelser, der altid gik ud over konen.
Hun var en lille forsagt dame med bedrøvede øjne, der aldrig sagde et ord. Indtil en forårsdag hun pludselig bankede på formandens dør. Hendes ærinder var en forespørgelse på en maskine der lavede træflis. Lidt overraskede over besøget, fik formanden hjulpet damen, og et par uger efter spurgte hun hende hvordan det gik. Levende med et stort smil berettede hun om hvor nemt den var at betjene, og at hun glædede sig til sommerens høst. En forvandling der mindede om en dopet cykelrytters come-back i tour de france.
Foråret gled over i sommer, og den lille have på Vestvej fik de skønneste jordbær og grønsager. Kartoflerne var et kapitel for sig. Hun gav glad væk af den rekordstore høst Folk var taknemmelige, men det var mest smagen man talte om. Ingen havde smagt noget lignende, de var fortrinlige.
Kun undrede man sig over hvor hendes mand var blevet af. Han var ikke set siden en dag i det tidligere forår. Man spurgte hende aldrig. Det kom jo ikke nogen ved, og hun var jo blevet så glad.
Jeg folder hænderne bag nakken, og undskylder mine flyvske tanker, med den dejlige sol der stråler ind ad vinduet. Det kan kun blive meget værre til sommer.

Påsken er den største kristne fest, faktisk meget større end julen. Det er her kristendommens Messias Jesus, mindes i forbindelse med hans lidelser, korsfæstelse, død og opstandelse. Selve fejringen af påsken ligger dog længere tilbage, og er en gammel jødisk fest som kaldes Pesach. Jesus selv var jo jøde og grundlagde på sin vis kristendommen. Jøderne tror nemlig ikke på Jesus som guds søn. Så det at han 40 dage efter påske, steg til himmels og indtog pladsen som guds højre hånd, har de det en anelse svært med. Læs her, den køber de ikke.
I Danmark er kristendommen statsreligion, og deraf har vi disse helligdage i starten af foråret. Ydermere har vi kristi himmelfart, store bededag og pinse, alle beliggende i foråret. Dejlige fridage i en skøn tid, hvor flora og fauna springer ud og sætter farve på naturen. Oven i disse gode fridage, er det kommet mig for øre, at påsken varer lige til pinse. Og at man faster 40 dage før påske som en indlevelse i Jesu lidelser. Burde de nævnte dage, godt 80 stk., ikke være en del af den danske fridage tradition?
At de ligger i foråret, som traditionelt alle andre fridage gør, giver en meget skæv kalender sådan rent arbejdsmæssigt. Spørg bare arbejdsgiverne. Men det kan der rettes op på. I følge bibelen vil Jesus komme igen. Og denne gang for at overtage verdensherredømmet. Første gang var jo for at blive ofret for menneskets synd. Hvis man nu laver en aftale med selvste paven, han er jo den direkte kanal til gud, så kan han måske lægge et godt ord ind for at det bliver i efteråret. Og hvis han kan få en eksakt dato, begynder vi også her at fejre det 40 dage før, holder en stor fem dages fest når han er her, og et afterparty når det hele er overstået.
Jeg tror arbejdsgiverne vil juble. For på den måde får vi en meget mere homogen kalender, uden disse skæve indtjenings perioder, man altid skal høre om. Vi må tjene ind i efteråret hvad vi ikke kan nå i foråret. Gyngerne og karrusellerne. Det vil heller ikke influere på balancen til resten af verdenen, han er her jo for at overtage hele butikken. Så fridagenen vil gælde kloden rundt.
Mærsk, lego, grundfoss, danfoss, vestas, coca-cola, mc´donalds, star-bucks, ford, siemens, murermester hansen, alle giver de deres medarbejdere fri på samme tid.
Man kan åbne sin øl eller sodavand eller hvad man har lyst til, og skåle med hele verdenen på samme tid. Selvfølgelig med en forskydning, tidszonerne taget i betragtning. Men det er en detalje og lad den bare bevare sin indflydelse.