Arhh ja, at sætte sig ind bag rattet af den røde Honda, og lade sig opsluge af sædet, mens hænderne lukker sig om rorpinden. Måske lade en hånd glide hen over instrumentbrættet, og blidt føle på knapperne som brystvorterne på kvindens bryst. Den potente højrøde farver glinser i solens stråler, som en olieindsmurt badenymfe krop på en varm solskinsdag. En følelse af venstre mundvige vandrer op mod øret, fornemmes stor set samtidig med at det hele gentager sig i højre side. De forbipasserende glor vantro ind af vindspejlet på denne smilende galning, og bestemmer sig for at fyren må være på stoffer. Ingen normal person vil se så fjoget ud i al offentlighed.
Men det er intet at sammenligne med, når den kælent suger sig fast til den sorte asfalt. Når den runder hjørnerne med en selvfølgelig bevægelse, lige så selvfølgelig som at tage rene underbukser på. Suget i maven når den trækker hen over bakketoppene, på de små veje ude på landet. Hvor de skarpe sving kommer i en hast efter hinanden, så man føler sig hensat til en åndeløs actionfilm, med 2000 billede skift på halvanden time. Her trækkes smilet forbi ørerne, og kildrer de små nakkehår der strittende står i ret vinkel ud fra kroppen. Hjertet pumper blodet rundt med rytmiske bevægelser i 170 slag per minut, for hvem ved hvad der kommer efter næste bakketop. Men det klarer den lille røde djævel. Sikkert og præcist cruiser den på en god sommerdag forbi de kornmodne marker med knejsende aks, eller gule blomster så langt øjet rækker. De duver let i vinden og tager et dybere buk når Hondaen suser forbi. Ikke fordi den kører i warpspeed, men fordi de ranke strå vil med, og opdager det ikke er muligt med hele "fodenden" dybt forankret i den danske muld.
Og når den har fragtet mig rundt, når vi lander på parkeringspladsen, sukker interiøret og vil afsted igen. Men alle fortjener et hvil, også de utrættelige skal lade op eller restituere. Selv en Honda Civic kender sine grænser, mærker når det er tid til en velfortjent pause. At lade hvilen overtage fra intensiteten, såkaldt falde til ro.
Eller gør den?

De grå, våde, tunge, dystre skyer og de 3 graders varme, kalder næsten på den dunkle side i mennskets sind. I samme øjeblik temperaturen kravler over frysepunktet, skifter himlen ansigt fra en glad smilende sol, til sure bedrøvede skyer med hængemule. Det må da være på sådan en dag, at folk med trang til at komme væk herfra, enten køber en billet til sydpå, eller binder løkken om halsen. Vinterdepression er i hvert fald i fremmarch. Og har man anlæg til den slags, forstår jeg godt hvordan energien må forlade kroppen, på sådan en dag. Ikke ligefrem nu den virtuelle genopladning finder sted. Hvor stikket sættes i, og batterierne får et los bagi, hvorefter benene springer frem og løber uden at de kan stoppes. Ja og resten af kroppen følger naturligvis med, der er jo ikke meget andet at gøre. Men det sker ikke på en tung grå regnmættet dag.
Her gælder det om at holde kroppen oven vande, og lade rygsvømning være den nye favoritdiciplin.
Det må også være på en deprimerende dag af denne slags, de største pissimister bliver født. Den trange udgang, det stærke lys fra sygehuslamperne. En i røven og så en meddelelse fra jordmoderen. "Og vejrudsigten, byder på regn, grå skyer, 2-5 graders varme og sjap til op over anklerne de næste fem dage."
"Suk, put mig tilbage igen" må være reaktionen fra det nye liv.
Han eller hun har udsigt til at blive, landmand, politiker eller talsmand for dansk erhvervsliv.
Men oven over alting stråler moder sol, sang Dirch Passer. I det her tilfælde rammer den så bare ikke landskabet i Danmark, men beskinner de egne der er blevet efterladt nærmere ækvator. Der hvor den stiplede linie kører tværs hen over ens fødder, og skriger "Her er midten."
Dog skal man huske som en god borger af Danmark, at det kan også blive for varmt. Tænk hvis pludselig man fik solskin hele dagen og 30 graders varme. Arh det ville da heller ikke være til at holde ud. Det ville jo være for meget. Der må vejrguderne altså lige skrue lidt på termostaten.
Nej det er ikke nemt når tunge grå skyer ødelægger humøret. Optimismen forsvinder. Eneste årsag til at spise, er for at holde sig i live. Og mon ikke der er et par slappe seleri i køleskabet jeg kan sidde og tygge på, mens jeg gnavent kommenterer hvert et indslag i nyhederne. Det er i sagens natur, alligevel en lang triade af dårlige oplevelser.

Hvad får man, hvis man en tidlig lørdag morgen i buldrende mørke, pakker en bil med skitøj og fire skiglade gutter. Sender den over broen og et stykke nord på i Sverige. Svaret er såre enkelt, en skitur. Men ikke bare en skitur, en tur hvor hyggen huskes. Hvor den irrationelle svedetur over liftkøen glemmes, og glæden ved skienes susen hen over sneen nydes. Isaberg ligger en god 3½ times kørsel hjemmefra, og flere busser kører derop hver weekend. Det gælder om at ankomme før de gør, med deres hundredevis af passagerer, hvis det er sådan at man skal gennem skiudlejningen. Det gjorde vi lige nøjagtig ikke, men det gik egentlig ganske fornuftigt og vi fik sne under fødderne. Det er et område der hurtigt overses, hvis ens ski kundskaber er bare nogenlunde. Men pyt, det vidste vi, og vi var der jo for at få en god dag. En dag der kulminerede med indtjekning på Hotell Nissastigen. et hotel med en vis standard så det ud til, da vi svedige og ildelugtende trådte ind i lobbyen. Utallige ture på de små løjper kræver alligevel en god portion arbejde. Men giver også en dejlig træthed i kroppen, og ikke mindst tørst og appetit. De tre tilstande kombineret med at der fandtes en restaurant på hotellet, samt at vi, forsynende som vi var, bragte forsyninger til værelserne. Efterlod os mætte og veltilpasse i sengene.
Dagen derpå gik turen sydover til Vallåsen, et mindre sted men med ok skiløb for en lille dags tid. Stensikre at vi nok var tæt på de eneste der gad komme en søndag, satte vi næsen op efter fri løjper uden særlig kø. Det skulle vise sig at forholde sig ganske anderledes. Et menneskehav, at dømme ud fra de hundredetals biler der holdt parkerede, og senere liftkøerne. Myldrede rundt over alt. Men selv om området var lille, kunne det absorbere invasionen, og det var muligt at komme til på løjperne. Samtidig gik det faktisk rimeligt fornuftigt i køen til lifterne. Hurtigt fandt vi ud af hvilken side vi skulle vælge, i de respektive lifter rundt om i området. Så også her blev det til nogle timers glimrende skiture. Det var så indtil sneen der begyndte at hamre ind i øjnene på staklerne, som havde efterladt deres skibriller i danmark, satte en stopper på den dag. Heldigvis sidst på eftermiddagen.
Men vi fire, min søn, men gamle kammersjuk og hans nevø var alligevel også endnu en gang mættet. Denne gang af skiløb. Hondaen blev sat til at køre de sidste par hundrede kilometer, og vi glædede os over en god weekend.
På vej hjem skrattede radioen nogle eder og forbandelser ud omkring en håndboldkamp. Det overskred vores pli. Et sådant sprog, kunne min kammersjuk og jeg ikke lade de unge i selskabet høre. Så vi slukkede og nød stilheden på vej hjem, ad de mere og mere snedækkede svenske motorveje.

Smager man på en øl, foregår det bagerst på tungen. Det er her smagsløgene for bitterhed sidder. Ikke som med vin hvor man smager forrest på tungen, og i princippet spytter vinen ud efter endt smagning. En øl skal hele vejen forbi vin smagsløgene, og videre ned langs siden til den når de bittre af slagsen. Og er den først nået der ned, er det for sent at trække øllet frem igen for at spytte ud. Der er kun et at gøre, at synke. Smagningen på Bjergtrolden, der blev afholdt af Martin, tog deltagerne med gennem hele den danske tradition i ølbrygning. Fra da vikingerne kogte mjød, hen over middelalderens brygning og frem til Jacobsen, grundlæggeren af Carlsberg, som opdagede at gær ikke var en kemisk process, men en biologisk.
For mange hundrede af år siden var øl den eneste rene drikkevare man havde. Vandet dengang var i en elendig forfatning, kloakeringen og tankeløshed gjorde sit til at det var direkte sundhedskadeligt. I værste tilfælde dødeligt. Men der var jo øllet hvor vandet blev kogt, og man dermed dræbte baccillerne. Den eneste måde befolkningen kunne få en ren drikkevare. Alle drak derfor øl. Voksne som børn. Cirka 8 liter pr. voksen og cirka 4 liter pr. barn. Om dagen. De rene dinglende alkoholikere tænker man. Men alkoholprocenten lå mellem en halv og halvanden procent, og børnene fik sikkert ikke den stærkeste bryg. Nu kunne tanken jo snige sig ind, at hvorfor de ikke bare nøjedes med at koge vandet, og eventuelt lige filtrerede det, i stedet for at lave det om til alkohol. Men der har sikkert været en ganske fornuftig forklaring på det.
Dagens øl har sneget sig op i helt andre alkoholprocenter, og vi gik fra 5-6% til de stærkeste på 11% . Alle deltagere meget diciplinerede, lod øllet flyde hele den lange vej ned på tungen. Her skal gives en opfordring til at lade bilen blive hjemme, hvis man skal til ølsmagning. Som med så meget andet, har munke haft sin del af indflydelsen til den ølbrygning der foretages i dag. De viste sig at være særdeles dygtige, og dermed vellidte, til kunsten at brygge øl. Jeg kan ikke huske hvem der "opfandt" udtrykket, øl er gud, gud er øl. Men det stammer tilbage fra den tid, og er ikke et ordsprog Monrad og Rislund har fundet på. Vist nok en information der kom sidst på aftenen.

Jeg skal være forsker. En af dem der går og kratter i jorden, indtil de finde en genstand der ser tilpas gammel ud, og tager den med tilbage til museet. Her bruger de så timer på at analysere tingsten ned til mindste detalje. Efter at have set Gintberg på kanten, hvor han var på national museet er jeg slet ikke i tvivl. Det er afbalanceret mennesker med en større passion, end Linse Kesler er om sit udseende. Som fyren der med hvide handsker og højtideligt sprogbrug, ærbart bar den såkaldte "kussemønt" ind, så Gintberg kunne beskue den. Eller arkæobiologen (tro jeg nok det hed), der med det største smil fortalte om nogle små sorte svedne rester, på størrelse med et knappenålshoved. Som han havde udvundet af en stor pose jord fra Grønland. Det var byg, fortalte han, fra vikingetiden. Og den naturlige konklusion, de bryggede stensikkert øl deroppe. Det brugte man nemlig byg til i vikingetiden.
Og de lider ikke af stress. I jobbet hører en naturlig ro, alting skal foregå med største forsigtighed og ikke jage. Jeg tænkte på kvinden der viste planker fra et vikingeskib, nedsunket i en konserverings væske hvor de havde ligget i 6-8 år. Pile grene fundet i en mose, spredt ud på et bord som brikker i et puslespil, hun skulle finde ud af hvordan hørte sammen. Ved siden af lå barkstykker på et par cm gange et par cm, dem skulle hun "bare" lige finde ud af hvor hørte til, så kunne de limes på.
Har hun stemplet ind år efter år, sagt til sig selv, eller kollegaerne over en kop morgenkaffe. "Nå nu går jeg ned og kigger til plankerne. Og så skal jeg lige samle et par pil." "Ja ja, men lad nu vær med at få stress" har de omsorgsfulde kollega svaret.
Det er jobbet jeg vil gå efter. Ingen lettere psykopatisk chef, der hele tiden hænger over nakken med det messen mantra. "Jeg skal bruge rapporten i morgen, jeg skal bruge rapporten i morgen." Men det er nok forsent at springe ud som forsker. Min strategi går i retning af, at omdanne mig til den lettere imbicile pukkelryggede hjælper, med gammelt tøj lugtende af mølkugler som skubber rundt med en vogn. Så kan forskerne bede mig hente "kussemønten" eller en pose jord, eller hælde en ekstra konserveringssnaps på plankerne. Men jeg må ikke skynde mig. For det er skrøbelige ting, jeg har med st gøre.

Kan en dag gå uden oplevelser, eller uden at der falder en eneste tanke som vendes og drejes. Er det muligt bare at sidde og stirre tomt ud i luften, mens hjernen overhovedet ikke kræver opmærksomhed. Hos mig er det siger min dejlige kone. Hos mænd generelt svarer jeg. Men hvis der slet ingen aktivitet er. Ville jeg så ikke stadigvæk sidde ved morgenbordet, med en tom dyb tallerken og skeen skødesløst placeret i bunden. I min nattrøje og de løse joggingbukser. Med skægget strittende ud til siden og tv'et fastlåst på tekst tv. Persienen ville stadig holde sollyset ude og mine øjne flaksende rundt på skærmens flimmer. Ind i mellem ville jeg blunde for inaktivitet gør en sløv. Mine balder bliver følelsesløse, af det konstante pres fra samme position. Måske vil en refleks med jævne mellemrum skifte min stilling. En som ikke behøver den store hjerneaktivitet. Eneste arbejde geleklumpen har at gøre, er at holde åndedrættet i gang. Sørge for at ilte de indre organer, som modtager den livgivne luftart gennem blodets cirkulation via pumpen, hjertet. Og hjertet kører jo hele tiden. Så længe den arbejde sammen med åndedrætet, holdes kroppen i live.
Andet behøves ikke, kroppen kan sagtens efterlades et helt døgn i sofaen, inaktiv med tomme øjne. Sådan forestiller jeg mig individdet efterladt, hvis der ingen større aktivitet er i den øverste etage. Men det er dog de færreste der ender sådan en hel dag. Tørsten, sulten, naturen, kræver opmærksomhed. Hvem har ikke prøvet at være så tissetrængende, at man ikke kan tænke på andet. Kedsomheden vil overtage og kroppen vil sætte i bevægelse, hjernen vil sige, tag dit service og stil det ud i køkkenet. Næste kommando er, husk at børste tænder, tag et bad, klæde om, hele tiden nye instrukser, men som er en naturlig del og ikke kræver den store tankevirksomhed.
Så man kan set i min optik, godt få en dag til at gå uden følelsen af at have vredet en eneste tanke rundt, i tænkelige og utænkelige former. Hvis bare man lader dagen gå med de ting der klares på rygraden, så føles det sådan.
Og til spørgsmålet. "Hvad har du lavet i dag?" Kan man smile og svare. "Ingenting."

Drejer man til venstre for enden af Skomagergade hvor den munder ud i Blågårdsstræde, og fortsætter af Ringstedgade væk fra centrum, finder man på højre side en lille baggård. Porten er slået op og inde bagved ligger Bjergtrolden i de lokaler Roskildes spillested Gimle, engang husede. Her forsvinder støjen i samme øjeblik fødderne sættes i brostenene. Et lille åndehul trukket væk fra det stressede indkøbsjag i gågaden, hvor til tider en stille dæmpet blues fylder rummet, eller en god rå rock uden at skræmme folk væk. Hylderne bugner af øl fra hele verdenen, smukt kombineret med de danske microbryggerier i alle variationer, så selv den mest kræsne kan finde sin smag. Vin findes som et godt supplement og det store bord med smagsprøver af forskellige spiritus er et studie for sig selv. Bjergtrolden er specialist i whisky og rom, og man får lov at smage sin yndling ind inden der investeres. Et sandt eldorado for manden der har sendt konen ind til centrum. Her kan han trisse rundt i en verden der kun fantaseres om, og vende hver en flaske. Og lægge dem der falder i hans smag ned i den pileflettede indkøbskurv, som han har taget ved indgangsdøren. Men det behøver ikke være uden lillemor. Kaffe og chokolade og andre ikke alkoholiske varer står fint linet op i hvide hylder tæt ved disken. Sådan en overflod af kvalitetsøl og vin og spiritus, kan godt give træthed i de belastede lemmer. Derfor er det ekstra heldigt, at der altid er et rigt udvalg af fadøl i hanerne monteret på disken, der også fungerer som udskænkningssted. Og skulle man være blevet lidt sulten, vælger man bare en bid mad fra menukortet.
Næh der er ingen grund for at gå hjem med en tørst der slider halsen op, eller en rumlende mave når indkøbet er færdiggjort. Alle vigtige elementer kan så at sige klares på få kvadratmeter.
Derfor er det ekstra trist at høre, hvordan dette frirum nu står for at lukkes. Indehaveren kan ikke overse at passe to forretninger, og har ikke været i stand til at finde en afløser. Og man kan så spørge sig selv. Hvad gør vi nu, os der gerne vil have fred og ro til de vigtige indkøb. Os der kan lide en kølig fadøl efter endt forretning. Muligheden er der vel stadig, men ikke under samme tag, mellem verdens ølmærker og et stort smagebord.

"Tordenen buldrede i horisonten. Skyerne trak nærmere og varslede den kommende ragnarok. Menneskene dukkede sig i angst og dyrene flygtede dybt ind i skoven. Ve den som står i vejen når guderne raser, thi han skal falde på knæ og bede om nåde."

Engang mødte man op hos mester med madpakken i hånden, og spurgte om der var noget at rive i. Han lænede sig tilbage i den store kontorstol, pressede den med sin omfangsrige krop og trak cigaren ud af munden. Elevator blikket for at afmåle om dette individ ville kunne holde mere end en uge, kom i forlængelse af spørgsmålet. "Kan du klare mosten sønnike?" Bekræftedes spørgsmålet, hev han fat i den nærmeste arm og trak gutten ud på værkstedet. Førstemanden fik til opgave at forsyne ham med værktøj og sætte ham til en opgave et sted ude i byen. "Hent ham til fyraften, så burde han sgu være færdig" var afskeds brølet, mens mester vraltende forsvandt ind til stolens varme i en tæt cigartåge. Lønnen faldt på plads ved den første ugeløn. Der var lige nok til madpakken og en tur i byen med slænget ugen efter. Men hvad pokker. Det var jo ikke den store udgift til det lejede værelse, eller den gamle rustne cykel. Og bekymringer dem var der ikke rigtig nogle af.
Tiden gik og han fulgte med. De fleste fulgte med. Nogle når aldrig videre, væk fra ungdommens sløsede dag til dag overlevelse. Men hovedparten anskaffer en bolig, en bil, en kone og børn, et stort ansvar og frem for alt faste udgifter. Faste udgifter som betyder, en vis portion penge til betaling hver den første. Livet har ændret sig, arbejdsmarkedet har ændret sig. Pludselig er det ikke nok at møde op med madpakken under armen. Der skal en ansøgning til. Et stykke papir, eller flere sider faktisk, som beskriver hvad du har lavet og hvor dygtig du synes du er. "Sæt et billede på og husk også at beskrive din hverdag, dine interesser, har du en sportsaktivitet, husk også den." Messer den ene selvbestaltede coach efter den anden. "Jamen er der ingen privatliv mere?" "Nej for helvede, vi befinder os midt i reality tidsalderen, du skal blotte dig."
Og det er ikke gjort med det. Hvis man er rigtig på, kimes arbejdsgiveren ned for at mærke den store hengivenhed, for lige netop deres virksomhed. Om ikke andet indtil de desperate beder om ikke at ringe mere.
Det er ikke så lige til i 2013. Der skal tages chancer. På samme måde som de isbåde der våger sig ud på den stadig lidt tynde is, i Roskilde fjord. Langt ude svæver de hen over isen som fugle på flugt, i et rasende tempo. Jeg skygger med hånden for solen og håber for dem de kommer helskindet i havn.

I 1978 var "Grease" en absolut topscore i Haslev Bio. Uanset om musikken tiltalte en eller ej, måtte den bare ses. Alle talte om den, og denne unge opkomling John Travolta, som året før hittede i "Saturday Night fever". Og i Grease havde de sat ham sammen med Olivia Newton John. En hed forskønnelse af skuespiller teamet, som tæt på enhver hormonforstyret teenage dreng, fantaserede om hjemme på værelset. Med sin klare stemme, det blonde hår, og de våde hundeøjne kunne hun krølle hjerter op til bagerste række.
Handlingen lå ikke langt fra tanken, da plakaten blev slået op i lokal biffen. Min gode kammerat Thomas, fra folkeskolen indvilgede i at tage med. Heller ikke han var den store tilhænger af musikken. Men vi var drevet af stemningen, ja måske en eufori vi ikke ville være ved og naturligvis som skrevet, Olivia Newton John.
TV2 gjorde et gensyn med denne hede fantasi muligt i går aftes. Jeg nåede ikke at se hele filmen men nogle brudstykker, og ting var da forsvundet gennem årene. Ikke kun på grund af den almindelige forglemmelse, men også fordi en helt anden oplevelse til dels overskyggede denne aftens topunderholdning i lokal biografen året 1978.
Vi stillede os forventningsfulde op i køen ind mod billetlugen, der slangede sig langt ud på fortovet. Lidt puffen og overstadig fnisen af de forventningsfulde, hovedsalig ungersvende og tøsebørn, biografgængere som der kunne forventes, bølgede frem og tilbage. Ganske langsomt i museskridt, nærmede vi os den glasrude hvor billetdamen, eller manden husker jeg ikke, sad og tog mod vores håndører. Vi fik en god placering, alt taget i betragning synes vi selv, når vi konstaterende lod blikket glide hen over den snart proppet bio. Endelig slog vi bagenden i sædet, grinede og spøgte om hvad der skulle ske, mens det tykke gardin gled fra og blottede lærredet. Det hele starter jo med reklamer, som en opbygning til selve klimaksen, hvor det folk er kommet for at se, skal finde sted. Men også en anden påvirkning sneg sig ind på os. Vores lugtesans opfangede en odeur der steg i styrke, og efterlod en tåge af gammel sur sved, måske blandet med anden kropsvæske, men det vil jeg ikke komme ind på. Han viste sig at sidde lige ved siden af min kammerat, og udstødte nogle lydelige, tsk tsk, hver gang en, efter hans opfattelse, tåbelighed løb hen over skærmen. Og det var ind til flere gange.
Den dag, for 35 år siden, hvor min synssans skulle pirres af Olivia, satte der sig en levning af  bondeproletariatet og ødelagde det hele, ved at forstyrre min lugtesans. Selvfølgelig lod jeg mærke til Olivia Newton John på lærredet. Men det der står skarpest, er en ram tyk tåge af månedgammel sved.
Heldigvis valgte TV2 at skrue tiden tilbage til den gang, og i min egen stue. Uden svedige efterladenskaber og tsk tsk. Og for fanden, hun så sgu godt ud Olivia Newton John.

Klokken er ikke engang syv da jeg med et spjæt bliver revet ud af min drøm. Det er stadig mørkt og mere irriterende, det er weekend. Selv om jeg heller ikke skal op til bestemt tid på hverdagene, er weekenden de dage hvor kvinden også bliver lidt længere under dynen. Hendes åndedræt afslører hun heller ikke sover særlig tungt. Jeg drejer om på siden, og skimter svagt gennem en sprække i det frie øje, at klokkeradioens tal lyser op. Drømmen virker nærværende, men jeg kan ikke huske hvad det drejede sig om. Sikkert en fuldstændig vanvittig sammenblanding, som en drøm kan være. En natlig afladning fra indtryk samlet sammen hen over dagen. Fra tanker der vender tilbage igen og igen. Fra drømme om hvad man skulle være blevet til. Et tv program der fangede din interesse, eller en film der bjergtog dig i åndeløs spænding. Var jeg den danske version af James Bond, en kluntet klovn på indkøb, dyretæmmer, astronaut eller en bjergbestiger på vej mod toppen. Måske jeg kørte på rute 66 i en mustang, med en flok marshalls i vild jagt. Drejede af ud i ørkenen og lod mustangen tage omdrejninger, til den svævede frit hængende på vej ned i grand canyon. Og havde jeg haft en passager med, lavede vi en Thelma and Louise. Men i drømme kan faldet vare i evigheder, mens suget i maven bliver ved, og man måske vågner med et spjæt. Var det hvad jeg drømte?
Jeg ved det ikke og finder nok heller ikke ud af det. Mine fødder mærker gulvtæppet og jeg strækker dem til stående position. Sætter mig i bevægelse til jeg befinder mig foran køkkenvinduet, hvor lyset har indfundet sig.
Udenfor vinduerne begynder sneen at drysse. Ganske let med god afstand mellem hver fnug. Det ser nærmest ud som de undgår hinanden. Lægger sig forskellige steder, blander sig med de andre fnug der kom for nogle dage siden. Den stive nattrætte krop vrides. Enkelte knogler giver efter og falder på plads med små smæld. Langsomt drejer jeg rundt og for øje på kaffemaskinen. Det tager et par sekunder, at beslutte mig for morgenbrød med konen og varm kaffe, i stedet for dagens planlagte løbetur. Planer er til for at blive fulgt. Undtaget når det er formålstjenligt at laver dem om.

En rolig slentretur gennem Roskilde centrum, giver i høj grad god øvelse til slalomteknik og undvigelsesmanøvre. Alt ånder fred og idyl ved første fod i gågaden. Familier med børn og pensionister, enlige unge og unge i grupper sjosker rundt i forvirret orden ind mellem hinanden. På udkig efter et tilbud eller en ting de bare ikke kan undvære. Men også andre er på udkig. De har nogenlunde samme slags tøj på som middelforbrugeren der siksakker op og ned af gaden. Dog skilder de sig ud på et punkt. De vagtsomme øjne. Spejdende efter et bytte, der er for svagt til at afvise deres benhårde argumenter. Ved første øjekast ses det ikke, men jo nærmere man kommer lyser det pludselig op. Det lille logo på jakken. Typisk i venstre side, der hvor hjertet sidder. Og bæreren af denne uniform ligger som oftest i kategorien, ung studerende, venligt smilende ansigt, høflig og energisk. Der kan stå unicef, wwf, amnesty international eller en anden humanitær hjælpeorganisation. Første parade er at slå blikket ned i vejen, til siden eller op, for alt i verden undgå øjenkontakt. Men de er lumske. Træder ind foran en, så man er tæt på at sparke dem på skinnebenet i et langt skridt, der var tiltænkt at skulle føre sig selv hurtigt forbi dem. Standard spørgsmålet "har du fem minutter?" eller "må jeg låne et par minutter af din tid?" kan være svært at afvise. Specielt når de hører det benægtende svar, men alligevel følger efter, nogle gange gående baglæns ved siden af.
I de sekunder forfølgelsen varer, stiger pinligheden for de fleste og nogle bukker under, tager konfrontationen i en lang svar tale der hedder nej tak, nej tak og nej tak. Andre sætter deres undskrift på et stykke papir, for den unge studerende havde alligevel nogle klippefaste argumenter. Og så var vedkommende jo så venlig.
Min nye stil hvis et nej tak ikke virker, er at stoppe op, stikke ildsjælen et lige så stort smil tilbage og sige. "Det er et godt stykke arbejde i laver. Men min opmærksomhed ligger hos, red barnet, danmarks naturfredningsforening og dyrenes beskyttelse. Og det er hvad jeg kan klare og der skal ikke skiftes ud i dem." Sandheden er også, at jeg faktisk støtter dem. Men det virker hver gang også på telefonsælgerne fra de humanitære organisationer.
Så der er plads til en rolig slentretur gennem down town Roskilde. Paraderne skal bare være klar og afsikret.
Lige indtil den dag jeg mødte en munk fra en spirituel trosretning udsprunget af Bhudismen. Men han fik mig ikke. Og det er en helt anden historie.

Kælderrummet anses for hjemmets opbevaringsrum. Det aflukke hvor man lige kan få plads til en flyttekasse mere, med aflagt tøj eller børnenes gamle legesager. Der er ingen grænser for, hvad man kan stille ned i et kælderrum. I begyndelsen er der en form for orden. Kasserne stables pænt oven på hinanden, med de ting man går ud fra skal bruges. Eller rettere, de ting man tror man får brug for på et eller andet tidspunkt. Men det står og samler støv med alt det andet, som det nok ikke vil blive aktuelt at finde frem. Og den dag, efter mange år, hvor det viser sig at et eller andet er gemt i kælderen i en kasse. Lige den ting som er ret vigtig en given dag. Så ligger den i nederste kasse. Bagerst i rummet. Bag cyklen og skiene. Og de ting som der ikke var kasser til fordi de slap op. Som så er lagt oven på kasserne med de vigtige ting. Og nu er et irritationsmoment, fordi det havde været nemmere hvis der var en kasse til det skrammel. Men oplagringen er blevet en pestilens hver gang der skal skaffes plads. Nede bag cyklen og skiene. Det er meget nemmere at tage et hurtigt bestik af rummet, og den overskydende plads. Og så skynde sig at kyle det ind til en af siderne, og lukke.
Men det giver nogle udfordringer, specielt for ens moral, når man åbner. Her er det titlen kaospilot giver rigtig god mening. Lad der være system i kaosset, og ikke kaos i systemet. Jeg læner mig altid op ad den tese når jeg åbner vores kælderrum. En dyb indånding og et øjebliksbillede af rummet fra sidste gang. Et billede der altid står frisk i errindring, eftersom vi har vaskepulver stående lige indenfor døren og skal bruge det med jævne mellemrum.
Og selv om det er et rum gemt væk i kælderen, forvist som det sorte får i familien. Bliver det ret tit omtalt når vi indser der ikke er plads nok i lejligheden. Når stabler af tøj og sager hober sig op i de andre rum, men ikke har noget skab. Så er det kælderrummet nævnes. "Kan vi ikke bare smide det i en flyttekasse og stille det ned i kælderen?" "Joh, men har du set kælderrummet for nylig?" Og det er som regel lykkeligt glemt. Hvordan kælderrummet ser ud.

Det er som at åbne døren i skabet der fører til Narnia, når man træder ind i et fittness center. Alle fabelvæsner har fundet vej, og dyrker sin egen rituelle dans, omkring de religiøse symboler, i skikkelse af diverse træningsmaskiner. Brede og solide sender de en aura af stålsat holdbarhed. Et vink til omverdenen om deres styrke og evige liv. De unge piger, formentlig studerende, tager fat med en næsten ærbar blidhed, og trækker i håndtagene som om den knækker, hvis man hiver for hårdt. Trænings outfittet er nøje udvalgt og passer tidens tendens, det helt kropsnære så figuren kommer til sin ret. Det er så ikke alle der bør følge tidens tendens. Og igen, for nogle er der ikke andre muligheder, end at følge det kropsnære. Næsten uden at fortrække en mine, slider de i maskinen uden så meget som en blussende kind. Tænk hvis man begyndte at svede i sit moderigtige dress. Skulle en lille perle siver ned over panden, og lande på gulvet via næseryggen, har man da heldigvis mulighed for at tage et stykke papir, i de ophængte holdere. På trods af pulsen holdt sig under niveauet til et afsnit af paradise hotel er det obligatoriske tre kvaters bad strengt nødvendig. Skruet ned i sit moderigtige tøj, med den rigtige dynge parfume, er tiden kommet til at erobre gulvet op gennem centeret.
De unge hårdtpumpende fyre, sveder så for pigerne og deres eget slid til sammen. De vrider stålrammen skævt, og brøler højlydt som et såret avlssvin. Skyder brystet en etage længere op og skuler mod de fjantede ungpiger for lige at vejre stemningen. Fik de små hormonforstyrrede teenage tøser mon øje på mig. Har de ikke rettet opmærksomheden mod proteinbomberne, kan et klask på træningskammeratens skulder, kombineret med en lettere højrystet primallyd, måske skabe en form for kontakt.
Dinosaurerne. De tæt på sidste salgsdato, tøffer rundt med tomme blikke, og tager fat i nogle vægte i ny og næ. Heller ikke deres anstrengelser, ser ud til at fremkalde nævneværdig svedeture. Men det gør det alligevel. Når man kommer i den ende af aldersskalaen, er alt muskelbevægelse en stor genoptræning. Kødet hænger slapt i rander eller klaser på kroppen. Den gang lillemor eller fatter klappede en bagi, og ballerne stod stenhårdt i en trut. Er nu skiftet ud med en svingtur der varer det meste af formiddagen. Forudsat partneren kan overkomme at bøj sig ned i knæhøjde for at ramme.
Og hvor ligger jeg så i denne fabelverden. Jeg føler mig i nærheden af heksen der forheksede folk og fæ til sten. Der hvor man skal vælge sine skridt omhyggeligt. Trædes der forkert er rejsen slut og man kan kun vente til tæppet går ned.
Men jeg hiver lidt der, og trækker lidt her, og håber vel bare at det kan holdes i gang nogle år endnu. Der skulle også gerne være kræfter til et par gåture med rollatoren og konen, når den tid kommer. Hen ad gangstien, over gaden og ind til bageren for at købe tebirkes.

Han fortsatte aftenen igennem, den kære konge af vinteren. Lagde et hvidt tæppe af naturens lyddæmpende materiale. Lydene forstummede mens vi sad i sofaen. Bilernes snerren forsvandt i den hvide plaid, og de trillede stille ned ad gaden, mens de forsigtigt mærkede sig for.
Jeg hankede op i mit lille digital kamera og klædte mig som alle andre, til ukendelighed, og begav mig ud i de hvide dynger. Målet var at "skyde" et par billeder af hvad dette materiale kan gøre ved omgivelserne. Hvordan det kan forandre konturerne og skabe en visuel kontrast, til den normale standard.
Landskabet får et næsten naturlig blødt udseende, når sneen udvisker de skarpe kanter. Det er som om man falder ned i en roligere atmosfære, i takt med at lydene dæmpes og kanterne forsvinder. Samme virkning som da man var barn, og skulle trøstes med den store bløde bamse. I en voksen verden bruges plysdyrene ikke mere, derfor er den trøstende hvide dyne velkommen, i hvert fald for de fleste.
Et kig ud over de snedækkede bakker, giver mig en lyst til at knuge dem, som en kæmpe sutteklud. Mærke hvordan det giver trøst og varme, og lader dig stille og roligt vugge i søvn. Jeg tror ænderne i den tiltagende pakis havde fået samme idé. Med deres hoveder skubbet godt ned under den ene vinge, kroppene pustet op, og en rolig vralten rundt på den tynde is, sparede de nænsomt på energien. De vuggede selv mens de gik. Sneen glinser i den skarpe sol og puster ekstra liv i de klare farver på Havhingsten. Jeg må knibe øjnene lidt sammen, mine solbriller er fejlagtigt efterladt hjemme på computerbordet. Det slår mig hvorfor polarfarerne lagde så stor vægt på at dække deres øjne. Sneblindhed er yderst faretruende i de egne, hvor man er dybt afhængig af at alle sanser fungerer. Selv med velfungerende syn, hørelse og førelse er en desorientering i et kæmpe hvidt snedække en reel trussel.
Heldigvis vandrer jeg bare rundt i Roskilde, og skulle jeg komme på afveje dytter bilerne nok, så jeg er advaret om min rute. Næsen løber konstant og det bliver ikke bedre da jeg træder ind af døren. En lind kaskade, i stil med et vandfald, sættes i gang samme øjeblik temperaturen stiger med 25 grader. Jeg mærker varmen stige under det tykke dække af tøj, men min koncentration er hensat til kødgenstanden midt i ansigtet. Første prioritet, at få lukket for afløbet med et utal af papirservietter.
Mit sind er stadig et barns, siger nogle. Men jeg er dog holdt op med at synke mit eget snot.

Kong vinter chekede ind i dag. Efter et lille fravær besluttede den sig for at tage en omgang mere, og dryssede sit hvide pulver ned over land og vej. Skruede ned for thermostaten, satte gang i blæseren så man kunne mærke kulden bide i knoglerne. Instinktivt trak folk deres halstørklæder op for munden, og skuldrene i samme retning. Skibukserne der pænt var lagt lidt til side, ikke helt væk for kongen kunne jo melde sin ankomst som han gjorde, kom til syne igen. Synet af disse Michelin figurere der vralter afsted på fortovet, gir et godt indblik i den såkaldte chillfaktor, vinden hilser os velkommen med. Nogle af Michelinerne går med en eller flere oppustede flyverdragter, som vist nok indeholder deres afkom. Jeg forestiller mig de ankommer til hjemmet, og begynder udpakningen af flyverdragten. Lag efter lag skræller de dem som et løg. Lidt efter lidt begynder poden at snøfte for at holde på snotten, som laver sin egen kamp i to tykke striber ned til overlæben. Men der er ingen nåde. Læben kan ikke holde den klæbrige masse tilbage, der er kun en ting at gøre når man er tre år gammel. Med mindre mor eller far er hurtigere, end tungen der glider hen over den seje substans.
Bilerne mærker udfordringen fra kørebanen, der skifter fra solid til flydende. Tosserne som ikke har ment vinterdæk blev nødvendige i år, får et helt specielt udtryk i ansigtet. Stift stirrende og meget meget koncentreret. Laaangsomt lister de rundt om hvert hjørne, så førere af køretøjer med vintersutter, mærker pulsen stige i takt med den stigende frustration. Men det er tempoet når kong vinter leger. Roligt og helt nede i gear. Sådan en dag hvor man skal sige til sig selv at der er god tid.
Og så blev det ikke så slemt alligevel. Jo kulden holdt ord. Men de hvide fnug mindede lidt om en håndfuld mel, der blev strøet ud over et bord i et tyndt lag. For derefter at blive samlet op af en klump dej, og måske blive til nybagte boller. Dampende og gyldne på overfladen når de tages ud af ovnen, sammen med en varm kop kakao. Når man så sidder solidt i sofaen og kigger ud på den bidende kulde, med en lun bolle og varm kakao. Ja så er kong vinter velkommen.

I middelalderen havde Orø ry for at være opholdssted for røvere, og der skulle angiveligt havde ligget en veritalbel røverborg, hvor der stadig findes ruiner tilbage på øen. Med sin beliggenhed midt i isefjorden, kan det da muligvis have været et komfortabelt tilholdssted, for lidt mere lyssky personage. Men det siges også. At vore forfædre på det tidspunkt, var en samling sørøvere af rang, der tog på togter og boede langs vandet på pynterne, så de kunne stå ud på deres sejladser når som helst. Måske ikke helt skudt ved siden af når man tager vikingetiden i betragtning.
Jeg forventede dog en noget mere afslappet atmosfære på øen, da vi holdt ved Hammer Bakke og ventede på kabelfærgen. Solen strålede fra en tæt på perfekt blå himmel, mens den gule færge lagde fra øen og langsomt nærmede sig. Overfarten var nok en indikation på hvilken rolig dag vi skulle opleve. Først da vi fik kigget bagud og opdagede Sjælland fjernede sig, blev vi klar over at den var sat i bevægelse.
Alligevel blev vi en smule overrasket over aktiviteten på øen, med biler der kørte rundt på de sparsomme veje. Det var som om hele øens befolkning, havde besluttet sig for at køre søndagstur nu vejret var så godt. Men hvad gør man når der er maks 10-15 kilometer asfalt. Tager man så turen mere end en gang? Ja jeg ved det ikke. Men det slog mig at med en god budcykel, ala en longjohn, så ville man være godt hjulpet. Og kun når grisene, køerne, eller andre tunge genstande skulle flytes, kunne man ty til motoriserede køretøjer. Kun et sted fandt vi en strækning hvor Hondaen fik lov at bruge alle gear. Okay den lidt mere end kilometer lange asfalt slange der gik forbi den lokale brugsforening, og videre til havnen hvor færgen fra Holbæk lægger til, ville nok have givet samme mulighed. Men den tog vi på gå-ben.
Mættet af gode afslappede indtryk. Rullede vi ombord på den lille gule færge, mens solen dykkede ned under horisonten i en kaskade af farver. Det mindede om myldretid med 6 biler ombord. Men den kan tage mange flere med sine 4 baner, som sikkert kommer til sin ret i sommerperioden. En periode hvor sommerhusene beboes af mennesker som søger Orøs ro. Hvor man efterlader byens travle og forjagede stress, med en dyne af tavshed. Højest vil man kunne høre fuglenes flugt, eller køernes brølen, hvis man slår sig ned i en af de grønne enge. Men måske også en gang imellem en bil, der slidder lidt på et par kilometer af øens asfalt.

Hukommelsen er barmhjertig, udmærket ved en god fortrængelses mekanisme. Hvad der stod lysende klart for år siden er lykkeligt glemt i dag. Det viser sig på forskellige måder. For eksempel når ens yngste skud på stammen har rundet de 17. Og ræser mod myndigheds alderen og dermed teknisk set er overladt til sin egen lykkes smed. En tid hvor man mere eller mindre har sluppet tøjlerne, men stadig holder lige fast nok ude i enden. Bare så man kan hjælpe og råde hvis det skulle blive nødvendigt. Væk er dog den hektiske tid hvor man skulle holde fast i nakken på et lille energibundt, der med sine 4-5 år på forunderlig vis dukkede op over alt. Inde under et reklameskilt, for i næste øjeblik at befinde sig midt i et fyldt tøjstativ, mens man rakte ind efter ham under skiltet. Når man så rettede opmærksomheden mod tøjkollektionen, spurgtede han ned ad gaden i retning af et porcelænsstativ. Alle disse glade minder var som forduftet, til man fik besøg af datteren og barnebarnet. En lille fyr med et smil og livsglad nysgerrighed som vel alle har været igennem. Men også det har man trængt i baggrunden.
Livet er en stor læreprocess, hvor udfordringer må tages op og afprøves. Undervejs hører det til dagsordenen, at lytte til erfarne kræfter og tage ved lære af hvad de kan hjælpe med. Med undtagelse af når man befinder sig i alderen 4-5 år og der omkring. Her gælder en regel "learning by doing". Og ikke altid er "doing" den rigtige metode. Nogle gange bør man "learn by listening". Men alderen gør at ens hørelse er for nedsat evne, og derved vanskeliggør enhver øvelse. Ergo kan man ikke høre de velmenende ord, må man smøge ærmerne op og tage fat.
Således kan en dag blive et langt interval, overtræning i højeste potens, iscenesat af en smilende energiudladning på 4½ år. Men også en charmetrold med glimt i øjet. Og når dagen er slut, når sidste spurt er løbet, når flyverdragten er krænget ud over kroppen for sidste gang kommer belønningen. Et stort kram. Man kan aflevere ham til moderen og lade sofaen afgøre aftenens videre skæbne.

Den ene part af special butikken Bjergtrolden, har valgt at træde ud af partnerskabet. I sagens natur søges der så en ny kompagnon. En som har lyst til at træde ind med en god portion iver, og lyst til at lære om alle de smagsnuancer der findes i butikken. Mine besøg i dette special øllets mekka, har givet mig flere gode smagfulde oplevelser. Og de ved hvad de taler om, dem der står bag disken. Er man mest til det humlet, det sødlige eller den der ligger midt i mellem. Måske oven i købet tæt på et af yderpunkterne men ikke helt sød eller helt humlet. Ja så kan de hjælpe og give mere end et forslag. Dejlig afslappet og tid til at forklare.
Hvad vil så være mere nærliggende, end at tage imod et godt tilbud og selv blive ekspert. Selv blive den der kender til alle smagsoplevelserne, fra ende til anden. Kunne det være noget der ligner drømmejobbet. Blive indviet i en verden af forskellige måder i fremstilling af diverse drikke. Som da jeg var nede at bruge mit gavekort fra min fødselsdag. Det skulle udmøntes i en god flaske rom. Jeg blev introduceret for de to yderkanter, som han kaldte det, og den lige midt i mellem. Naturligvis skal sådanne spiritus drikke lagres, det gør dem bedre at modnes. Historien går på at portuguiserne i deres kolonier i Caribien, smed en bunke sukkerrør og sagde lav noget ud af det. Det gjorde man så. Man fandt ud af at brygge rom. Ikke specielt drikkeligt til at starte med. Men efter det havde ligget lidt, og portugiserne tog det med tilbage til hjemlandet, var det en helt anden sag. Franskmændene abede efter og sådan fik de en rom produktion ud af det i samme region. Og som en sidebemærkning fik en dansker samme mulighed på de vestindiske øer, rom brygget til den kongelige danske flåde. Den oprindelige styrke på rommen som vor forfader bryggede lød på 55 %. Styrken som kan få spiritus til at brænde. Det var til tider hård søgang, hvilket resulterede i at krudtet til kanonerne blev vådt. Derfor hældte man rom på som en hjælp til antændelse. Mangt en sømand har grædt mange salte tårer over vådt krudt.
Mit valg faldt på en Ron Zacapa. Valget midt i mellem de to smagsnuancer.

Solen slog smut mellem bygningerne, og kastede lidt glans på de ellers kedelige facader, forårsaget af det tunge gråvejr. Endelig viste den gule klat sig efter en lidt for lang siesta. Mit humør fik et par ekstra grader og jeg greb kameraet, for der måtte da være motiver der livede op af den skarpe lys. Og jeg vidste hvor jeg skulle hen. Samme rute som jeg gennempløjede for nogle dage siden, bare med den forskel at nu ville de være badet i solskin. Det kom til at holde nogenlunde stik. Med en god portion tålmodighed, tittede moder sol frem, når de sure grå skyer delte sig. På den måde fremstod, Havhingsten, Domkirken og de smukke huse i Asylgade på fornem vis. Kulden var også blevet en anelse skarpere. Nålen pegede længere nede ad skalaen og gav en rindende næse. Men pyt, hellere det end den tunge deprimerende grålige kontrast.
En klar forbedring af motiverne, konstaterede jeg til min glæde. Men det er et helt andet billede jeg sætter på  end af disse knejsende seværdigheder. Omtrent midt i Algade, sidder en lille ældre dame ufortrødent på sin bænk, dag ud og dag ind. I alt slags vejr, og selv om fuglene klatter på hende er hun urokkelig rank og smilende. Det er Lise Nørgaard. Heldigvis i statue og ikke in persona. I den lokale avis har man kørt en række artikler om Matador og hvor hun mon havde fået inspirationen fra. Mange kunne nikke genkendende til indtil flere personer fra Lise Nørgaards barne og ungdomstid selv om hun postulerer noget andet. Men så passer den jo også meget godt sammen med, når Mads Skjern tog toget til Haslev, for at komme til møde i indre mission.

Nogle vil måske mene man er i sensommeren af sit liv, når man nærmer sig de 50. Kroppen begynder at give efter for års oparbejdet slid. Selv om arbejdet ikke fysisk har nedslidt de knirkende lemmer, er der en naturlig nedbrydning siger eksperter. Tanken strejfer, mens jeg påfører mig mine regnbukser og mærker hvordan ryggen spænder lige over lænden. Det startede dagen før og har holdt mig fra min morgenløbetur. Pokkers, jeg hader når min træningsplan forstyres. Men er også blevet klog af skade i ungdommelig overmod. Hellere hvile end pine. Og jeg har indset restitutionsperioderne, er blevet længere med årene. Det er ikke mere muligt at kaste sig ud i et træningspas, der efterlader kroppen i tilsyrede lemmer. Lægge sig ind på sofaen og indtage de fornødne kalorier. For derefter nogle timer senere at gentage seancen. En tilstand der tilhører fortiden. At det tog nogle år at indse det er en helt anden historie.
Men pakket ind i tyk jakke, hue, vanter og regnbukser sjosker jeg afsted i regnvejret. Den knitrende lyd fra ærmerne der gnider mod siden af jakken, spiller med mens jeg bevæger mig mod kolonien. Et andet bevis på sensommer livet. At være kolonihavehus ejer. Aldrig havde jeg drømt om det skulle overgå mig. Men når man bor sammen med en have og hav elsker, spirer der nogle frø som ændrer på ens syn. Grønne fingre har jeg kun i de tilfælde jeg har rodet med græsslåmaskinen. Så er det jo godt kvinden har det helt anderledes. For uden hende var det blevet en stor græsplæne. Måske snarere ikke noget kolonihavehus. Her skal tilføjes, jeg nyder at være derovre. Der er bare så pokkers meget arbejde, så meget der skal laves. Og hun lægger mærke til det hver gang.
Men det står der endnu. I sin røde glans med det lille "lysthus" og vejrkoen som jeg er specielt glad for. Det lyser op på en smuk måde, sin forfalden tilstand til trods. Og den grå kedelige kulisse som vejret tilbyder, gør sit til eventuelt mismod. Det bliver skønt når foråret melder sin ankomst, og det hele finder en grøn strålende farve. Desværre vil det også gælde ukrudtet og så bliver der blæst til kamp, og man kommanderes ned på knæ til ukrudtskamp.
Jeg smiler og saluterer det lille røde hus mens jeg lukker den rustne havelåge. Vi ses kammerat. Og til foråret skal der pusles.

Her gik man og troede evnerne rakte længere end forudset. At den digitale verden måtte bøje sig under min stædige beslutsomhed. Nu skulle jeg hæve armene i en etape sejr, undervejs til le grand final. Gennem buen i en triumferende opvisning, mens brystkassen spiles ud af en sejrsbrusende indhallering. Luften forsvandt i midlertid som berømmet dug for solen. Bitsene tog hævn og gjorde lige hvad der passede dem. Og det var ikke helt efter min hensigt, det de foretog sig. Nok ingenting for situationen er status quo. Stadig ikke muligt at lægge kommentar, er den nedslående besked. Hvis der fandtes en manual, var det tiden til at tage den frem, selv om... sådan en behøves jo ikke.... eller....?
Det var også meget nemmere da alt var bygget op ad mekanisk vej. Den gang man selv havde, bare en lille chance, for at reparere, hvis "mekanikken" ikke ville som den skulle. Bøje lidt der, file lidt her og give den et los så den hostede sig igang. Op på geden eller ind i kabinen når motoren brølede igen, det var tid til et cruise down town. Gik skramlet i stå igen, var det forfra. Men stadig med en mulighed for at rykke i nogle ledninger, eller slå lidt på kaburatoren.
Det ville være let at se tilbage og sige. Ja det var tider, mens man strøg hånden over issen, kiggede hen over de tommetykke briller og trak en tommelfinger ind under selerne. Lade piben få et par livgivne stød og stikke de knortede skæve fødder ned i hjemmesutterne. Mundvigene hænger fast i tiltrækningskraften, og nærmer sig faretruende det nederste af kæben. Men det er ikke tid at blive gamle gnavpotte, eller Gniske som en figur fra en julekalender tilbage i barndommen hed. Hvad er meget bedre, er på med vanten og tage et forsøg mere. Måske enddog spørge til råds hos, hvem det end måtte være, der ved noget om blogs og hvordan de fungerer. Men det er vel først når man har prøvet alt, og alt er gået galt?

I tide og utide, ser man disse karl smart typer der puster sig op på landsdækkende tv, og foregiver at være de rene supermennesker. Typisk en muskelsvulmende mand med karseklippet hår, og tatoveringer op og ned af kroppen. Ordforrådet stammen fra stenalderen, og hans argumentering ligger i skærende kontrast til værtens velpudset facade. Han skal fortælle hvordan det er lykkedes ham, at redde et pigebarn fra en slingrende cykel, der kom trillende med en gennemvædet alkoholiker på cykelstien i den indre by. Hvordan han heltemodigt sprang ud foran den spinkle pensionist med armen højt hævet til et soleklart stop. Mens han med den anden arm, nænsomt første platin blondinen tilbage på fortovet. Blondinen som ikke observerede en pind. Eftersom hendes IQ var fuldt optaget, af tasteturet på den Iphone hun holdt mellem de 35 cm lange negle. Her står hun nu ved hans side, fniser hysterisk og kigger betaget på mandslingen, med en kæbe der nærmer sig de 5 liter oppustet silikone bryster. Tomme kalorier i et ligeså tomt indslag fra den "barske" hverdag.
Men i morges vækkede vores clockradio med blid musik, de to slumrende individder som udgør konen og mig. Jeg puffede let til kvinden, der efter en sædvanligvis rum tid rejste sig og gled ud af sengen. Hun vaklede afsted, da dagen før havde budt på en migrænelignende hovedpine, som desværre mange gange før, men vendte tilbage til sengen kort efter. Alligevel mens jeg klædte mig på til en morgenløbetur, kom hun trissende på sine små fødder og blev klar til at tage afsted. Hovedpinepillerne hjælper jo ikke noget, som hun sagde, mens det slet skjult kunne ses den tunge hovedpine, stadig hang bag øjnene. Jeg gjorde hende opmærksom på det ikke var tid at spille helt. Og fik et overbærende blik som svar. Plus et varmt kram skal da lige tilføjes.
Hun forsvandt ud af døren uden pivelyde, og jeg havde egentlig forventet hun var tilbage til middag. Men den forventning har jeg måttet revurdere.
Se det er et ægte supermenneske, den sejeste jeg kender.

En typisk søndag. Ambitionen var at mødes med et par af de andre rulleski nørder, men kroppen nægtede at parrere ordre. Eller var det den luddovne side af sjælen som fik sin ret. Valget mellem en topsvedig tur rundt på stierne i Trekroner og sofaens bløde favntag. Sidstnævnte vandt, og mit "skiløb" begrænsede sig til Euro sport, der sendte både fra den nordiske diciplin, og den alpine pendant.
I ro og mag, kunne jeg følge med i hvordan topatleterne sled og stred sig til sejr, og veludført arbejde, imens jeg drak en kop kaffe. Urets viser tog turen rundt flere gange i dets monotone tempo. Lod søndagen slide sig selv op, ubarmhjertigt uden mulighed for at starte forfra. Jeg kunne ikke trykke på spole knappen, og rykke tilbage til start og så måske alligevel komme ud på rullerne. Den dårlige samvittighed kom snigende, i takt med det stykke kransekage jeg fortærede bid for bid, forsvandt i retning af mavesyren. Tiden trak solen ud over jordklodens runde kant, og gemte den bag horisonten, som var hyllet ind i grå skyer. Havde det egentlig været lyst, filosoferede jeg med et stykke kransekage i munden, mens jeg spejdede ud i den triste kulisse.
Lyset forsvandt, mørket kom, for sent at gøre noget ved den nagende selvbebrejdelse. Havde jo sagt til min kammerat i går, det kunne være jeg dukkede op. Heldigvis brugte jeg ordet, kunne være, ja det var det jeg gjorde. En smule lettet gled nok et stykke kage ned. En overlevelses strategi fra mennesket, at nægte nederlaget selv om bødlen stod med sværdet hævet over hovedet, klar til at hugge.
Fantastisk fysik, disse langrendsløbere på vej op ad en alpin bakke må have, tænkte jeg og gumlede tilfreds på den sidste bid.
Godt der er mulighed for at vinde lidt ind på det tabte i morgen.

Kønsforskelle udviskes, kvinder og mænd nærmer sig hinanden og den traditionelle kønsbestemmelse med han og hun forsvinder for intetkønnet. Slet og ret er der ingen idé i at bruge disse udtryk. Det var i hvert fald den påstand jeg blev konfronteret med i en artikel i dagens berlingske. I et miljø, queermiljøet, arbejder nogle for at ophæve kønnet og dets begreber. For som de påstulerer, der er ingen forskel, man skal vise hvem man er og bliver. Abstrakt lige når man ser udtalelsen. Og indrømmet, jeg grinede da jeg læste artiklen.
Set ud fra min synsvinkel er der masser af forskel. Altså ud over den fysiologiske, findes der store forskelle i den mentale. Vi tænker og handler anderledes på udfordringer, da vi er sammensat forskelligt i vores måde at tænke på. Det er en kendt sag, at vores hjerner fungerer med forskellige centrer, på samme opgave alt efter kønnet. Alene det, synes jeg er en stor og væsentlig adskillelse i kønnenes måde at agere på. Og hurra for det. De mangeartede indfaldsvinkler man kan få på samme opgave, er en gave der er værd at tage højde for. Både samfundsmæssigt og for erhvervs øjemed.
Alligevel slog det mig hvor ens vi måske var på min lørdagstur gennem Roskilde. Gågaden myldrede som altid af liv med par familier, singler, venner på tur og hvad der ellers havde fundet vej. Det var ikke ensheden som queermiljøet gerne vil fremhæve, men den rent påklædningmæssige. Denne masse, der som en pulserende puppe bevægede sig gennem gågaden, lignede til forveksling en stor grå/sort enhed. Farverne var væk. Tøjstilen var stort set ens. Med et hurtigt kig ud over menneskehavet var eneste umiddelbare forskel at enkelte individer var langhåret. Men var de så mænd eller kvinder.
Jeg tog et kig på mig selv. Sort hue, brun jakke, blå jeans, jeg passede fint ind i tuen, skilte mig ikke ud. Måske om tusind, tre tusind eller tyve tusind år er vi muteret og helt ens som en stor flok hermafroditter klædt i sort og gråt. Men det bliver efter al sandsynlighed ikke i min levetid. Og jeg nyder forskellen.

På visse tidspunkter får jeg en næsten ustyrlig lyst, til at give en medtrafikant en benhård skuldertackling. Som for eksempel når man kommer gående på fortovet, og der pludselig dukker en cyklist op, kørende i modsat retning. Hvis man mener det er for farligt at køre modsat trafikken på cykelstien, og derfor er nødt til at bruge de gåendes areal, så træk dog den skide cykel. Stå af og gå med dit transportmiddel ved siden af dig. Det er der mange flere der har gjort før dig.
Støder man ind i "chauffører" af denne art. Er det næsten med sikkerhed, samtidig en person hvis brokkeattitude, tager en højere dimension skulle de selv blive udsat for samme trafikale udåd. Det vil flyde med læserbreve fra en harmdirrende dansker, der ikke kan forstå sine landsmænds opførelse. Hvordan de kan få sig selv til at tilsidesætte god moral, i stedet for god opførelse.

Jeg nægter ganske simpelt at vige så meget som en millimeter, når disse ubehøvlede individer kaster deres etik ud i trafikken. Med mindre fjolset vælger at bruge samme strategi i bil. I sådan en situation vil jeg lade fornuften råde.

Morgenen var lun, og mørk. Bilerne holdt i en lang kø på Holbækvej med hver deres chauffør. Sammenbidte og stift stirrende ud af frontruden, ventende på at bilen foran flyttede sig en meter mere, som i en langsom gåsegang. Jeg tændte for mit uundværlige løbeur, så det kunne få tid til at finde en satelit på opvarmningsrunden, og være klar til at måle min distance. I dag er det noget nær umuligt at foretage en simpel løbetur, hvis ikke løbeuret er fast placeret på armen. Hvordan man har kunnet klare sig uden i de første mange leveår, er en nærværende tanke fra en fjern fortid. Lidt som hvis en dinosaur flyttede en forsigtig fod indenfor i nutidens stressede jag, lader man elektronikken komme til sig i små bidder. Tøvende, men med en kluntethed, der ikke går stille forbi de vagtsomme unge øjne, som er født i bittens tegn.
Hjernen får en formiddabel start på dagen med en god gang gennemblæsning fra den stive kuling. Hjertet pumper blodet rundt i alle kroge, forårsaget af den stærke modvind og de små bakker undervejs. Også tankerne spiller frit i den brusende opfriskende ilt, der tilføres i en lind strøm gennem lungernes arbejde. Denne dinosaur er på vej et tøvende skridt mere ind i elektronikens afkroge. Det er på tide at erhverve sin første smartphone. Og det skal foregå i Føtex. De reklamerer med priser, den nærige dino vil være med til at give.
Og sådan må det blive. Morgenritualerne køres som sædvanen tro på rygraden, og turen til det forjættede hengemte land startes op. Nok en fordom eller overbevisning rykkes op med rode. Men det er jo også så populært inden for politik disse år. Så hvorfor ikke følge vores politikeres "gode" eksempler og gøre noget andet end man mener eller tror. Med faste skridt træder jeg ind i Føtex og snupper deres reklameblad fra en stander så jeg er sikker på hvad jeg skal spørge efter. Ingen grund for at ligne en komplet idiot, allerede fra første sekund. Her er det, det trods alt går op for mig, jeg ikke er den sidst fødte klovn. På min højre side troner forsigtig Finn, med briller som colabunde og påmonteret cykelhjelm kækt skubbet om i nakken.
Som en sidebemærkning. Har jeg endnu ikke forstået hvorfor visse personer ikke tager cykelhjelmen af, når de er holdt op med at cykle.
"Undskyld mig. Hvis du ikke har lagt mærke til det kegle. Så er du netop trådt ind i et supermarked, og er ikke at finde på din cykel mere. Du kan roligt tage din hjelm af. Skulle du snuble så er der sgu nok nogen blandt personalet der kan hjælpe dig." tænkte jeg, men sagde det ikke. Dertil er jeg for godt opdraget.
Det lykkedes mig at finde ned til mobilos, og det lykkedes mig også at få udpeget dem jeg var interesseret i. Helt uden at kvaje mig. Men jeg måtte også koncentrere mig. Særligt da talen faldt på android, og jeg kvalte et. "Sjovt navn det der android, min søn hedder Andreas." Men den unge gut ville selvfølgelig have haft noget at fortælle om og grine ad, resten af dagen.
Men jeg syntes alt i alt det gik fint. Min største udfordring har været at få bagdækslet af, så jeg kunne sætte batteriet i. Efter den kamp, tør jeg slet ikke tænke på hvad der så venter forude, for denne gumpetunge dinosaur.

Jeg havde egentlig forventet at ville have det hele for mig selv. Eller næsten for mig selv. Bare sammen med et par pensionister, kontanthjælpsmodtagere og enkelte andre arbejdsløse. Brede armene ud til siden og vandre ned gennem rækkerne, hive de fornødenheder ned der var planlagt for den dag, og gå direkte gennem kassen uden at skulle i nævneværdig kø. Men jeg tog fejl. Et lille mylder af mennesker, trisser rundt i den lokale Netto ved middagstid. Nogle gange vokser køen i en sådan grad, at de ser sig nødsaget til at åbne for kasse nr. 2. Nu vil jeg ikke sige jeg blev chokeret, men en kende overrasket måske. Min plan B vil nok være at møde op lidt tidligere. Ganske kort efter åbningstid. Jeg kunne selvfølgelig også hive mit liggeunderlag og soveposen jeg købte til Grønlands turen frem, for på den måde at være den første når de åbner dørene kl. 8. En anelse drastisk ja. Men den har komfort temperatur ned til minus 10 grader, så jeg skal nok komme gennem natten.
Der vil jeg sandsynligvis støde ind i en ny udfordring. For jeg har lagt mærke til et par hardcore pensionister, som tager opstilling ved skydedøren lige lidt før åbningstid. Her har jeg en forventning om, de anser det som deres stamplads og absolut ikke vil bryde sig om utidig indblanding i deres daglige rytme.
Med tiden kunne der måske blive tale om, at blive en af de accepterede i morgen køen. Snuppe en lille morgendram sammen og skåle for et godt indkøb. Tale om alt det sædvanlige ligegyldige. Vejret, vel nok et dejlig indkøbs net du har der, min kasket er begyndt at gå op i syningen, ja jeg skulle op at tisse kl 4 så kunne jeg jo ligeså godt stå op. Det vil vi stå og småklukke over, mens de dovne Netto folk langt om længe låser op til slaraffenland. I butikken vil vi gå stumme rundt og finde de ting vi er kommet for. Afsende de indøvede fraser til stregkode generalen bag kasseapparatet, og forsvinde stille hjem i de lune stuer.
Dagen efter, jah der starter hele optrinnet igen.

1. januar. Altid med et dunkende hoved, og en synsnerve der desperat forsøger at fokusere på de pletter som glider hen over øjenlåget. Hvad er det lige der gør 31 december til årets udlæg, af en teenage fest fra Sunny Beach, som har udmærket sig med at gå over gevind. Hvorfor tror man på denne dag, at ligegyldigt hvilken form for alkoholiske drikke værtsparret slynger på bordet, så skal det drikkes i en helvedes fart. Og hvorfor er det at lige præcis den nat, man mener ens dansetalent er et overset kapitel, som uden tvivl ville gøre sig smukt i X-factor. Næste dag når man vågner med hofteskred og to knuste knæskaller finder man svaret.
Hovedparten af dagen tilbringes vandret på sofaen, i et ynkeligt forsvar for ens tilstand. Selvgjort er velgjort siger man jo gerne. Man ligger så der og har så utroligt ondt af sig selv. Tanker som, skulle have stoppet i tide, og jeg gør det aldrig mere, er nærliggende. De er i hvert fald fremherskende og giver uden tvivl mening i nuet. Men jeg ved også godt, at næste 31 december starter det hele forfra, og efterlader mig som en klynkende grøntsag i sofaen 1 januar nok en gang. Klogere bliver man ikke, så var det nok sket for længe siden.

2013 er startet og jeg har nogle nye udfordringer foran mig. Jeg glæder mig til at lægge tanker og små hverdagsoplevelser på her. Gerne krydret med et par billeder under vejs.

Vi ses derude..... :o)