Min fars Volvo Amazon fra 1969, var nok det nærmeste man kom en civil kampvogn tilbage i 70’erne. Lavet af 2 mm tykke stål plader, blev den tæt på uigennemtrængelig for fjendtlig beskydning, og tung som et ondt år. Rust blev dens skæbne, og almindelig slid som årene gik.

Jeg nåede selv at få fornøjelsen af at sidde bag rattet. En tynd rund ring med en diameter på 2,5 meter, så selv den mest smalskuldret mandsling kunne føle sig magtfuld, med armene tvunget ud i en unaturlig bred stilling. Men jeg voksede op i denne bil. Uden sikkerhedsseler og børnesæder og dvd afspillere. Når vi kørte på besøg sad jeg på bagsædet og nød underholdningen gennem ruden. Blev jeg træt af at se på bilerne i modsatte vejside, skiftede jeg blot side og kiggede ud i rabatten. Ud til marker og træer, og de dyr der løb rundt i kanten af skovene som susede forbi. Faldt der mig et spørgsmål ind, stillede jeg mig i midten af bilen mellem forsæderne, hvor mine forældre fulgte trafikken ud af frontruden, og småsludrede lidt med dem. Jeg kunne snuppe mig en lur på bagsædet, hvis besøget trak ud og hjemturen faldt i de sene timer. Blidt vugget af Amazonens brummen og dækkenes sang hen ad asfalten. Det kunne hænde jeg røg på gulvet mellem for og bagsæde hvis far var nødt til at bremse hårdt op. Men sådan et par bukkede ribben, og en flækket albue skulle jo bare løbes væk.

En Volvo var kendt for sin sikkerhed i datidens målestok. Om den kan klare en NCAP test i dag er tvivlsomt. Nutidens biler lader meget mere sikkerhed i højsædet, milevidt fra 70’erne. Har man prøvet forskellen mellem årtiernes sikkerhedsmæssige standard, føler man sig en kende mere tryg bag rattet i dag. Men har man ikke, fyldes man med beskyttelsesfrygt. Ja det er et ord jeg selv har fundet på. Som de unge forældre i dag, der boltrer et top moderne børne jagerfly sæde fast til bagsædet. Skruer puslingen ned i det specielt designede hylster, formet efter yndlingens krop. Spænder 5 punkt selen udviklet af NASA til, så kroppen ingen bevægelsesmuligheder har. Stopper de resterende åbninger, såsom let skrævende ben og de dinglende arme til, med gåseduns puder. Tjekker om de 4 airbags i barnestolen er aktive, og kan folde sig ud som en kæmpe luftpude der vil omslutte bette bob i tilfælde af sammenstød.

Som en ekstra sidste foranstaltning, sætter den stærkt bekymrede moder sig på sædet ved siden af, lægge en beskyttende arm rundt om guldklumpen så han eller hun ikke føler sig alene. Hun tænder for dvd’en i nakkestøtten foran, hvor smølferne danser lystigt hen over skærmen. Eneste bevægelsesmulighed er barnets øjenlåg. Halvanden time efter er indpakningen slut, og familien er klar til den 3,8 km lange tur til bedstefar og bedstemor.

Som elektriker har jeg flere gange skruet en skrue over gevind. Så skiftes den ud, og næste forsøg gøres lidt mere forsigtigt. Den strammes til den holder fast, og ikke mere.

Rettidig omhu og sund fornuft, er det ikke bare det, det drejer sig om?