Der kan være tider i ens liv, hvor man bliver stillet over for et tilbud af så høj værdi, at det virker umuligt med et afslag. Det kan komme på tidspunkter hvor man uundgåeligt ser det blive opbygget, og derfor forbereder sig på et gennemtænkt svar. Men det kan også opstå uventet og overrumplende.

I min iver for at komme af sted om morgenen, havde jeg glemt nøglen til hoveddør og lejlighed. Jeg fordrev tiden på ro’s torv mens fruen, der telefonisk var kontaktet andet sted i byen, satte sig i bevægelse mod hjemmet, med den forjættet nøgle i lommen. Hun nægtede kategorisk at lade sig afhente i den røde automobil, hun havde brug for lidt luft sagde hun. Og jeg havde ikke brug for at stå foran hoveddøren og glo indtil hun nåede hjem, så jeg tog et par ekstra omgange på torvet. For tredje gang drev jeg forbi diverse tøjbutikker, som glimrer ved sin overrepræsentation i det hyggelige indkøbscenter, og endte ved det naturlige insted for mænd. Fona. Et mekka i elektronik til afgivelse af lys, billede og lyd. Jeg kiggede savlende på de potente 50 tommer fladskærme, de ultra tynde bærbare pc’er, kameraerne, smartphones, og et hav af andre elektroniske dimser det kunne være svært at undvære.

Mine ben sørgede for jeg kom videre. De er ligesom frakoblet den skrigende hjerne, der desperat forsøger at stoppe fremdriften, ved hvert stykke printrelaterede produkt. En egenskab der efter mange dyrekøbte erfaringer, er tillært for stadig at have råd til den mad der dagligt skal sættes på bordet.

Varerne skiftede karakter, de transformeredes til kassetter med spil, musik, film og lignende i et overkommeligt prisleje. Det var her hjernen fik overtaget og satte mig i gang med at lede efter ”The Bourne Legacy.” Den fjerde film til serien om Jason Bourne, mesterligt spillet af Matt Damon. ”The Bourne Legacy” er ganske vist ikke med Matt Damon, og han hører ligesom til i den trilogi, som nu er blevet til en kvartet. Selv om jeg er stor fan af filmene, lyste mine ører svagt røde, for jeg havde ikke set den fjerde i rækken. Og det til trods de tre andre som stod hjemme på reolen, med mellemrum blev taget ned fra støvet og sat i maskinen. Uanset hvad jeg syntes, hørte den til. Mine øjne scannede udvalget på de proppede hylder, blue-ray har oversteget dvd’ens popularitet for længst, men det lykkedes alligevel at finde dvd udgaven. Sejrssikkert smilede jeg da filmen lå tryg i mine hænder. Der skulle nok blive en plads ved siden af de andre, og den skulle nok også blive set inden jeg tog en maraton og kørte alle fire i træk. 69,95 lød fornuftigt for mig, mere fornuftigt end de horrible priser der udsendte sin sirene sang fra det lokkende elektronik dyb.

Jeg skyndte mig at smide kassetten på disken ved kasseapparatet hos den unge pige. Hun spurgte høfligt om jeg ville have en ridsegaranti. Et spørgsmål der fik mine øjenlåg til at tage et par ture op og ned, mens min hjerne materialiserede et billede af de 69,95 forvandlet til flere hundrede kroner. Mit benægtende svar rystede hende ikke, og hun slyngede sin næste trumf direkte i mit uforberedte ansigt.

”Var der noget med en Barbie film oven i?” lød det nærmest logisk fra hendes mund. Jeg kiggede på det unge ansigt der ikke fortrak en mine. En håndfuld filipenser var strøet på pande, kinder, næse og hals, mit blik slog ned på de lyserøde kassetter ved siden af hende til 99,95. Min hjerne var tom, øjenlågene skudt op i panden, og det eneste jeg registrerede komme ud var et spagt nej. Hun registrerede mit korte svar, og indskød efter en pause, ”det er måske ikke lige dig?” På dette tidspunkt skulle hun måske allerede have konkluderet antagelsen, og bare se at få færdig ekspederet handlen. Men måske ligner jeg en der napper en lyserød Barbie film med, nu jeg er kommet. En der tager de mørke solbriller på, gemmer posen under trøjen, og lister ud af butikken langs panelet spejdende fra side til side. Heldigvis slog den automatiske overlevelsesstrategi til. Havde det ikke været for års træning, var jeg endt med en lyserød kassette ved siden af den hårdtpumpet Bourne film, plus en etikette som skabs Barbie fan.

Hendes spørgsmål hang stadig i luften da jeg svingede min pose ned fra disken, med filmen det drejede sig om, ”The Bourne Legacy”.

”Nej det, og så er jeg heller ikke cross dresser” tænkte jeg.

Achilleus palads, ja det måtte naturligvis eksistere. Helten fra den græske mytologi som var usårlig, på nær hælen hvor hans moder Thetis holdt ham da hun dyppede ham i floden Styx vand. Det blev selvfølgelig hans død, at han havde dette ene svage punkt. En pil i hælen og det var så den helt. Underligt at tænke på et sted som achillessenen kan være dødeligt. Og så lige for en ellers udødelig helt. Men i mytologier kan alt ske.

Paladset opkaldt efter den skrøbelige sagnhelt, Achilleion, blev bygget af den østriske Kejserinde Elisabeth af Bavaria, kendt som Sisi, fra 1891-1892. Hun var besat af skønhed og meget magtfuld. Og det skal siges der blev ikke lagt fingre imellem da hun opførte paladset. Det er smukt og overdådigt. Vores første tanke da vi så på kortet at det lå på vejen mod Korfu by, Keykyra, blev vi enige om. Den ruin kunne vi da lige slå et smut forbi og se på et kvarters tid. Vi drejede af vejen da skiltet pegede op og sagde ”Achilleion”. Vejen bugtede sig gennem et område med huse, der ikke lod sig provokere af vise Strandvejsvillaer. Og vi tænkte i takt med at kilometerne forsvandt bag os, at den rønne til Achilleion var sikkert passeret. Grækerne er jo ikke kendt for at skilte helt frem til døren. Men i en lille by vendte pilen mod venstre, og den vej drejede scooteren. En kilometer senere holdt vi i den traditionelle turistkø med parkerede biler og buser. Heldigvis er en scooter en del nemmere at manøvrere forbi de strandede stakler. Vores hoveder knejsede, pupillerne stillede skarpt, og vi sank den bitre smag af hovmod. Achilleion var altså ikke bare en rønne, en skramlet ruin. Den var majestætisk, en kejser værdig.

Og ja, det blev til lidt mere end et kvarter. Faktisk en hel del kvarterer. Der er så rigeligt at kigge på. Selve indgangen trækker den besøgende ind i en hall, der sætter standarden og viser hvem som residerer i dette palads. En magtfuld person. For enden af første trappeafsats, har man sat et spejl der giver indtryk af et meget større rum. Zeus hilser velkommen ved enden af trappen, og fra rum til rum, slentrede vi rundt med en større fornemmelse af nyfigen restaurering. Statuetter af græske mytologiske skikkelser, og kejserlige hoveder prydede hver sin egen piedestal. Malerier der henviste til sagnslag var kastet op på loft og vægge. Møbler i solidt ædeltræ, et held Ikea ikke fandtes dengang, og søjler der leverede en storhed. Udskæringerne i sig selv, der var lavet ned til mindste detalje, så perfekt at man kunne se ansigtstrækkene. Have, gård, trapper, heller ikke her sløsede man. En kæmpe statue af Achilleus tronede ud over øen med ansigtet mod Keykyra. Vi kunne have taget en tur mere, men Korfu ventede ret forude i varmedisen.

Og varmt blev det. Med tæt på 40 grader i en by hvor luften står stille, perler den naturlige sved ned langs krop og lemmer. Det gamle fort og en rundtur i den ældre bydels særdeles snævre gader, sørgede for ekstra opvarmning, til de i forvejen opkogte danskere. Vi fik set det vi ville i Keykyra. Fik kigget på de små butikker i de indelukkede stræder. Faktisk glædede vi os til luftens svalende virkning når scooteren brød luftmassen. Det blev et dejligt gensyn med mopeden, og stoderen og scooterbitchen hoppede frejdigt på sædet. Nu skulle der vrides håndtag og ædes asfalt hele vejen syd på.

Men vi er ikke i tvivl. Bliver der et gensyn med Korfu lejer vi Achilleion. Det er flot og seværdigt, men der mangler lidt nordisk mytologi. Det trænger til et præg af vilde vikinger, og sovepladser er der nok af. Så velkommen til Odineion.

Hvis man siger navnet en to-tre gange hurtigt efter hinanden, kunne det lyde som en forældre der skyndte på sit barn. Hvor tålmodigheden var sluppet op, efter en morgen med først at komme for sent op. Hvor det lille kræ syntes at legetøjet var mere interessant end morgenmad, og tøjet var et besværligt onde. Når så tiden havde passeret skæringspunktet for ikke at komme for sent, himlede mors øjne, hun slog ud med armene og udbrød.

”Nu skal du altså se at blive færdig, Lakka, Lakka, Lakka…….” Men på udenlandsk naturligvis.

Der er dog intet hurtigt, travlt eller overilet at spore når skibet lægger til kajen i Lakka på den lille ø Paxos. Her ånder en sælsom fred og fordragelighed over hustagene. En ro der er sivet ned over skrænterne som omkranser byen. Det føles som en blød dyne der tager en i favnen, kæler din kind og siger, ”rolig her er ingen jag, sæt dig ned og nyd en kop kaffe, eller en kold Mythos.”

Tempoet falder endnu mere. Klipklapperne slæber sig hen over asfalten, og man tænker uvilkårligt på om det kan betale sig at tage et skridt mere. Men byen virker dragende med sine smalle gader, og skæve huse. Den fører dig rundt i krogene, ind imellem husene, ind i de små butikker, forbi cafeerne, det lille torv, og tilbage til cafeen, hvor den blidt placerer dig på en stol, løfter din arm lidt så tjeneren får øje på dig, og lader ordene flyder helt af sig selv i et roligt toneleje.

”Two fresh orange juice please.” Så sukker man og lader blikket falde på de forbipasserende, ser hvordan de bliver vist rundt af byens atmosfære. Mange par fødder trisser roligt rundt i gyderne, og ingen så meget som overvejer at sætte farten op. Bare tanken virker absurd. Ikke kun byens puls, men også varmen drosler energien i bund. Men hvorfor dog også skabe uredelighed. Hvorfor pludselig blive angrebet af en mønsterbryders trang til at forandre, når det nu passer så smukt ind i harmonien. Det ville ikke blive mig. Stolen på cafeen forhindrede det tillige. Lakka havde valgt den dybeste og blødeste cafestol, en jeg sank ned i og blev opslugt af. Min krop formede sig efter en eller anden designers kreation og blev låst fast. Ved at dreje ansigtet rundt i en halvcirkel, lod jeg mærke til at det gjaldt såmænd resten af gæsterne i samme grad. Man var en del af livet. Et pulsslag i byens hjerte, og her lå den altid på hvilepuls. Lige nok til at holde det hele i live.

Den friskpressede appelsin juice sank i glasset. Et tegn på snarligt opbrud, om man ville det eller ej. Tiden stod trods tempo ikke stille, og viserne tikkede ubarmhjertigt deres monotone rytme, minut efter minut. Det føltes næsten som en skæbnetime, en afslutning der var valgt på forhånd. ”Gå nu eller blive til sten-agtig.” Samme skæbne som de stakler der så Medusa i øjnene, og forstenede for evigt.

Vi kunne blive her længe, men skibet skulle sejle, ikke i nat men klokken 11, og der var mere tilbage af turen. Til steder der gjorde det hele til en god oplevelse. Det var Lakka der gav en del af sig med hjem, og det var Lakka vi var rørende enige om var en overnatning værd.

Måske er vi blevet smittet. Måske er vi blevet til sten. Vi kan i hvert fald mærke vi kommer tilbage en dag. 

Sprogets mangfoldighed udtrykkes i brugen af det. Alle dets muligheder i sammensætningen af ordene, fordrejninger af opstillingen mellem de kendte og mindre kendte ord og udtryk. Hvordan man vender en sætning om så den betyder noget andet, eller de ord der kan have mere end en version af betydning. Nogle gange noget helt modsat, alt efter hvilken sætning ordet indgår i.

Jeg har ikke nogen konkrete eksempler på stående fod. Men jeg er sikker på trekløveret bestående af græske kvinder foran os i solsengene, afprøvede samtlige varianter i det græske sprog og alfabet. Kæbemusklerne virkede i hvert fald til at være veludviklet, i en sådan grad at knæveren kørte fra de valgte deres pladser til dagen gik på hæld.

Der var ikke de helt store fagter som man ser hos italienerne, med i spillet. Men ordstrømmen stod ikke tilbage. Hvis ikke mindst to talte i munden på hinanden, var der en enetale i gang. Hvorefter den ene eller begge de to andre satte ind så snart de fik muligheden. Gerne mens ophavsmanden til emnet trak en inhalering, i håb om at vedkommende kunne nå at fortsætte, hvilket naturligvis var umuligt. En blottelse i forsvaret, og modstanderen satte ind.

Det var lettere overskyet, men alligevel bagte solen og brankede huden. I mit stille sind glædede jeg mig, til de nødtvunget måtte en tur i middelhavet for afkølingens skyld. Men de holder jo længere denne befolkning som er vant til varmen. Den har ikke samme virkning som på de kuldevante nordboere, hvor kroppene sveder tran når termometeret kravler over 20 C. Dog måtte de overgive sig og tøffede på forsigtige skridt ud i det våde element. Til min store fortrydelse fortsatte blaveren i vandet, og havde de efterladt en medsøster på en af sengene kunne hun snildt blande sig, bare de opholdt sig tæt på stranden. Hendes eneste ændring var styrken i stemmebåndet. Den blev hævet en anelse, tilsat et par enkelte små fagter, på grund af afstanden, for at gøre opmærksom på deltagelsen. Således udgjorde samtalen nu både en landbaseret og vandbaseret version.

Men alting får jo en ende. Også deres. Og den sluttede med de sidste rester af det græske alfabet, afprøvet mens de samlede deres habengut i taskerne. Det tog sin tid, og ordene var stadig mangfoldige. Jeg fik det indtryk de bare havde spolet tilbage og var startet forfra. Måske en gentagelse af hvad de startede aftenen før, og lige gjorde hinanden opmærksom på den skulle vendes en gang mere.

Og solen dykkede igen ned bag horisonten. Med alle dens farver som på en maler pensel.

Kan man komme længere ned i tempo end 0 km/t? Er det muligt at sænke farten yderligere fra positiv til negativ. Og hvis man sænker tempoet til under 0, går man så baglæns? Går man i minus fra plus, og hvad betyder det? At tiden følger med. Pludselig rejser man sig og tager sin trøje på. Rygsækken bliver spændt fast skridtene foretaget i bakgear. Og inden man har set sig om står man hjemme i stuen, og er ved at tage tøjet ud fra kufferten. Bare for at lægge det tilbage i skabet.

Måske kunne det være kroppen blev tungere og sank ned i solsengen eller stolen. Benene forsvandt ned i fortovet til det nåede livet.

Tankerne kan være mange og abstrakte når solen buldrer løs med 35-40 grader i skyggen. Men de kan også være mangelfulde. Eller i bedste fald forvirrende. De finder sin egen vej i sindet der koger under hatten. En boblende grød uden termostat som truer med at brænde på.

Pludselig står denne kulsorte mand foran mig med et smil på størrelse med en ladeport. De sædvanlige fraser, ”hello how are you my friend” ”are you having a good holliday” flyder ud af den sorte spalte med de hvide tænder. Han kommer fra Jamaica og er studerende på et 4 års scollarship. Han studerer indenfor computerverdenen og vil gerne have mulighed for at finde job i USA, nærmere bestemt Californien. Hvor hans scollarship tilfældigvis er fra et eller andet universitet.

Det skal ingen hemmelighed være, at de mange snore om hans hals, og den venlige attitude signalerer, ”jeg er her for at prakke dig noget på for at tjene lidt håndøre”, men jeg indgår i samtalen for han rammer et punkt da han siger. ”Der er ingen der kender premiereministeren i Jamaica men alle ved hvem Bob Marley er.” Og det er jo ikke meget anderledes end i den danske andedam. Hvem udefra kender vores statsminister, eller dem før den nuværende. Prøv at bede dem om navnet på en dansk statsmand, og der vil blive larmende tavshed. Men nævn så H.C. Andersen eller Michael Laudrup. Det tænder måske ikke lys hos alle, men chansen er betydeligt større.

Min overophedet hjerne hiver mig tilbage til Vietnam, som vi besøgte for cirka 10 år siden. Vores tur startede med den nordlige hovedstad Hanoi. Slentreturen gennem byen der viste det virkelige Vietnam gav os en usædvanlig oplevelse. På et lille torv undersøgte vi en tavle med et kort over byen, og jeg lagde mærke til to store drenge der viste interesse for os. Som den mistroiske dansker man er tændte alle alarm klokker. Et fattigt land lig med forbrydere i hobetal. Men jeg lagde også mærke til hvordan den ene hele tiden holdt kammersjukken i hånden. Rigtig gode venner, tænkte jeg, og skærpede opmærksomheden. Indtil spørgsmålet pludselig lød. ”Hello, how are you, where do you come from?” Det var den blinde der  førte an. For det var hvad hans situation bestod i. Drengen der holdt kammeraten i hånden var hans førerhund. De kom begge fra en skole for handicappede eller forældreløse børn og havde hinanden at tage sig af, at stole på. Den blinde dreng talte forbavsende godt engelsk og kendte Michael Laudrup. Han havde hørt meget om ham gennem radio transmitioner, det siger jo sig selv han ligesom ikke så fodbold. Faktisk kendte han en del til Danmark, sådan de basale ting, uden dog at kende den daværende statsminister. Men det var egentlig også totalt ligegyldigt. Efter samtalen var jeg dybt imponeret over denne blinde dreng, med oddsene imod sig, i et samfund der ikke har samme muligheder som vi kan give.

Jeg skammede mig også over min mistroiskhed der faktisk først forsvandt som samtalen skred frem. En ung knægt, veltalende, vidende, meget nysgerrig og meget høflig da han sagde rigtig mange tak for vores tid. Ja jeg kunne sgu have knebet en tåre.

I 2013 sidder der pludselig et spraglet armbånd, af nogle flettede snore på mit håndled, og det sorte ansigt med de hvide tænder siger ”you can support me with whatever you want.” Jeg griner og stikker ham en 5 euro, peger på hans plasticarmbånd med navnet ”Kavos”. ”Jeg ved godt hvad de penge går til.” For pokker jeg har selv været der. Vi shaker hands, og han går videre ”buffalo soldier” synger han.

Og solen, ja den grå ned nok engang. I blussende røde/orange nuancer, og med noget der mest af alt ligner en gul kyse over den hvide kugle. Temperaturen bliver tålelig, og det er som om hjernen igen begynder at virke.

Det var som taget ud af en spaghetti western, med saloons langs indfaldsvejen, de rå børster der i en let luvende gang traskede af sted midt i gaden. Gårdsdagens tætte alkoholindtag hang stadig i krop og sind, sveden løb glinsende ned af ansigtet og tankerne kredsede om den reparationsøl der kunne stoppe de rystende hænder. Min stolte ganger skridtede over bygrænsen med konen som passager. Jeg trak instinktivt stetsonen ned i panden og spejdede hen over gaden. Sammen med de løse fugle valsede kvinderne rundt mellem lykkeridderne, nedringet, håret purret op og øjne der svømmede i takt med de duvende bryster. Kvinder der prostituerede sig for gratis drinks og lidt ekstra opmærksomhed. Jeg lagde en hånd på skæftet af min colt og trak blidt i tømmeret. Min lårlange støvede skindfrakke slaskede dovent mod benene og konen klemte en ekstra gang rundt om mit liv. Dette var en syndens hule. Et sted der tiltrak afskum med en afstumpet adfærd og i hælene af dem, forfaldne kvinder.

Stedet hed Kavos og ligger på den græske ø Korfu i området de Ioniske øer. Årstallet er 2013, den stolte ganger skiftet ud med en scooter. Konen er dog ægte og vi har hver vores hjelm på hovedet. En by i syd som en kendetegnet for en massiv engelsk invasion. Unge mænd med den lokale fodboldtrøje, og kvinder der sværger til typer med over tatoverede kroppe, og hvis muligt piercinger lokale steder. Barer, spillesteder, spisesteder med uspiseligt junk-food, en strand der var oversået med vandsportsaktiviteter i den larmende ende. Græsk islæt i form af små restauranter med den lokale menu? Glem det, det var paradiset for de hurtige branderter, og de langvarige. Jeg råbte til fruen bagpå scooteren da jeg gassede op og kørte ud af byen.

”Lad os komme væk. Det er jeg sgu blevet for gammel til. 30 år for sent.”

Vi drejer kompasset i retning af en hyggelig fredelig strand ikke langt fra lastens hule. Den ligger for enden af en snoede vej der går lidt op og lidt ned. Men et besøg værd hvor vi tager en dukkert og skyller støvet af de varme kroppe. Vores næste projekt krævede dog mere af os end vi først lige antog. Tidligere på dagen havde vi forsøgt at finde en lille fiskerflække Petriti, men på Korfu glimrer fraværet af skilte. Skulle der ud af det blå pludselig forefindes et skilt, er det ofte på græsk. Nu tog vi chancen igen og denne gang drejede vi rigtigt. Mod det rette bestemmelsessted. Kun et par gange var det nødvendigt at stoppe og vende om. Nok en gang fik vi fuld valuta for eventyrlysten. En hyggelig by med en stribe små restauranter langs havnen. Og som en naturlig ting, født af de små fiskerbåde langs kajen, var der fisk på menuen. En red snapper, med gemüse und pommes. Et kosteligt måltid, virkelig veltilberedt. Vi nød hver en bid. Jeg trak et par gode slurke af ouzo’en, værten på husets regning trakterede os med som en afslutning.

Kan det være svært at finde byen kan det også være svært at komme væk. Det måtte vi smerteligt erkende, endnu en gang i form af mangelfuld eller forvirrende skiltning. Men det skal siges, at vi fik gjort de lokale grækere i den lille by Agios Nikolaos en oplevelse rigere. Stigningen op til den lille ellers ret hyggelige by nærmede sig uden besvær noget af det stejleste i selveste Le Tour de France. Scooteren arbejdede på højtryk og faldt støt i fart. Varmen der udviklede sig fra motoren spædede godt til den i forvejen trykkende hede. Omdrejningerne nåede et niveau kun formel 1 kender, hvorimod farten faldt lodret i modsat retning. Den lokale befolkning sad for toppen af bakken langs husene, og kiggede dovent ned på de to tosser på hjul der på en larmende scooter stod stille godt 10 meter derfra. Charlotte måtte afstige og trave de sidste meter. Jeg fik tvunget mopeden op og hun hoppede på igen. På rad og række langs husene på den lille vej ind, sad noget nær samtlige indbyggere og fulgte opmærksomt optrinnet. Også da vi lidt senere måtte samme vej tilbage, efter at en lokal pige med et tommetykt lag pudder i ansigtet, og en halv dåse parfume på kroppen havde forsøgt at forklare os hvor vi skulle hen. Endnu engang forsøgte vi at forcere en umulig bakke, hvor scooteren selv nægtede at føre mig hen over. Men det var dog her vi i den sidste ende fik afstukket den endelige ausfart. Charlotte fangede en lokal mand mens jeg holdt og ventede for foden af bakken. Der stod hun med sin sorte runde hjelm på hovedet, og i profil lignede hun den femte teletubbie. Den glemte kusine, der pludselig dukker op og skaber orden i deres kaotiske univers. Vi havde meget grin af scooterens formåen, men tilbage kom vi, og en god tur havde vi haft.

Sjovt som de skæve optrin huskes bedst. Der hvor alt går snorlige og der ikke opstår krusninger, glider det stille og roligt i baggrunden. De ting der bliver talt om er det der giver et par bump på vejen. Jeg er ikke i tvivl om, at vi har været en del af samtalen mellem de lokale beboere langs husene i Agios Nikolaus.