Efter to måneders fravær, følte jeg det var tid til et gensyn med løbeskoene. De stod på sin faste plads under radiatoren, og havde ud fra det jeg kunne se, ikke ændret sig siden sidst. Det der til gengæld havde ændret sig, var min krops generelle tilstand. Jeg løber en lille runde som opvarmning, mens løbeuret kalder på en satelit, så de i samspil kan måle distancen, fart og meget mere. Den er vel 5-600 meter, eller cirka der omkring, en overkommelig distance, også når det bare er opvarmning.
Men min krop var af en anden mening denne morgen. Lungerne peb, pulsen skød i vejret, benene nægtede at parere hjernens ordre om hurtigere tempo. Motoren så at sige hostede og harkede. I samme stil som en diesel motor, der har stået ubrugt hen i lang tid. Først lyder den som en traktor med de bedste år bag sig, larmer og sender en kulsort sky mod himlen.
Jeg kiggede op men så ingen sort røg. Hørte kun en slidt motor knokle for at finde sin tomgang. Tanken strejfede mig, at det var den første uoverskuelige forhindring og herfra måtte det kunne gå fremad.
Følelsen fandt sit leje efter de første par minutter, og puls, åndedræt, tempo gled over i en bevidstløs handling der ikke krævede tankevirksomhed. Løbeskoene åd asfalt. Meter for meter der gik over i kilometer, forsvandt bag mig. Og lige pludselig var jeg nået halvvejs.
Det var på hjemturen mine muskler fortalte mig der er et stykke vej tilbage til "storhedstiden". Ømheden kom snigende som en tyv om natten. Den fandt vej i alle fibre, både de kendte og ukendte, og lagde sig som en hinde om vævet. Der begyndte den at trykke, klemme, vride energien ud som med en karklud der lænses for vand.
Men klog af gammel skade, var min tur henlagt til en komfortabel distance. 25 minutter i roligt tempo vidste jeg var muligt. Og da jeg løb den sidste kilometer gennem bebygget område, sugede jeg lidt ekstra luft ind og rankede ryggen. Godt nok var systemet på overarbejde, men der var jo ingen grund for at reklamere med det.

Vi har fået en støjende tilflytter. Han lyder som en lille jetmotor i tomgang, og har stukket sine nysgerrige snabler langt ind i vores lejlighed. Uden ellers at mæle et suk, kun denne evendelige højfrekvente susen spærer den adgangen til køleskabet. Det, efter min mening, vigtigste stykke møbel. Men det er det bedste sted vores tilflytter kan opholde sig, et godt stykke fra mine vine og øl. For det skal han bare holde sine snabler fra.
Vi har døbt ham "dimsen". 24 timer i døgnet står han nu her og brummer. I en sådan grad, at jeg har set mig nødsaget til at finde den gamle stuedør frem. Den dør som ellers var i vejen, letter os nu for en støjplage, der kryber fra køkkenet og gennem alle fremkommelige sprækker. Som en irriterende tinitus der sagte hviner et sted derude.
Men måske er vi heldige. Måske skal den logerende kun bo her i 14 dage. 14x24 bliver 336 timers konstant hylen. Derefter kan man håbe han har gjort det der skulle gøres. Hvis ikke får han endnu et ophold. Noget der med tiden vil kunne kaldes tålt ophold. Faktisk klasificeret som tålt ophold, allerede fra første time.
Okay nu skal det hele ikke være en lang klagesang. Det er jo en god gerning han gør, vores nye logerende. Med sine nysgerrige snabler, suger han fugt ud fra det vandbad, der sølede naboens lejlighed til, og heldigvis kun strejfede vores. De stakkels naboer har en helt anden udfordring i sigte. Et skrællet køkken og en skrællet gang.
Til sidst bliver alting godt igen. De gode vil le og de onde græde. Svamp, råd, fugt og andet djævelskab, vil få det røde kort, og være så at sige suget ud. Vægge, loft, gulv, murværk, træværk der vil være lutter knastørre bygningsremedier, der hvor de skal være tørre.
Og så vil vores logerende rejse. Finde et nyt sted at stikke snablerne i. Stille sig mut og brummende, og køre løs det bedste han kan. I et roligt hjørne, eller midt ude på gulvet. Irriterende og sikkert i vejen, og helt sikkert gå sine nye lejere på nerverne. Men når han er færdig vil de være glade. Både for at slippe af med ham og med det han har opnået. Utaknemmeligt? Ja måske, men han er ligeglad. Og har man brug for det, kan man bare hive stikket ud. Specielt når der skal tilberedes mad.

Ny forskning har vist en forbindelse mellem akrylamid, og udvikling af kræft. Et stof der opstår når fødevarer med store mængder stivelse og kulhydrater, opvarmes til over 120 grader. Og det er fødevarer som, brød, boller, pommes frites, chips, morgenmadsprodukter men også kaffe og cigaretter.
Et dilemma når man skal fylde brænstof på motoren om morgenen. En god kop varm kaffe, med et stykke brød eller en bolle til, bliver lige pludselig til en overlevelseskamp. Drop det og tag hellere et morgenmadsprodukt!!! Æhh.
Der er altså ud fra den viden kun et at gøre. En god velhængt bøf med kartofler og brun sovs og lidt gemüse. Dertil et glas godt rødvin, så skulle morgenmaden være reddet. Eneste minus kan vel være kartoflerne, der indeholde rigelige mængder stivelse. Væk med dem og tilsæt en ekstra bøf.
Men denne nye morgenmads menu skaber en ny udfordring for de mennesker der har valgt at tilhøre B-klassen. Dem der konsekvent står op, når de skulle have været ude af døren. Hoppende af sted på fortovet, mens de tager skoene på, og med kun den ene arm stukket i jakken. I munden tygger de hårdt sammen om en bolle, der langsomt bliver opblødt af savlet, som driver ned ad den. De er nødtsaget til at stå op timer før, så bøffen kan tilberedes.
Jeg kan forestille mig hvordan mand og kone står der i pyjamas og skåler i et glas, "mens vi laver morgenmad" rødvin. Manden steger bøfferne, og konen rører en god tyk sovs sammen. Eller skal vi kalde den sauce. Det kan måske ligefrem redde ægteskaber. Man vil få en samhørighed hver morgen, inden det stressende jag starter. Kigge hinanden dybt i øjnene. En oplevelse der ellers kun er lørdag forundt, mellem kl 20:00 og 20:30, inden begge falder i dyb søvn. Bordet bliver dækket med det fineste porcelæn af mågestellet, og naturligvis tilhørende glas. Dem med guldkanten. Der vil være en afslappende passiar hen over maden, smil og små klem i hånden. Måske et enkelt teenage fnis mellem bidderne.
Når alt kommer til alt, er forskningen måske bestilt af myndigheder, der er trætte af skilsmisser, som dette land flyder over med. Nytænkning har temaet været. Et seminar med overskriften "Kæmp for en lavere skilsmisseprocent", dannede en idé opforstret i en kaospilots hjerne. Og wupti, lad os gøre noget ved samværet om morgenen.
Lidt langt ude? Det er det måske nok. Fantasien har vide grænser. Men kun de grænser man selv giver den. Og nu vil jeg gå ud og brygge mig en kop sort kræft.

Med eksklusiv eneret, er det lykkedes at komme bag om den virkelige historie i cykelsportens påståede doping misbrug. Efter en længere tids research, hvor døre åbnedes til en ellers lukket verden. Kan jeg her give den endegyldige afsløring i cykelrytternes fabelagtige præstationer.
Siden 1998 har cykelsporten været gennemsyret af dopingrygter. Den ene store stjerne efter den anden, har for åbne mikrofoner og snurrende kameraer, grådkvalt gået til bekendelse. De har erkendt misbrug af især epo, men også andre præstationsfremmende stoffer, i mængder der mindede om hele apoteker per cykelrytter.
Det skulle dog vise sig, at forholde sig helt anderledes. Under dække af en lalleglad tidligere amatør motionist,  kom jeg helt ind i centrum af den historie der havde sit udspring i 1997.
En dengang fattig sportsgren, blev opsøgt af en journalist fra den franske avis Le Merde. Han henvendte sig til presidenten fra UCI, med et tilbud der skulle vise sig at være sværere at sige nej til end reality tv med Linse Kessler. Journalisten Francoise Incredible havde hårdt brug for success, og UCI samt cykelryttere havde hårdt brug for kapital. I en mørk krog på stamværtshuset "mon trou du cul", fandt en samtale afsted der skulle få vidtrækkende følge for en hæderkronet sport.
I al sin perfide enkelthed foreslog Francoise Incredible, at plante beviser på doping. Specielt epo skulle være omdrejningspunktet. Presidenten for UCI Totalement Indigne De Confiance bed på. Han blev tilgodeset med et større to cifret milionbeløb og de ryttere der ville "ofre" sig til mediernes sensationshunger, fik ligeledes en meget pæn sum i milionstørrelsen, samt sikkerhed for gode vellønnet kommentatorjobs, eller sportsdirektører.
Men det har vist sig at konsekvenserne var langt større end Totalement Indigne De Confiance, Francoise Incredible og de indvolverede ryttere overhovedet havde forestillet sig. Helt oppe i 2013 er ryttere presset af omgivelserne, blevet truet til en "tilståelse". Sidst i skikkelse af Lance Armstrong og Rolf Sørensen.
Under et interview med sidstnævnte, lagde han den virkelige årsag til rytternes toppræstationer på bordet.
"Der har aldrig været epo, kortison eller nogle af de andre stoffer i cykelsporten. Det hele er en stor tilrettelagt løgn. Mine sejrer er udelukkende bygget på dette mix, jeg lige har afsløret for dig. At tænke sig disse folk der udelukkende er gået efter profit, kan få sig selv til sådan en handling. Det er ubegribeligt. Jeg blev jo selv her til sidst presset ud i en såkaldt tilståelse. Der var jo ingen der ville tro mig når alle andre sagde de brugte disse stoffer." Slutter Rolf Sørensen mens et par tårer triller ned af de i dag småbuttede kinder. Hans øjne afslører tankerne ligger hos Susanne og børnene.
Sporten er for altid vansiret af den årtier lange løgn. Jeg nåede at tage et billede inden Rolf skyndsomt fjernede beviset.

"ROSKILDEEEE", Simon Kvamms stemme tordnede ud i Gimles runde former. Til en fyldt sal der emmede af forventningsfulde koncertgæster. Som han selv sagde. "Man bliver aldrig træt af at råbe det", med en slet skjult henvisning til en rock festival, der løber af staben hver sommer. Fra første guitarstrengs vibrationer, som satte luften i svingninger til Nephews musikalske univers. Kørte de med netop Simon Kvamm som det naturlige omdrejningspunkt, som den pulserende motor der kan pumpe livsvigtige vitaminer ud i luften. Deres annoncerede rejse mod toppen af bjerget. "Vil i med på en rejse?", spurgte Kvammen, med de mørke øjne lysende ud i det hede lokale. Og man vidste ikke om det var sikkert at skråle JAH, men alligevel ville alle med.
Og heldigvis for det. De leverede en stilsikker indsats i et godt mix af nye og gamle numre. For hvert andet minut kom hænderne i vejret i et taktfast klappende hav eller viftende fra side til side, som en brusende elv i oprør. Nogle gange kombineret med hoppende adfærd. Pludselig fandt jeg mig storsmilende i et ekstatisk inferno, af svævende mennesker og hænder og arme overalt. Det var et tidspunkt, hvor dåbsattesten var ligegyldig, og vi alle var 20 år. Men som jeg engang sagde til min salige mor, "jeg bliver aldrig voksen." Sammen med Nephew fik jeg bevist det.
Inspireret af Apple havde de ændret teksten til en sang, selv om den var helt fin som den var. For som Kvamm forklarede, drejede det sig om at lave om på noget der allerede virkede. Ændre på konceptet hvorefter alle Apple nørderne så sig nødsaget til at følge med. Som en flok zombier med røde døde øjne, der bare er nødt til at holde sig opdateret og følge blindt med. Sangen de havde ændret teksten til var Superliga. Opdateret med de nyeste begivenheder fra ind og udland.
Som aftenen skred frem nærmede vi os antiklimaksen, der hvor de siger tak for i aften, men vender tilbage med ekstranumre. De entrede scenen og tog os det sidste stykke til toppen af plateauet, hvor udsigten var storslået og smuk. Heroppe hvor man finder ud af, at man sådan set bare er en lille lort, set i den store sammenhæng. Her hvor vinden frit kan flå i din krop, her hvor Vesterhavet kan blæse dig i gang. Og sådan sluttede rejsen med Nephew. Med hjertestarter. Og vores hjerter pumpede løs, fyldte kroppen med iltgivende blodlegemer og en dejlig brusen for ørerne. Var det Vesterhavet, eller den naturlige ringen for ørerne, der indfinder sig under en koncert? Jeg har altid haft en livlig fantasi, og jeg syntes bare at kunne høre bølgerne slå ind på kysten. Hører dem skvulpe hen over sandet, og trække sig tilbage med en sydende lyd som kulsyren fra en sodavand.

Sedlen på døren ind til a-kassen, ledte de indkaldte videre ned i kælderen til fælles mødet. Rummet blev lidt efter lidt fyldt op med 15-16 personer, hvis man tæller de forsent ankomne med, og en vejleder satte os ind i det at være arbejdsløs. Rettigheder, forpligtigelser, uddannelsesmuligheder, karensdage, udeblivelse til møder og mistet dagpenge deraf. Ordene var ikke svære. De var bare nye og anderledes. Informationen strømmede ud af munden på den kvindelige vejleder og hun opfordrede os til at spørge løs. Jeg tænkte, at det svar jeg fik på et eventuelt spørgsmål, kunne jeg nok heller ikke huske. Så jeg valgte at lytte. Og henvende mig til dem senere skulle der opstå noget.
Der skulle afses cirka 2 timer til den fælles briefing, og det efterfølgende personlige møde med en vejleder. Lige så snart mødet startede, lige så brat sluttede det, og to af de tilstedeværende, blev bedt om at gå med til deres samtale. De forsvandt ud af døren og efterlod lokalet i lammende tavshed. Her sad vi 12-14 voksne mennesker og ventede, næsten som man skulle til eksamen.
Jeg husker sådan tilfælde med denne pinlige tavshed, hvor ingen ved hvordan en samtale skal startes op. Loftet tjekkes for revner og afskallet maling, mens gulvet studeres nærmere for slid. Er der en oplysningstavle af en art, er dagen reddet. Altid en god idé at nærlæse oplysningerne en gang til. Men det bøhøves ikke at være sådan i dag. Næsten alle har en mobil og mange en smartphone. Hele raden rundt fiskede ivrige hænder deres mobillos, eller tablet, frem af lommer og tasker. Spildtiden var som kaldte til et tjek af facebook og andre personlige medier. Min smartphone er indtil videre ikke så klog. Derfor kan jeg oplyse at der ikke var nævneværdige revner i loftet og gulvet var moderat slidt. Som en ekstra oplysning. Lod jeg mærke til, at ingen informationer blev slettet fra wideboarden inden vejlederen gik.
Men det er jo rart, at man ikke behøver være verbalt i kontakt med sine medmennesker. At sætte en kluntet samtale i gang, som alligevel er uden indhold. Minutterne tikkede og pludselig begyndte en småsnakken rundt i hesteskoen. De elektroniske medier var opdaterede, og folk begyndte at tale om distancen de havde tilbagelagt, for at komme til dette møde. Om at det var lidt af en udfordring med det offentlige, når man boede således det krævede flere skift. Behovet for den nære kontakt mellem mennesker, som en samtale giver. Den var trods alt til stede. Mennesket er vant til at kommunikere via sproget, det kan aldrig rigtig helt erstattes af elektronisk isenkram. Midt i det hele, var det min tur til en personlig opdatering.
Jeg forlod bygningen med en følelse af, at det måske nok skal gå for det moderne menneske. Personligheden i en samtale, og ikke mindst behovet, tror jeg altid vil findes. Lidt på linie med den intime stemning mellem to som elsker hinanden. Det må for alt i verden ikke byttes ud med bits og en fladskærm.

Domino brikkerne ruller igen. De var et kort øjeblik standset af en enkelt næsten urokkelig brik, der stod som en monolit og holdt det uundgåelige tilbage. Den fortsatte vandring af firkantede plader, som vælter sin nabo, der fortsætter til den næste i rækken, og så videre.
Som den sidste af de store navne fra 80'erne og 90'ernes danske cykelryttere, var det Rolf Sørensens tur i dag. Tid til bekendelse. Han havde taget doping. Hvilken overraskelse. En offentlig kendt hemmelighed. Sækken der var blevet snørret sammen.
Jamen det var vel så det. Hvem er der tilbage? Er der nogen efterhånden som ikke har måtte gå bodsgang. Nu er det tid at tage fat om de andre sportsgrene, eller kendte personligheder med fingrene i krukken af forbudte stoffer. Personligt glæder jeg mig til Dronning Margrethe står frem og annoncerer hun har røget hash. Fortælle hvordan hun sugede en ordentlig bon tilbage i de frigjorte 60'ere, og oplevede de hysteriske latter anfald som fulgte med tosse tobakken.
Jeg mener det må da have været i en ordentlig rus, hun giftede sig med Henri-Marie-Jean André greve de Laborde de Monzepat. Alene navnet kræver en vis frihed til stemmebåndet. Men meget passende fik han titlen Prins Henrik, der ligger maginalt nemmere spændt for de danske tungebånd. Det er nok kommet naturligt da rusen fortog sig.
Men spændende bliver det, når Eufemiano Fuentes åbner sin lægetaske og lade skeletterne få liv. Atletik, brydning, langrend, boksning, fodbold. Var det ikke snothår Cristiano Ronaldo, som udtalte der ikke var fejet noget doping støv ind under fodbold tæppet. Åh ja, han er jo heller ikke så gammel. Der er nok at tage fat på, nå man tænker på at Fuentes udtalte cykelsporten udgjorde 30% af hans leveranser. Andre sportsgrene stod i køen, og ventede med deres sprøjter.
Forårsklasikkerne i cykelsporten er skudt i gang med sidste weekends Milano-San Remo. Og jeg vil lægge de trætte ben op på kaffebordet, placere fjernbetjeningen i hånden, og følge hver en kilometer i de kommende fire klassiske løb. Min facination forsvinder ikke på grund af en flok crackheads. Lige som jeg også har tænkt mig, at gå en tur i byen med gode venner. Trods det at der findes mennesker som går med skydevåben.

I går var en god dag at rydde op og gøre rent. Mest af alt fordi det var nødvendigt, efter vandet havde gjort sit indtog. Jeg elsker ikke ligefrem at rende rundt med støvsuger, gulvskrubbe og vaske stabler af porcelæn. Det var nu en gang nødvendigt. Og det bedste af det hele. Jeg bestemte selv tempoet.
Ajax fete des fleurs og vel opvask blev brugt i rigelige mængder. Det dannede den her snehvide bløde, skummende overflade i det varme vand, så man næsten fik lyst til at kramme det. Tankerne vandrede tilbage til barndommens krammebamse, der smilende med sine store øjne trøstede når det var værst. Om ikke andet mens den havde porcelæns øjnene, og den sorte tråd der var trukket til et stort bamsesmil. Efter nogle år med pilleri og hårde kram til trøst var de for længst en saga. Men den kunne stadig det den skulle.
Det samme skete med skummet. Jo mere man masede med det, i samme hastighed forsvandt det.
Alligevel havde det noget nær samme virkning som den gamle krammebamse. Det fjernede de grå og sorte pletter, som i barndommen var de grå og sorte tanker. Jeg begyndte ligefrem og nynne. I mine tanker. Surmuleri er for dem der kun kan se det halve fyldte glas. Men husk. Jo mindre der er i, jo mere kan der hældes i.
Nynneriet udviklede sig til en strøtanke om et forklæde i stil med dem kokkene bruger. Sådan et kropsstort et jeg kan iføre mig under opvask og rengøring. Det skal have en eller anden kulørt farve, og der skal med store bogstaver stå: "Her bestemmer far."
Jeg vil udvikle positioner og tekniker der vil revolutionere den enkle ting at støvsuge, gøre rent, vaske op. I det hele taget det huslige, så alle de travle familier vil klaske deres buttede hænder sammen i ren eufori. Go morgen Danmark vil invitere mig ind til en demonstration. Hvor jeg sidder i sofaen og entusiastisk fortæller om mine nye banebrydende ideer. Naturligvis med mit forklæde på, speciel udarbejdet i samarbejde med en landskendt designer. Som med sin høje hysteriske latter, og tårnhøje stiletter på højde med Eiffel tårnet, fortæller om historien bag det. Teksten på forsiden er skiftet ud med: "Den skaldede tornado." Vi knalder hænderne sammen i high five og jeg for overrakt pokalen som årets hausfrau......................... Sjovt, det slår mig lige, at jeg i den grad trænger til lidt mandehørm.

Ligegyldighed har mange ansigter. Det kan i princippet starte på hvilket som helst tidspunkt i livet. I de fleste tilfælde giver det udslag fra en opdragelse var eller ikke var til stede. En opdragelse i retning af, tænk på dig selv. Hvis ikke det angår dig 100% så lal videre i din zombie tilværelse.
Jeg gik et smut over gaden til supermarkedet, for at gøre et par indkøb. De havde cola på tilbud. Og da jeg bor under tag med en colaholiker, var det min såre pligt at slæbe den tunge last hjem til forbrugeren. Det var midt på dagen og min mave knurrede en smule under tilbageturen. Et billede af smurte håndmadder overtog ram pladsen og jeg slikkede mig ubevidst om munden. Nu foregår alt madlavning i køkkenet, så derfor rettede jeg fokus derud, i samme øjeblik jeg trådte indenfor døren. Lejligheden er ikke stor. Hvilket bevirker man snildt hører hvad der forgår i den anden ende. For det meste altså. Men den plaskende lyd der kom fra spiserummet var ikke normal. Vandet drev ned af væggen over køkkenskabene via el-udtaget og samlingen mellem væg og loft.
"Det her er sgu ikke rigtigt" var min første umiddelbar tanke. En hurtig konstatering, at vandet naturligvis kom fra en lejlighed oppe fra, sendte mig ud på gangen. Hos naboen hørte jeg vandet fosse ned i forhold til mine dryp. Det viste sig at være første sal oven over min nabo, vis vandtilførelse til vaskemaskinen var sprunget læk. Det våde element var drevet ned gennem min nabos lejlighed, og videre ned i kælderen som lå søbet i vand mens det plaskede ned som på en god regnvejrs dag. En lang historie i kort version. Fik jeg kontaktet vores vvs mand, som guidede mig frem til det rigtige håndtag der lukkede for tilstrømningen. Han sendte en mand og låsesmed og miseren blev lokaliseret.
Surt for min nabo der fik det største udslip. Vi slap meget billigt. Min start kommentar bunder i en lille oplevelse i kælderen, da jeg støver rundt for at lokalisere skaderne. Nede for enden ligger vaskeriet og jeg aner der står nogen dernede. En ung pige upåvirket af situationen, i færd med at ordne sit vasketøj. Hun kigger på mig med store øjne, mens hun lægger sit tøj sammen og siger noget i retning af.
"Ja jeg ved ikke hvor det kommer fra."
"Nej" svarer jeg, "men det tisser ned i min, og min nabos lejlighed, så jeg vil egentlig gerne vide det. Men jeg kan ikke finde nogen fra bestyrelsen hjemme."
"Du må jo gå alle opgange igennem til du finder nogen" er det indlysende svar. Stadig mens hun virker mere optaget af sit vasketøj. Hun er gået igennem et vandfald, der er godt i gang med at gennemvæde 25% af kælderen. Og hvis man tænker en lille smule efter. De rum som ligger lige oven over, som er lig med lejligheder. Det vil sige, hvis jeg ikke var hjemme, ville hun have ignoreret syndfloden, men bevares sørget for sit vasketøj. Så kunne vandet have splasket lystigt ud i 4-5 timer fordi hun åbenbart ikke så grund til at foretage sig noget. Hun boede jo heller ikke i den del af boligkomplekset. Hvor ligegyldig har man lov at være. Hvor ignorerende og mig agtig er det tilladt at opføre sig.
Hvis den opførelse bunder i opdragelse. Skal hendes forældre have knaldet hovederne sammen, og hun selv to flade og en olfert. Desværre fik jeg ikke luft for min harme da det stod på. Min fokus og adrenalinet var styret ind på en truende vandskade. I skrivende stund, kunne jeg virkelig godt tænke mig, at brøle nogle alvorsord ind i ansigtet på den unge pige. Måske i stil med:
"Nej det er sgu da heller ikke særlig vigtigt at rede vores boligblok fra en smule vand. Måske skulle vi hellere se på at rede den fra egocentreret, forkælede, afbleget, hormonforstyret slaskeposer. Hvis eneste trøst i livet er når underlivslaila og spermteis fra big brother scorer sig en gang gonorré."
Men det fik jeg ikke informeret hende om. Med hendes attitude kommer chancen måske en anden gang.

De gamle gulvbrædder i min lille gang, dem lige inden køkkenet, knirker når jeg træder på dem. En forsigtig lyd, som for at fortælle mig de er blevet trætte. Men også en konstatering af "ja ja nok er vi gamle, og en smule træt. Men vi understøtte stadig jeres trin." Når jeg trækker det lille tæppe fra, og ser den slidte overflade. Undrer jeg mig over hvor mange trin de må have taget i mod. Bygningen, sammen med de to nabobygninger, er opført i 1945-46. Og det skulle ikke komme som en overraskelse, at gulvet har ligget lige så længe.
Så det gør dem jo godt 20 år ældre end mig, og dermed pensionsmodne. Men i dagens Danmark er der hverken tid, eller råd til pensionering. Mine gode gamle gulvbrædder, er udset til endnu en periode, i den hektiske opholdelsesdrifts tjeneste. De er stadig ikke gennemtæret af termitter eller borebiller, der som en maskine æder sig vej gennem træet. Sikkert godt hjulpet af den gode gamle topgiftige lak, man smurte på i tykke lag.
Men det gør ikke noget. Gulvbrædderne vil ikke føle sig fremmed. De vil stadig have mulighed for at mindes gode gamle dage, sammen med de slidte døre og næsten nymalede karme. Historierne vil flyde hen over hovedet på køkkenet af nyere dato, linoliumsgulvet, køleskabet, komfuret og resten af møblementet i hele hytten, som tilhører den nærmeste nutid.
Når opsvinget kommer, kan situationen tages op til revision. Er det pensionen der banker på. Eller skal en større forryngelseskur afhjælpe de opståede skavanker. Lidt som i stil med visse kvinders botox kure og silikone bryster. Det vil blive en større beslutning. En beslutning der ikke må tages overilet, men med omtanke og i god dialog.
I mellemtiden knirker plankerne sin søde musik, for hver skridt de belastes. De ligger hvor de altid har ligget og overfladen slides uden det bemærkes. Om det nogensinde kommer dertil, at de ikke kan holde længere vides ikke. Men jeg er gennem mine 15 år kommet til at holde af dem.

Ofringer hører til i en fjern fortid, hvor menneskets viden om vores jords cyklus og fysikens love var stærkt begrænset. Naturens rasen kunne fremkalde en så intens angst. At de primitive hulemennesker ingen anden udvej så, end ofring af deres husdyr eller endda et medlem af stammen. De opfandt guder for de forskellige elementer, jorden, himlen, skoven. ilden, vinden, vandet, eller hvad de nu kunne komme i konflikt med, når moder natur spillede med musklerne.
Og virkede det ikke første gang var der en chance mere. På et eller andet tidspunkt blev guderne tilfredse, og henlagde deres vrede til et andet sted. Man havde opnået at mildne guderne. Dagligdagen kunne igen optages med de sædvanlige gøremål. Indtil næste gang raseriet brød ud i lysende kontraster, hvor himmel og hav smeltede sammen i en malerisk kaostilstand. Scenen ville være sat til endnu en dyrebar ofring.
Det er heldigvis ikke en praksis der holdes i hævd mere. Ikke i de såkaldte civiliseret lande. I hvert fald ikke på samme måde som vores fjerne forfædre gjorde det. I dag foregår det til tider på en langt mere raffineret måde. Som for eksempel når ens yndige viv tager med tøseklubben på tur. Ni kvinder der sætter hinanden stævne på en sushi restaurant i den indre by, med det formål at blive oplært i at lave sushi. En polsk kok, ja maden er oprindeligt upsprunget fra Japan. Men det forhindrer åbenbart ikke andre nationaliteter i at lære kunsten. Men her stod altså en polak og guidede dem gennem junglen af ingredienser og begreber indenfor kategorien rawfood fra havet. At rulle nogle stykker fisk ind i tang og beklæde dem med ris, er ikke bare en daglig dags norm som at klø sig bagi.
Men pigerne fik ros. De var lærenemme og havde en åbenbar fingerfærdghed, for lige det at lave ruller med rå fisk. Deres kreationer blev behørigt anbragt i en plastik kasse med gennemsigtigt låg, så man på den måde kunne nyde det flotte syn. Og flot det var det. Indbydende farver, i et professionelt udseende. Nu er sushi ikke konens livret selv om hun spiser meget fisk. Derfor var jeg det naturlige "offer", mundskænken der skulle bedømme gastronomien. Jeg kan kun sige, den fik topkarakter. Samt en tilskyndelse til, at hun da ikke behøvede at lade det være ved denne ene gang.
Den moderne hulemand nød måltidet fuldt ud, og vi kunne næsten mærke sushiens guder smile til os. Trykke sig lidt tilbage på deres bløde hvide sky. Grave et lille hul til solens stråler som kastede sin varme gennem ruden.

Vinden ser ud til at have bestemt sig for at gøre dagene en anelse koldere. Rettelse, få det til at virke som arktisk kulde. Med en temperatur omkring frysepunktet og en strid blæst fra øst. Skærer den i huden som isnende hagl der slynges mod ansigtet. Som cykelrytter var det ikke så meget selve temperaturen der problematiserede træningen. Det er jo blot et spørgsmål om det rigtige tøj og rigelige lag. Men hvis vinden hylede med 12-13 meter, eller mere, i sekundet, og træningsdagbogen sagde 4 timer på landevejen. Endte man med at pakke sig ind som en mumie, hvor kun øjnene stak tårevædende frem.
Eneste lyspunkt kunne være weekend turene i marts, som altid på langturene indebar et kagestop, med varm kaffe og te fra servicebilen. Når jeg tænker på hvor hurtigt sådan en bradepande, med solid hjemmebag kunne forsvinde. Og når det korte kagestop var slut. Kastede alle mand sig op på rammerne og trykkede gashåndtaget helt i bund. Nogle stadig tyggende på rester af det altid velsmagende bagværk. Desperat forsøgende at synke, skylle det ned, med pulsen der nærmede sig 190 og lungerne skreg på hjælp efter mere litgivende luft.
Og varmen. Ja det giver sig selv, den kom. Den havde allerede indfundet sig på de første kilometer, og specielt efter den første interval. Men det værste var at køre i modvinden. Hvor den iskolde vind trykkede på torsoen forfra og på det nærmeste, sådan føltes det, kølede samtlige indre organer ned som i en fryser. Heldigvis var der mulighed for at gemme sig bag klubkammerater, i den lange slange af ryttere to og to og få "lunet" sig lidt. Kun når det var ens egen tur til en føring, kunne vindens barske opgave mærkes med fuld styrke. Man kunne nogle gange ligefrem læse, i ansigterne på dem der trak ned efter en føring. Hvordan de dog hadede hele det forbandede træningspas.
Og alligevel sad man der igen weekenden efter, med risiko for at den hylende vind skar hjørner af huden. Med en chillfaktor der kun bød til varm kakao og lune hjemmebagte boller. Men hvad er mere livgivende, end at mærke naturens ubarmhjertige rasen på egen krop. Det skulle da lige være at sidde i den bløde sofa og se det på tv i de forestående klassikere.

Hvor høje mon oddsene mon ville være. Hvis på samme dag en forkølelse ramte, en tandpine brød ud og nettet gik ned, oven i købet på første ledighedsdag hvor man SKAL tilmelde sig den lange kø? Jeg kunne godt tænke mig at vide hvad danske spil havde sagt. Hvis jeg 28. februar var troppet op med en tusind lap, og  ville spille på det skulle ske 1. marts.
Havde de smilet overbærende og tænkt, "nåh ja det er let tjente penge. Vi giver han ekstra høje odds, så lægger han lidt mere." Eller ville de ryste på hovedet og spurgt om jeg også troede på Harry Potter og julemanden.
Måske man kunne have gået på nettet og proklameret at det ville ske. Og på den måde starte en helt ny religion. Folk ville sidde og måbe tilbedende, mens de tre profetier indfandt sig en efter en. Tre tallet har jo en central placering i religiøse aspekter. Treenigheden, de hellige trekonger, de tre vise mænd, og der er sikkert flere eksempler. Jeg kunne svøbe et hvidt lændeklæde om det mest centrale sted på kroppen. Tage et lagen over hovedet, og indtage en for kroppen fuldstændig vanvittig sideposition, mens jeg bøjede hovedet i dyb dyb meditation. Alle fem fingre samlet på samme hånd, pegende nedad med armene ud til siden som vingerne på en kylling. Brummende et, uhmmmmm umba umba uhmmmmm komma komma, som et fuldendt tegn til alle der tilbeder, Store Panikdag.
Og nettet er jo et vidunder, når det gælder en hurtig spredning af nye budskaber. Med lynets hast kan meninger og trosretninger rodfæstes kloden rundt. Til sidst vil det ende med at Tom Cruise vender scientology ryggen og tandpastasmilende indtager rollen som, Store Panikdags helt private Messias.
Han vil blive det store trækplaster for religionen. For at drive en religion koster mange penge. Og skaberen af troen skal naturligvis betales fyrsteligt. Det er jo trods alt ham der har profetierne og klarsynet.
Men for mit vedkommende gik jeg til tandlægen, en tur på biblioteket, appoteket, ringede til TDC og købte en ekstra pakke papirlommetørklæder. Og satte mig hjemme i sofaen med fjernbetjeningen, min ipren, panodiler og penicilinen.