Svalernes flugt hen over himlen synes så ubesværet. De ændrer retning hurtigere end man når at blinke. En hel flok danser frem og tilbage i deres jagt på insekter. Fantastisk som de kan manøvrere ind og ud mellem hinanden. Et instinkt og reaktionstid vi mennesker kun kan drømme om. Selveste Bruce Lee ville være misundelig. Og det hele sker lige over hovedet på mig. Set gennem mine solbriller mens jeg mageligt ligger i solstolen på terrassen i kolonihavehuset. Vel det man kalder et af naturens små vidunderlige daglige mirakler. Noget der bare er så naturligt for en svale. Men så stor en oplevelse at observere.

De jager, flakser, skifter retning i høj fart, arbejder sig hen over drivhuset og pludselig er de væk. Længere henne hvor der findes flere insekter. Mit blik hviler på vindrueranken i drivhuset. Den er mit lille barn. En gammel ranke der frodigt sætter den ene klase efter den anden. Vores genbo Cecilla har vist mig hvordan jeg skal tage mig af den, nippe de vildskud som bare tager energi fra resten, så den kan koncentrere sig om de tunge klaser med vindruer. Jeg har fået et næsten kærligt forhold til denne brune kraftige ranke, med de saftige druer. Fruen ryster på hovedet når jeg nænsomt stryger mig gennem grene, og befrier den for ekstra arbejde. Hun siger det ikke, men griner lidt ad min sagte ”samtale” med ranken, når jeg står med hele hovedet dækket af grene med grønne blade. Druerne bliver blå når de er færdige. Og de bliver saftige og søde i smagen.

Jeg har advaret om at det med årene kan blive en besættelse. Langsomt vil min skikkelse ændre sig. Min mave vil vokse og blive rund. Jeg vil tillægge mig et fyldigt fuldskæg (og det tager tid på mig), som dækker munden og gør det umuligt at se hvor mine ord kommer fra. Sætte en baskerhue på sned på den skaldede isse. Mit sprog vil ændre sig til fransk, og jeg vil tilbringe en stor del af den vågne tid i drivhuset. I selskab med den forførende ranke.

Og hvis jeg plejer den, vil druerne blive mange. Jeg vil bygge et kar hvor vi kan trampe saften ud af dem med vores bare fødder. Bearbejde dem til ”Casa Andersens” vin roughe. Den vil vinde store priser i de undrende franskmænds land. De vil ikke forstå et suk af min mumlende skraldefransk, mens jeg med rød næse og et glas rødvin i hånden forklarer, at det hele drejer sig om tid, og kærlighed.

Når journalisterne slukker deres diktafoner og trisser af sted, vender jeg mig mod mit drivhus og vindrueranke, træder indenfor og synger ”chaun sau l’amouuuur, ratata tata, chaun sau, chaun sau l’amouur” og sukker af velvære mens den kærligt omslutter mig.

Jeg drejer hovedet væk fra drivhuset og smiler lidt. Vi bor trods alt ikke så langt væk fra Sankt Hans.

"Jeg fjernede lidt cystevæv der var opstået i forbindelse med betændelsen, du har haft i tanden" tandlægen rækker ud efter et lille plastikrør, der indeholder et stykke, som mest af alt ligner en tidligere del af min mund. Men han forsikrer mig at det ikke skulle være der, og at det ikke er spor farligt. Om jeg havde behov for at se det, virker lidt uklart for mig. Det er jo ikke andet end et stykke lyserødt kød. Eller er det? Er cystevæv kød, eller det rene ondskab. Er det ligesom med kræftceller hvor der findes godartede og ondartede?
Repræsenterer denne klump, der lige dér for mine øjne svømmer rundt i en væske i plastikrøret, en uskyldig knude af glade cysteceller. Celler som bare vil have lov at flippe lidt ud og holde en rolig fest under visdomstanden. Eller er det tandfeens svar på Aliens. En overlegen race med udslettende tendenser. Hvis blod kan ætse sig gennem den tykkeste panser, og som ikke tåler andre racers tilstedeværelse?
Det er den tanke jeg ikke ved om jeg vil have, mens klumpen bumler rundt som en uformelig klumpfisk.
Men jeg er et positivt menneske og skubber de glade øjne frem i ansigtet. Dem som stråler og smiler. Indtil jeg så regningen. 3300 danske kroner for 30 minutter, under et sterilt grønt klæde, hvor kun næse og mund stak frem. Plus en gummi klods jeg kunne ligge og bide i. Mest tiltænkt for at jeg ikke skulle bide sammen om kirurgens fingrer under operationen. En tanke der dog lå mig meget fjernt, mens han rodede med boremaskine og skalpel. Og så beholdte han oven i købet mit cystevæv.
Nu er den væk. Visdomstanden. Efterladt et hul bagerst i mundhulen, plus en sidegevinst af en murrende hovedpine, siden i torsdags da den blev fjernet. Men pyt vejret er fortræffeligt disse dage og sommerferien, ja den venter lige om hjørnet. Senest fredag kl. 15:30.

Klokken otte om morgenen starter klokkespillet fra Fåborgs varetegn klokketårnet, sin serenade der lystigt fylder luften ud over byen. Om det er alle ugens syv dage "das kleine glockenspiel" klimper ved jeg ikke. Men et er sikkert. Weekenden bliver velsignet med de klare lyde af messing der rammer messing, i forskellige takt og anslag. Fredfyldt bevares. Jeg fornemmede hvordan tæerne begyndte at bevæge sig i takt med de melodiske ding og dong. I et svagt øjeblik var jeg endog ved at svinge den ene hånd sideværts hen over dynen. Men jeg besindede mig og holdt den pænt i ro, i den fold den selv havde skabt i løbet af natten.
Fåborg er en charmerende by, fyldt med en ro der emmer fra de gamle bindingsværkshuse. Små og lidt skæve, med lavt til loftet. Andre større og i flere etager, med de gammeldags delte ruder ikke meget større end et a4 ark. Og næsten hvert hus har sin egen særegne dørhammer. En bestemt ornamenteret udsmykning, et dyr, den traditionelle hammer med det brede greb. Men fælles er, man ser ud til at forsøge bevarelsen af det gamle præg. Gaderne er naturligt nok de smalle af slagsen, når man bevæger sig om i mellem de smukke huse. Det giver den her fornemmelse af en hyggelig hule man kan gemme sig i. Række op mod tagene og lukke dem ned omkring sig. Putte sig i den varme favn, med bindingværkets naturlige duft, kildrende i næsen. Mærke varmen stråle i møde, godt hjulpet på vej af sommersolens dans hen over brostenene. Jeg kan bruge timer i selskab med omgivelser af denne slags. Selv om husene var almindelige længe før jeg selv blev født, og erstattet af 60'ernes kedsommelighed, føler jeg mig alligevel hensat til min barndom. Dengang man ubekymret løb i gaderne, iført sine tonstunge træsko. De har en evne til at vække minder der liggee langt tilbage. Udseendet gør udslaget.
Et andet præg var de flotte stokroser der meterhøje stod ved indgangspartiet flere steder. Nogle huse var udsmykket hele vejen langs siden med de røde roser. Smukt syn når man kiggede ned ad en smal gade, med toppede brosten, og de høje stokroser der rankede sig op langs dørkarmen. En kraftig grøn stilk, og for enden det store røde hoved.
Men vi vandrede rundt i denne by hensat til starten af forrige århundrede. Ikke mærkeligt havde man et arresthus, der ikke virkede mere i dag, men nu var et museum. Det var her fruen fandt vores næste møbel. Den gode gamle gabestok. Et apparatur, der uden tvivl kan skabe ro om hvem der skal styre fjernbetjeningen. Jeg tabte.
Nu hvor vi var på de kanter, var det nærliggende at besøge et par af de nære øer. En lille færgetur til Lyø og Avernakø. To øer hvor tempoet er trukket ud af omgivelserne, hvor den lille lokale købmand fungerer som ølstue, Lyø, efter sigende med Danmarks smukkeste kirkegård, køer der er naturligt nysgerrige som en ko skal være. Ikke større afstande end at de kan tilbagelægges til fods, eller cykel, måske knallert, alligevel kører er biler rundt. Specielt morsomt på Lyø der har ganske få kilometer asfalt.
Sydfyn er et smukt landskab, og skulle være særligt smukt fra vandsiden i sejlskib. Med vinden susende i sejlet og bølgerne der slår mod skibssiden. Det er en oplevelse vi må have til gode. Men dømt ud fra de mange lystsejlere i havnene, både i Fåborg og på øerne er der flere som har lagt mærke til det.
Vi kommer tilbage. Og en dag står vi med skipperkasket og matrostøj i en sejlbåd. Lægger fra havn og sejler den korte tur til en af øerne. Med en grill og kolde øl. Vi trodser i en havn og spekulerer om hvor længe vi skal ligge der. Hvis der er proviant nok, rører vi os ikke ud af flækken før vinden byder det.

Hvornår bør man være mest nervøs. Er det når benzinmåleren i bilen, faretruende nærmer sig bunden. Når kartoflerne koger over, lige midt i kongeetapen i le tour og Fuglsang rider ubesværet over de høje bjerge. Eller kunne det være når sønnen meddeler fra festivalen, at de er stive og i live. Mest af alt tror jeg man skal være nervøs, når politiet triller ned gennem vores fredelige kolonihave, iført skudsikre veste og spørger om man har lagt mærke til noget mistænkeligt.
Optakten havde foregået lørdag aften. Vi trissede rundt i vores åndehul iklædt en passende koloniuniform. Afslappende tøj, med lidt jord og græs udvalgte steder. Aftenen viste sig fra den danske sommers smukkeste side. solen varmede, vinden holdt sig forholdsvis i ro og fuglene kæmpede om at være mest højrystet. Hen over aftensmaden talte vi om løst og fast. Jeg kastede et blik på det ramponerede grantræ der skulle skæres ned, og et smil spillede om munden med tanken om den stiksav som jeg lånte af naboen. En rigtig mandfolke ting der kunne save de tykke grene af, som vi kunne få smidt ud til haveaffalds dagen om søndagen. Jeg forestillede mig at stå foran "modstanderen", med skrævende ben og "the shredder" hvilende i hænderne. Vrisse en smart bemærkning ud mellem de sammenknebne tænder, mens jeg under cappen lod de vrede øjne lyne mod det massive træ. Alene attituden ville få det til at trække rødderne op, og fortrække til roligere jagtmarker.
Om ikke andet så kunne jeg vel lave en film om det. Manden mod træet. Men dagen havde været god. Og aftenen var endnu bedre. Vi besluttede os for at overnatte for første gang i det lille røde hus. Alt hvad vi manglede var sengetøj og tandbørsten. Og det var på vej hjem efter det nødvendige, mens vi talte med naboen over hækken, at den mørke mand af afrikansk afstamning kom cyklende og sagde at der havde været skyderi. De blå blink cirkulerede længere nede for enden af grusvejen, ude på Holbækvej, hvor politiet havde afspærret for trafikken. I en sådan grad at vi ikke kunne komme hjem.
Heldigvis varer det jo ikke evigt. Vi fik hentet vores sengetøj og installeret os for første gang i de beskedne lokaler. Og jeg skal hilse at sige, fuglene kæmpede en langt mere massiv kamp den følgende morgen, end de formåede aftenen før.
Men det var her politiet gjorde sin entre. Mens jeg skar den ene tykke gren ned, efterfulgt af den næste, læssede dem på trillebøren og kørte til containeren med resterne. Der sad de i deres firmabil med de skudsikre veste. Aftenens skydegale misdædere var ikke fundet. Logisk nok valgte de at tage den kraftige skjorte på, det kunne jo være fjolserne ikke havde fået tømt magasinet.
Men dem om det, tænkte jeg. Jeg har "the shredder" og nogle kraftige grene. Eneste minus hvis jeg skulle sætte efter gerningsmændene, var forlængerledningen. Den kunne ikke række ud over havelågen, men det er jo egentlig også der til og ikke længere. På den anden side af vores havelåge. "The shredder" fjerner alle overskydende lemmer.

Glem ikke at nyde

Jeg nyder at vågne om morgenen, at skille øjenlågene fra hinanden,
først til en lille sprække, så helt op i vidvinkel og fuld HD,
jeg nyder at kigge på mit vækkeur der lyser med røde tal,
tal som siger det er meget tidligt, tal som trækker dynen af og beder dig om at stå op.

Jeg nyder at starte min hverdag, fuldføre morgenritualet på rygraden, uden helt at tænke over hvorfor,
lade hjernekapaciteten gemme plads til væsentlige ting,
jeg nyder at lade Hondaen æde asfalten på motorvejen, presse den op på 110,
og falde ned i anden gear i tøffetempo ved udfletningen mod Ballerup,

Jeg nyder at ankomme til arbejdspladsen med de flinke kollega,
at tænde min computer og telefon, vente på det første opkald, og finde en løsning på spørgsmålet,
jeg nyder at være omgivet af engagerede mennesker, mennesker der føler sig værdsat,
og ledere der forstå at lede, ledere som forstår at lytte, bevarer roen i pressede situationer,

Jeg nyder at sidde til et møde og lytte til en chef, der med ro i stemmen opildner sine medarbejdere til en ekstra indsats
opildner med positive vibrationer,
jeg nyder at psykopati er et ukendt fænomen, et fænomen man taler om på Sankt Hans,
en diagnose man bør gør opmærksom på, hvis man bliver udsat for den,

Og jeg nyder allermest at sidde med en kop varm kaffe en kedelig aften,
og vide at tirsdag bliver lige så god som mandag
og når onsdag kommer, bliver den en genganger og foregangsdag for torsdag,
og fredagen kan man jo altid lide,

Jeg nyder at nyde de små ting, når de ikke bliver gjort mere besværlige end de er,
nogle kunne have brug for at høre om den lille gumbass............................................