Jeg er igang med at læse en bog skrevet af Grøndlands-fareren Ejnar Mikkelsen, der med en syv mand stor ekspedition, tog til det nordøstlige Grønland i 1909, for at lede efter ligene af Ludvig Mylius-Erichsen og Peter Høegh Hagen, fra Danmarks ekspeditionen 1906-1908. De var omkommet under kortlægningen af Grønlands barske ødemark nord for 77 grader nordlig bredde. Deres grønlandske følgesvend Jørgen Brønlunds lig fandt Danmarks ekspeditionen selv ved et depot der var udlagt. Men han var kommet for sent. Slæbende sig afsted på sine ophovne koldbrandt skadet fødder mil efter mil, og til sidst på knæene, kom han frem til et depot der var plyndret af isbjørne. Han satte sig i en hjemmelavet hule af is og sne, skrev sine sidste ord og døde. Men ligene af Mylius-Erichsen og Høegh Hagen, blev aldrig fundet trods Jørgen Brøndlund beskrev hvor de kunne findes. Det var det Ejnar Mikkelsen ville gøre noget ved i 1909. Han fandt dem så heller ikke, men blev til gengæld fanget i og af isen i det de kaldte Danmarks havn. I 3 år måtte de leve i nordøst Grønland, med visheden om at det måske var den sidste tid af deres liv de tilbragte. Langt væk fra familie og venner, der efterhånden anså dem som omkommet. For hvem overlever sådan et sted, under de barskeste forhold.
Det gør mennesker lavet af et særligt stof. Mennesker vis psyke og sejhed overstiger ens fatteevne. De var væk, helt og aldeles væk fra civilisation af enhver art. De havde ikke bekvemmeligvis en satellit telefon, og kunne foretage et opkald til redningshelikopteren, som svush svush svush blafrede ind i ødemarken og undsatte dem. De kunne kun stole på deres overlevelsesevne, og håbe at nogen i Danmark på et tidspunkt besluttede sig for, at tage op og se hvad der var blevet af dem. For de var jo nok døde, men ligene skulle bjærges.
Jeg har respekt for de gutter der kører siriuspatruljen, i de egne hvor ekspeditionerne fandt sted. Det er også i dag en voldsom og strabaserende tur, der i yderste konsekvens kan kræve dødsofre. Men mine virkelige helte levede for mere end 100 år siden og er døde i dag. Hver gang de drog ud for at kortlægge og udforske de arktiske egne, sad manden med leen med på slæden. Disse gutter gjorde de erfaringer, som siriuspatruljen i dag nyder godt af. Vel af mærke på den hårde måde, midt i nuet, midt i stormen, da isen flækkede eller hundene blev syge og døde for dem. Og når man tænker på udstyret de havde for mere end 100 år siden. Jo der er sket en udvikling i mellemtiden, Heldigvis.
Jeg griner tit for mig selv, når jeg hører de her smarte typer på tv, som tror de kan så helvedes meget. De er bare en del af en befolkning af kogte slappe pølser, som piver over den mindste modgang.
Egentlig ville jeg skrive om sproget Ejnar Mikkelsen bruger i sin bog. Men iveren og fascinationen over disse hårdhudet eventyrere, tryllebandt mig endnu engang. Sproget som sagt, er morsomt. Her et lille udpluk af ord jeg har smilet over. Nogle der måske skulle tages i brug igen.

Huldsaligt
God skik og sæd
Knubbede
Dorske
Sangvinske
Luften er svanger med teorier

Man kan jo prøve at google dem, for at få en forklaring.