Mælkekasseknallerist. Et ord opstået på grund af et behov. Et behov som en stædig lille skare frembragte, men en skare der voksede sig større og stærkere. De fik en stemme, og et ansigt i bybilledet. På deres små knallerter, typisk en Puch Maxi, tøffede de rundt med en mælkekasse på bagagebærret. Den klirrede lystigt af tomme flasker, der var tømt ved egen og andres hjælp, eller måske samlet op i vejkanten, så flaskepanten kunne indløse lidt ekstra mønter. Klingende mønt der i et uset tempo, omsattes til nye fyldte glasflasker. Og de var grønne, med påskriften Carlsberg eller Tuborg.
Det var et folkefærd der stimlede sammen bag den lille lokale købmand, eller på et hjørne tæt ved supermarkedet. Monteret med hver en grøn flaske i hånden, diskuterede de lokal og storpolitiske emner, i et sprog der var indforstået mellem dem. Snøvlende, mumlende, hakkende og til tider tilført en lille sky af spyt, når diskussionen steg i intensitet, og som regel i et toneleje der lå flere oktaver over naturlig samtale.
Om det var Carlsberg eller Tuborg, der skulle konsumeredes under samtalen, nærmede sig en dybtfølt religion. Carlsberg ansås som gammelmands øllet, hvor Tuborg var for de unge og kække. Hvor meget mælkekasseknalleristen tænkte over det lader jeg være usagt.
Det skarpeste billede af en sådan personage, dukker op fra min fødeby Haslev. Bernhard mener jeg at han hed. En stor mand med et massivt korpus, og et kuglerundt rødt hoved på toppen. Næsens karakteristiske svampe tilstand, lyste op i midten af ansigtet, og øjnene var smalle sprækker, placeret på hver sin side af lugteorganet. Stirrende ret forud, synes han at svæve i siddende stilling hen over asfalten, hvis ikke det var fordi hans transportmiddel, en rød Puch Maxi, med sin overbelastet motor brølende afslørede sig. Hans hoved var som naglet til overkroppen, uden mulighed for bevægelse. Jeg gætter på nakke og halsmuskler havde opgivet for mange år siden. På den anden side, så han ikke ud til at have nogen form for hals. Det lignede mest af alt en fastmontering direkte på chassiset. Al dreje og styring blev derfor foretaget uden anden bevægelse, end knallerten der blev krænget til den side som han besluttede sig for, mere eller mindre selvstændigt.
Joh Bernhard kom rundt. Og han indeholdt sikkert sine meninger. Men de gange jeg hørte ham tale, fangede jeg aldrig rigtig pointen. Men hver sin by har sine mælkekasseknallerister. Også her i Roskilde. I dag har de så bare skiftet den traditionelle knallert med scooteren, og mælkekassen med en beholder tiltænkt styrthjelmen. Vi er oven i købet udstyret med en mælkekassecyklist. Eller rettere Aldikurvtrehjuletcyklist. Så vidt jeg så var der ingen flasker i kurven, hverken fyldte eller tomme. Måske dette er en ny bevægelse der ser dagens lys. En utilfreds udbrydergruppe, som har startet sin egen lille nichebevægelse.
Og hvem ved hvornår rullestolsbrugerne føler sig overset.