"Jeg fjernede lidt cystevæv der var opstået i forbindelse med betændelsen, du har haft i tanden" tandlægen rækker ud efter et lille plastikrør, der indeholder et stykke, som mest af alt ligner en tidligere del af min mund. Men han forsikrer mig at det ikke skulle være der, og at det ikke er spor farligt. Om jeg havde behov for at se det, virker lidt uklart for mig. Det er jo ikke andet end et stykke lyserødt kød. Eller er det? Er cystevæv kød, eller det rene ondskab. Er det ligesom med kræftceller hvor der findes godartede og ondartede?
Repræsenterer denne klump, der lige dér for mine øjne svømmer rundt i en væske i plastikrøret, en uskyldig knude af glade cysteceller. Celler som bare vil have lov at flippe lidt ud og holde en rolig fest under visdomstanden. Eller er det tandfeens svar på Aliens. En overlegen race med udslettende tendenser. Hvis blod kan ætse sig gennem den tykkeste panser, og som ikke tåler andre racers tilstedeværelse?
Det er den tanke jeg ikke ved om jeg vil have, mens klumpen bumler rundt som en uformelig klumpfisk.
Men jeg er et positivt menneske og skubber de glade øjne frem i ansigtet. Dem som stråler og smiler. Indtil jeg så regningen. 3300 danske kroner for 30 minutter, under et sterilt grønt klæde, hvor kun næse og mund stak frem. Plus en gummi klods jeg kunne ligge og bide i. Mest tiltænkt for at jeg ikke skulle bide sammen om kirurgens fingrer under operationen. En tanke der dog lå mig meget fjernt, mens han rodede med boremaskine og skalpel. Og så beholdte han oven i købet mit cystevæv.
Nu er den væk. Visdomstanden. Efterladt et hul bagerst i mundhulen, plus en sidegevinst af en murrende hovedpine, siden i torsdags da den blev fjernet. Men pyt vejret er fortræffeligt disse dage og sommerferien, ja den venter lige om hjørnet. Senest fredag kl. 15:30.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar