Svalernes flugt hen over himlen synes så ubesværet. De ændrer retning hurtigere end man når at blinke. En hel flok danser frem og tilbage i deres jagt på insekter. Fantastisk som de kan manøvrere ind og ud mellem hinanden. Et instinkt og reaktionstid vi mennesker kun kan drømme om. Selveste Bruce Lee ville være misundelig. Og det hele sker lige over hovedet på mig. Set gennem mine solbriller mens jeg mageligt ligger i solstolen på terrassen i kolonihavehuset. Vel det man kalder et af naturens små vidunderlige daglige mirakler. Noget der bare er så naturligt for en svale. Men så stor en oplevelse at observere.

De jager, flakser, skifter retning i høj fart, arbejder sig hen over drivhuset og pludselig er de væk. Længere henne hvor der findes flere insekter. Mit blik hviler på vindrueranken i drivhuset. Den er mit lille barn. En gammel ranke der frodigt sætter den ene klase efter den anden. Vores genbo Cecilla har vist mig hvordan jeg skal tage mig af den, nippe de vildskud som bare tager energi fra resten, så den kan koncentrere sig om de tunge klaser med vindruer. Jeg har fået et næsten kærligt forhold til denne brune kraftige ranke, med de saftige druer. Fruen ryster på hovedet når jeg nænsomt stryger mig gennem grene, og befrier den for ekstra arbejde. Hun siger det ikke, men griner lidt ad min sagte ”samtale” med ranken, når jeg står med hele hovedet dækket af grene med grønne blade. Druerne bliver blå når de er færdige. Og de bliver saftige og søde i smagen.

Jeg har advaret om at det med årene kan blive en besættelse. Langsomt vil min skikkelse ændre sig. Min mave vil vokse og blive rund. Jeg vil tillægge mig et fyldigt fuldskæg (og det tager tid på mig), som dækker munden og gør det umuligt at se hvor mine ord kommer fra. Sætte en baskerhue på sned på den skaldede isse. Mit sprog vil ændre sig til fransk, og jeg vil tilbringe en stor del af den vågne tid i drivhuset. I selskab med den forførende ranke.

Og hvis jeg plejer den, vil druerne blive mange. Jeg vil bygge et kar hvor vi kan trampe saften ud af dem med vores bare fødder. Bearbejde dem til ”Casa Andersens” vin roughe. Den vil vinde store priser i de undrende franskmænds land. De vil ikke forstå et suk af min mumlende skraldefransk, mens jeg med rød næse og et glas rødvin i hånden forklarer, at det hele drejer sig om tid, og kærlighed.

Når journalisterne slukker deres diktafoner og trisser af sted, vender jeg mig mod mit drivhus og vindrueranke, træder indenfor og synger ”chaun sau l’amouuuur, ratata tata, chaun sau, chaun sau l’amouur” og sukker af velvære mens den kærligt omslutter mig.

Jeg drejer hovedet væk fra drivhuset og smiler lidt. Vi bor trods alt ikke så langt væk fra Sankt Hans.