Klokken otte om morgenen starter klokkespillet fra Fåborgs varetegn klokketårnet, sin serenade der lystigt fylder luften ud over byen. Om det er alle ugens syv dage "das kleine glockenspiel" klimper ved jeg ikke. Men et er sikkert. Weekenden bliver velsignet med de klare lyde af messing der rammer messing, i forskellige takt og anslag. Fredfyldt bevares. Jeg fornemmede hvordan tæerne begyndte at bevæge sig i takt med de melodiske ding og dong. I et svagt øjeblik var jeg endog ved at svinge den ene hånd sideværts hen over dynen. Men jeg besindede mig og holdt den pænt i ro, i den fold den selv havde skabt i løbet af natten.
Fåborg er en charmerende by, fyldt med en ro der emmer fra de gamle bindingsværkshuse. Små og lidt skæve, med lavt til loftet. Andre større og i flere etager, med de gammeldags delte ruder ikke meget større end et a4 ark. Og næsten hvert hus har sin egen særegne dørhammer. En bestemt ornamenteret udsmykning, et dyr, den traditionelle hammer med det brede greb. Men fælles er, man ser ud til at forsøge bevarelsen af det gamle præg. Gaderne er naturligt nok de smalle af slagsen, når man bevæger sig om i mellem de smukke huse. Det giver den her fornemmelse af en hyggelig hule man kan gemme sig i. Række op mod tagene og lukke dem ned omkring sig. Putte sig i den varme favn, med bindingværkets naturlige duft, kildrende i næsen. Mærke varmen stråle i møde, godt hjulpet på vej af sommersolens dans hen over brostenene. Jeg kan bruge timer i selskab med omgivelser af denne slags. Selv om husene var almindelige længe før jeg selv blev født, og erstattet af 60'ernes kedsommelighed, føler jeg mig alligevel hensat til min barndom. Dengang man ubekymret løb i gaderne, iført sine tonstunge træsko. De har en evne til at vække minder der liggee langt tilbage. Udseendet gør udslaget.
Et andet præg var de flotte stokroser der meterhøje stod ved indgangspartiet flere steder. Nogle huse var udsmykket hele vejen langs siden med de røde roser. Smukt syn når man kiggede ned ad en smal gade, med toppede brosten, og de høje stokroser der rankede sig op langs dørkarmen. En kraftig grøn stilk, og for enden det store røde hoved.
Men vi vandrede rundt i denne by hensat til starten af forrige århundrede. Ikke mærkeligt havde man et arresthus, der ikke virkede mere i dag, men nu var et museum. Det var her fruen fandt vores næste møbel. Den gode gamle gabestok. Et apparatur, der uden tvivl kan skabe ro om hvem der skal styre fjernbetjeningen. Jeg tabte.
Nu hvor vi var på de kanter, var det nærliggende at besøge et par af de nære øer. En lille færgetur til Lyø og Avernakø. To øer hvor tempoet er trukket ud af omgivelserne, hvor den lille lokale købmand fungerer som ølstue, Lyø, efter sigende med Danmarks smukkeste kirkegård, køer der er naturligt nysgerrige som en ko skal være. Ikke større afstande end at de kan tilbagelægges til fods, eller cykel, måske knallert, alligevel kører er biler rundt. Specielt morsomt på Lyø der har ganske få kilometer asfalt.
Sydfyn er et smukt landskab, og skulle være særligt smukt fra vandsiden i sejlskib. Med vinden susende i sejlet og bølgerne der slår mod skibssiden. Det er en oplevelse vi må have til gode. Men dømt ud fra de mange lystsejlere i havnene, både i Fåborg og på øerne er der flere som har lagt mærke til det.
Vi kommer tilbage. Og en dag står vi med skipperkasket og matrostøj i en sejlbåd. Lægger fra havn og sejler den korte tur til en af øerne. Med en grill og kolde øl. Vi trodser i en havn og spekulerer om hvor længe vi skal ligge der. Hvis der er proviant nok, rører vi os ikke ud af flækken før vinden byder det.