Hvornår bør man være mest nervøs. Er det når benzinmåleren i bilen, faretruende nærmer sig bunden. Når kartoflerne koger over, lige midt i kongeetapen i le tour og Fuglsang rider ubesværet over de høje bjerge. Eller kunne det være når sønnen meddeler fra festivalen, at de er stive og i live. Mest af alt tror jeg man skal være nervøs, når politiet triller ned gennem vores fredelige kolonihave, iført skudsikre veste og spørger om man har lagt mærke til noget mistænkeligt.
Optakten havde foregået lørdag aften. Vi trissede rundt i vores åndehul iklædt en passende koloniuniform. Afslappende tøj, med lidt jord og græs udvalgte steder. Aftenen viste sig fra den danske sommers smukkeste side. solen varmede, vinden holdt sig forholdsvis i ro og fuglene kæmpede om at være mest højrystet. Hen over aftensmaden talte vi om løst og fast. Jeg kastede et blik på det ramponerede grantræ der skulle skæres ned, og et smil spillede om munden med tanken om den stiksav som jeg lånte af naboen. En rigtig mandfolke ting der kunne save de tykke grene af, som vi kunne få smidt ud til haveaffalds dagen om søndagen. Jeg forestillede mig at stå foran "modstanderen", med skrævende ben og "the shredder" hvilende i hænderne. Vrisse en smart bemærkning ud mellem de sammenknebne tænder, mens jeg under cappen lod de vrede øjne lyne mod det massive træ. Alene attituden ville få det til at trække rødderne op, og fortrække til roligere jagtmarker.
Om ikke andet så kunne jeg vel lave en film om det. Manden mod træet. Men dagen havde været god. Og aftenen var endnu bedre. Vi besluttede os for at overnatte for første gang i det lille røde hus. Alt hvad vi manglede var sengetøj og tandbørsten. Og det var på vej hjem efter det nødvendige, mens vi talte med naboen over hækken, at den mørke mand af afrikansk afstamning kom cyklende og sagde at der havde været skyderi. De blå blink cirkulerede længere nede for enden af grusvejen, ude på Holbækvej, hvor politiet havde afspærret for trafikken. I en sådan grad at vi ikke kunne komme hjem.
Heldigvis varer det jo ikke evigt. Vi fik hentet vores sengetøj og installeret os for første gang i de beskedne lokaler. Og jeg skal hilse at sige, fuglene kæmpede en langt mere massiv kamp den følgende morgen, end de formåede aftenen før.
Men det var her politiet gjorde sin entre. Mens jeg skar den ene tykke gren ned, efterfulgt af den næste, læssede dem på trillebøren og kørte til containeren med resterne. Der sad de i deres firmabil med de skudsikre veste. Aftenens skydegale misdædere var ikke fundet. Logisk nok valgte de at tage den kraftige skjorte på, det kunne jo være fjolserne ikke havde fået tømt magasinet.
Men dem om det, tænkte jeg. Jeg har "the shredder" og nogle kraftige grene. Eneste minus hvis jeg skulle sætte efter gerningsmændene, var forlængerledningen. Den kunne ikke række ud over havelågen, men det er jo egentlig også der til og ikke længere. På den anden side af vores havelåge. "The shredder" fjerner alle overskydende lemmer.