Det var som taget ud af en spaghetti western, med saloons langs indfaldsvejen, de rå børster der i en let luvende gang traskede af sted midt i gaden. Gårdsdagens tætte alkoholindtag hang stadig i krop og sind, sveden løb glinsende ned af ansigtet og tankerne kredsede om den reparationsøl der kunne stoppe de rystende hænder. Min stolte ganger skridtede over bygrænsen med konen som passager. Jeg trak instinktivt stetsonen ned i panden og spejdede hen over gaden. Sammen med de løse fugle valsede kvinderne rundt mellem lykkeridderne, nedringet, håret purret op og øjne der svømmede i takt med de duvende bryster. Kvinder der prostituerede sig for gratis drinks og lidt ekstra opmærksomhed. Jeg lagde en hånd på skæftet af min colt og trak blidt i tømmeret. Min lårlange støvede skindfrakke slaskede dovent mod benene og konen klemte en ekstra gang rundt om mit liv. Dette var en syndens hule. Et sted der tiltrak afskum med en afstumpet adfærd og i hælene af dem, forfaldne kvinder.

Stedet hed Kavos og ligger på den græske ø Korfu i området de Ioniske øer. Årstallet er 2013, den stolte ganger skiftet ud med en scooter. Konen er dog ægte og vi har hver vores hjelm på hovedet. En by i syd som en kendetegnet for en massiv engelsk invasion. Unge mænd med den lokale fodboldtrøje, og kvinder der sværger til typer med over tatoverede kroppe, og hvis muligt piercinger lokale steder. Barer, spillesteder, spisesteder med uspiseligt junk-food, en strand der var oversået med vandsportsaktiviteter i den larmende ende. Græsk islæt i form af små restauranter med den lokale menu? Glem det, det var paradiset for de hurtige branderter, og de langvarige. Jeg råbte til fruen bagpå scooteren da jeg gassede op og kørte ud af byen.

”Lad os komme væk. Det er jeg sgu blevet for gammel til. 30 år for sent.”

Vi drejer kompasset i retning af en hyggelig fredelig strand ikke langt fra lastens hule. Den ligger for enden af en snoede vej der går lidt op og lidt ned. Men et besøg værd hvor vi tager en dukkert og skyller støvet af de varme kroppe. Vores næste projekt krævede dog mere af os end vi først lige antog. Tidligere på dagen havde vi forsøgt at finde en lille fiskerflække Petriti, men på Korfu glimrer fraværet af skilte. Skulle der ud af det blå pludselig forefindes et skilt, er det ofte på græsk. Nu tog vi chancen igen og denne gang drejede vi rigtigt. Mod det rette bestemmelsessted. Kun et par gange var det nødvendigt at stoppe og vende om. Nok en gang fik vi fuld valuta for eventyrlysten. En hyggelig by med en stribe små restauranter langs havnen. Og som en naturlig ting, født af de små fiskerbåde langs kajen, var der fisk på menuen. En red snapper, med gemüse und pommes. Et kosteligt måltid, virkelig veltilberedt. Vi nød hver en bid. Jeg trak et par gode slurke af ouzo’en, værten på husets regning trakterede os med som en afslutning.

Kan det være svært at finde byen kan det også være svært at komme væk. Det måtte vi smerteligt erkende, endnu en gang i form af mangelfuld eller forvirrende skiltning. Men det skal siges, at vi fik gjort de lokale grækere i den lille by Agios Nikolaos en oplevelse rigere. Stigningen op til den lille ellers ret hyggelige by nærmede sig uden besvær noget af det stejleste i selveste Le Tour de France. Scooteren arbejdede på højtryk og faldt støt i fart. Varmen der udviklede sig fra motoren spædede godt til den i forvejen trykkende hede. Omdrejningerne nåede et niveau kun formel 1 kender, hvorimod farten faldt lodret i modsat retning. Den lokale befolkning sad for toppen af bakken langs husene, og kiggede dovent ned på de to tosser på hjul der på en larmende scooter stod stille godt 10 meter derfra. Charlotte måtte afstige og trave de sidste meter. Jeg fik tvunget mopeden op og hun hoppede på igen. På rad og række langs husene på den lille vej ind, sad noget nær samtlige indbyggere og fulgte opmærksomt optrinnet. Også da vi lidt senere måtte samme vej tilbage, efter at en lokal pige med et tommetykt lag pudder i ansigtet, og en halv dåse parfume på kroppen havde forsøgt at forklare os hvor vi skulle hen. Endnu engang forsøgte vi at forcere en umulig bakke, hvor scooteren selv nægtede at føre mig hen over. Men det var dog her vi i den sidste ende fik afstukket den endelige ausfart. Charlotte fangede en lokal mand mens jeg holdt og ventede for foden af bakken. Der stod hun med sin sorte runde hjelm på hovedet, og i profil lignede hun den femte teletubbie. Den glemte kusine, der pludselig dukker op og skaber orden i deres kaotiske univers. Vi havde meget grin af scooterens formåen, men tilbage kom vi, og en god tur havde vi haft.

Sjovt som de skæve optrin huskes bedst. Der hvor alt går snorlige og der ikke opstår krusninger, glider det stille og roligt i baggrunden. De ting der bliver talt om er det der giver et par bump på vejen. Jeg er ikke i tvivl om, at vi har været en del af samtalen mellem de lokale beboere langs husene i Agios Nikolaus.