Det
var som taget ud af en spaghetti western, med saloons langs indfaldsvejen, de
rå børster der i en let luvende gang traskede af sted midt i gaden. Gårdsdagens
tætte alkoholindtag hang stadig i krop og sind, sveden løb glinsende ned af
ansigtet og tankerne kredsede om den reparationsøl der kunne stoppe de rystende
hænder. Min stolte ganger skridtede over bygrænsen med konen som passager. Jeg
trak instinktivt stetsonen ned i panden og spejdede hen over gaden. Sammen med
de løse fugle valsede kvinderne rundt mellem lykkeridderne, nedringet, håret
purret op og øjne der svømmede i takt med de duvende bryster. Kvinder der
prostituerede sig for gratis drinks og lidt ekstra opmærksomhed. Jeg lagde en
hånd på skæftet af min colt og trak blidt i tømmeret. Min lårlange støvede
skindfrakke slaskede dovent mod benene og konen klemte en ekstra gang rundt om
mit liv. Dette var en syndens hule. Et sted der tiltrak afskum med en afstumpet
adfærd og i hælene af dem, forfaldne kvinder.
Stedet
hed Kavos og ligger på den græske ø Korfu i området de Ioniske øer. Årstallet
er 2013, den stolte ganger skiftet ud med en scooter. Konen er dog ægte og vi
har hver vores hjelm på hovedet. En by i syd som en kendetegnet for en massiv
engelsk invasion. Unge mænd med den lokale fodboldtrøje, og kvinder der sværger
til typer med over tatoverede kroppe, og hvis muligt piercinger lokale steder.
Barer, spillesteder, spisesteder med uspiseligt junk-food, en strand der var
oversået med vandsportsaktiviteter i den larmende ende. Græsk islæt i form af
små restauranter med den lokale menu? Glem det, det var paradiset for de
hurtige branderter, og de langvarige. Jeg råbte til fruen bagpå scooteren da
jeg gassede op og kørte ud af byen.
”Lad
os komme væk. Det er jeg sgu blevet for gammel til. 30 år for sent.”
Vi
drejer kompasset i retning af en hyggelig fredelig strand ikke langt fra
lastens hule. Den ligger for enden af en snoede vej der går lidt op og lidt ned.
Men et besøg værd hvor vi tager en dukkert og skyller støvet af de varme
kroppe. Vores næste projekt krævede dog mere af os end vi først lige antog.
Tidligere på dagen havde vi forsøgt at finde en lille fiskerflække Petriti, men
på Korfu glimrer fraværet af skilte. Skulle der ud af det blå pludselig
forefindes et skilt, er det ofte på græsk. Nu tog vi chancen igen og denne gang
drejede vi rigtigt. Mod det rette bestemmelsessted. Kun et par gange var det
nødvendigt at stoppe og vende om. Nok en gang fik vi fuld valuta for
eventyrlysten. En hyggelig by med en stribe små restauranter langs havnen. Og
som en naturlig ting, født af de små fiskerbåde langs kajen, var der fisk på
menuen. En red snapper, med gemüse und pommes. Et kosteligt måltid, virkelig
veltilberedt. Vi nød hver en bid. Jeg trak et par gode slurke af ouzo’en,
værten på husets regning trakterede os med som en afslutning.
Kan
det være svært at finde byen kan det også være svært at komme væk. Det måtte vi
smerteligt erkende, endnu en gang i form af mangelfuld eller forvirrende
skiltning. Men det skal siges, at vi fik gjort de lokale grækere i den lille by
Agios Nikolaos en oplevelse rigere. Stigningen op til den lille ellers ret
hyggelige by nærmede sig uden besvær noget af det stejleste i selveste Le Tour
de France. Scooteren arbejdede på højtryk og faldt støt i fart. Varmen der
udviklede sig fra motoren spædede godt til den i forvejen trykkende hede.
Omdrejningerne nåede et niveau kun formel 1 kender, hvorimod farten faldt
lodret i modsat retning. Den lokale befolkning sad for toppen af bakken langs
husene, og kiggede dovent ned på de to tosser på hjul der på en larmende
scooter stod stille godt 10 meter derfra. Charlotte måtte afstige og trave de
sidste meter. Jeg fik tvunget mopeden op og hun hoppede på igen. På rad og
række langs husene på den lille vej ind, sad noget nær samtlige indbyggere og
fulgte opmærksomt optrinnet. Også da vi lidt senere måtte samme vej tilbage,
efter at en lokal pige med et tommetykt lag pudder i ansigtet, og en halv dåse
parfume på kroppen havde forsøgt at forklare os hvor vi skulle hen. Endnu
engang forsøgte vi at forcere en umulig bakke, hvor scooteren selv nægtede at
føre mig hen over. Men det var dog her vi i den sidste ende fik afstukket den
endelige ausfart. Charlotte fangede en lokal mand mens jeg holdt og ventede for
foden af bakken. Der stod hun med sin sorte runde hjelm på hovedet, og i profil
lignede hun den femte teletubbie. Den glemte kusine, der pludselig dukker op og
skaber orden i deres kaotiske univers. Vi havde meget grin af scooterens
formåen, men tilbage kom vi, og en god tur havde vi haft.
Sjovt
som de skæve optrin huskes bedst. Der hvor alt går snorlige og der ikke opstår
krusninger, glider det stille og roligt i baggrunden. De ting der bliver talt
om er det der giver et par bump på vejen. Jeg er ikke i tvivl om, at vi har
været en del af samtalen mellem de lokale beboere langs husene i Agios
Nikolaus.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar