"Havearbejde er afslappende og ren terapi." En påstand jeg smagte lidt på, og tog til mig med sindsro. Set i lyset af det spirende forår der nu accelererer og kaster naturen ud i grønne farver, er det tiden til at afprøve tesen. Tid til at forholde sig til den. For det er ikke kun træer, buske, hækken, græsset, grøntsagerne, samt alt det andet man gerne ser bryde jorden og række mod himlen. Det er også mælkebøtter, tidsler, skvaderkål, uønsket græsvækst hvor det ikke hører hjemme, som finder overfladen.
En have skal jo helst bestå af vækster som kan spises, og vækster som er smukke at se på. Stå i deres snor lige rækker, rettet ind som et regiment soldater, man forventer næsten de gør honnør når man går forbi. Her skal de stå og gro sig saftige og stærke, klar til høsten når vand og sol har fodret dem.
Vi vil gå ned gennem rækkerne med vores lille spand, og plukke dem der ser bedst og kraftigst ud. Men inden vi kommer så langt. Vil krigen mod mælkebøtter, tidsler, skvaderkål, uønsket græsvækst, og alt det andet der ikke hører til i rækkerne af stolte grønsager, udkæmpes i en hård og brutal udryddelseskamp.
Hertil er der brug for de rette "våben". Både i værktøj og tålmodighed. Havecentrene var proppet til randen i den netop overstået kristi himmelfart og man fornemmede journalisten der havde taget opstilling foran Silvan med mikrofonen i hånden. "Jeg står her ved Silvan i Roskilde, og man kan tydeligt se at havefolket er kommet frem af vinterdvalen. Det har også været en lang og streng vinter, men nu sprirrer foråret." I mens han må springe for livet, fra de aggressive havefolks biler.
Men vi fik plantesække og gødning til de indviede vækster, og det hårde arbejde med nedkæmpelsen af ukrudtet var vi rustet til. Uniformen, de gamle slidte jeans, en t-shirt lugtende af dagsgammel sved, eventuelt en cap til beskyttelse mod solen, gjorde ingen indtryk på modstanderen. Saks, ørnenæb, skuffejern, rive, skovl, spade og hvad reskabsskuret ellers bød på, gav mere respekt. Time efter time bølgede slaget frem og tilbage. Ukrudtet mistede langsomt fodfæste og vi genvandt vores frugtbare jord. Men det var ikke en kamp uden omkostninger. Hænder, ryg, knæ maltrakteredes i en grad, der ikke var set siden anden verdenskrig. Og slaget er ikke slut endnu. Ukrudt forgår ikke så let, lyder et gammelt ordsprog. Et ordsprog vi smerteligt må se i øjnene, da disse uvelkomne vækster, bestialsk spreder deres frø over vores ellers fredelige matrikkel. Knap kan vores kroppe restituere, før næste angreb blæses til opstilling. Med deres rå utiltalende ydre tager de den blottede jord i besiddelse. Kun for at sprede grimhed, afmagt og absolut ingen nytteværdi. De vokser frem i uorden, som guerilla krigere i små og store enklaver. Ind mellem vores ordentlige rækker af nyttige og velsmagende grøntsager.
Og det vil blive en ny kamp. Ukrudt elsker også vand og sol. Og det virker som om det kan overleve hvad som helst. Modsat de nyttige vækster som kræver sindssygt meget omsorg og pleje. Som ikke tåler alt for store forandringer. "Pas nu på du ikke overvander, giv ikke for meget gødning så brænder de bare af. Men de skal have vand hver dag, og helst lidt ekstra gødning i starten."
"Havearbejde er afslappende og ren terapi." Du er der ude, og jeg ved hvem du er. Du skylder en god fadøl på Bjergtrolden.