Vi er under angreb. Fjenden med det mundrette latinske ord, febris catarrhalis epidemica, eller oversat til dansk, forkølelse, har invaderet hjemmet. Lagt hele styrken ned, en af gangen, men med stor præcision.
Lazarettet blev oprettet på alle vanrette flader der udgjorde den bløde afslappende og komfortable type. De angrebne skiftede lidt mellem sengepladserne, det gjaldt om ikke at udvikle liggesår. Hostene og snotten lyder som hule drøn i hele lejligheden. Hvad den ene ikke kan præstere kan den anden. Nogle gange rammer vores symfoni samtidigt, i en smuk stereofonisk serenade. Der er de raspende host i stigende styrke, smukt akkompagneret af den baritone trutten fra de nasale kropsdele.
Og når en af de sårede helte falder hen i en søvn døs. Stemmes der i med en til tider rullende indhalering, der kun kan foretages gennem munden. Næseborene er besat af de aggressive forkølelses vira, der med jævne mellemrum viser tænder i form af en tynd boble, der langsomt pustes op og brister. Munden føles som en udtørret sump, klistret og svampet efter en nat med åben mund, og konstant gennemstrømning af luft.
Varme drikke, hvile, alle kneb gælder når fjenden skal nedkæmpes. Og hvad er nemmere end at hvile sig og drikke en kop kaffe. Helst ikke noget der kræver aktivitet, energien forlader kroppen nærmest i sekundet næsen fyldes op. Men at varme lidt vand eller kakao kræver ikke den store anstrengelse, så derved bliver det.
Og nu vil jeg stoppe. Brændstoffet er brugt, jeg skal pudse næse.