Hvor kan livet dog være simpelt. Min højre hånd handler per refleks om morgenen, når vækkeuret sætter i gang. Først skubber den til fruen der stønner svagt i søvnens favntag. Den hviler måske lidt oven på dynen, mens en melodi eventuelt spiller færdig, og slukker så fredsforstyreren. Som en doven slange, kryber den under dynen og falder slapt ned på lagenet. Mission accomplished.
I det følgende kapitel, giver jeg konen masser af luft, til at foretage de indledende øvelser på badeværelset. Og ikke mindst med morgenmaden. Fødderne sættes nænsomt ned på gulvet, når jeg hører tallerkenen rasle i stuen. De slæber mig den kendte vej til køkkenet hvor aftenens opvask står. I lyset af min udvidet fritid, har jeg erklæret, at det er min tjans. Ikke en naturlig ønskeopgave. Men på en måde dejlig beroligende, at se de skummende sæbebobler, perle ned af servicet når det tages op ad vandet.
"Den lille stressede," som jeg ynder at kalde hende i øjeblikket, kysses farvel og det er blevet min tur til morgen fouragering. Et par timer med nyhedsopdatering, og tjek på job sider, løber direkte over i dagens træning. I dag slentrede jeg til Ro´s Torv, og hev diverse maskiner ud af vinkel. En tur fra den ene ende af byen til den anden, hvor moder sol bagte ned i gaderne. Ikke en voldsom temperatur men nok til at velværet næsten ikke var til at holde ud.
Så smukt og så skønt, at jeg på tilbageturen slog mig ned hos min kaffe pusher, købte en kop sort kaffe, som jeg indtog ved et lille bord på gågaden. Det var tæt på jeg sukkede af fryd.
Og det var tæt på jeg ikke kunne rejse mig. Men jeg vidste at gården ved Bjergtrolden, lå endnu mere i læ og uforstyrret. Ret så belejligt da det var her jeg skulle forhøre mig, om billeter til lørdagens blues arrangement.
Drejebogen slap op for sider, men hvad gør det når bare den har en god afslutning. Weekenden står for døren, "den lille stressede" får et par velfortjente fridage, og mandag drejer jeg den røde djævel mod Næstved. Et kursus i projektledelse har vakt min nysgerrighed. Et kursus af 6 ugers varighed og vi har allerede fået lektier for til mandag morgen. Her er ingen lockout, og jeg regner ikke med at blive sat uden for døren, eller sendt op på rektors kontor.
Men jeg regner med at få lidt ekstra kompetancer, som jeg så kan skrive ind i den røde kontaktbog.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar