Her forleden dag, vækkede jeg Andreas blidt, så han kunne blive klar til dagens opgaver. Han fik sin sædvanlige morgenmad, godt med fibre til kroppens motor. Vi fandt noget tøj han var ekstra glad for, og jeg fik med lidt hjælp fra ham selv, trukket det ned over en nu snart energisk krop.
Hurtigt drønede vi ned af trappen, og fandt vores cykler som vi sprang på med et elegant hop. Sædvanen tro blev afstanden fra hjem til børnehave, tilbagelagt som en blanding af læring i trafikken og cykelløb. Heldigvis ligger institutionen på samme side som hjemmet og derfor skal vi ikke krydse den befærdet Holbækvej.
Yndlings pædagogen smiler i det vi træder ind i stuen. Andreas hilser med et stort smil og et lydeligt godmorgen. Spæner ud til køleskabet med madpakken, hvorefter han et splitsekund senere står ved legesagerne på bordet foran pædagogen, og de få børn der også er mødt tidligt ind.
Jeg veksler nogle høfligheder med Hanne, Dorthe eller hvad hun nu hedder, giver Andreas en kram og det obligatoriske våde møs. Nu starter min dag for alvor, stressende naturligvis. Arbejdsopgaverne flyder ud i en lind strøm, indtil hjemturen indledes. For fuld speed og med en fornemmelse af døren der smækker i bag mig, haster vi mod hjemmet til aftensmaden.
Måske har den opmærksomme læser siddet med et rynket udtryk i ansigtet. En underlig fornemmelse af noget der ikke passer. I sær hvis man kender Andreas eller ved hvem han er. For børnehaven er et "langt tid siden" overstået kapitel. Men det føltes som sidste uge. Det føltes som om jeg stadig er det altoverskyggende forbillede. Men den anden dag han kom dinglende hjem fra en sjov by tur med gutterne gik det op for mig. Han var ikke 1,8 år, men nærmede sig 18 somre om et par måneder. Og det er jo en ganske speciel fødselsdag. Myndighed, voksen og fuld selvbestemmelse over eget liv. Men hans far forsøger med de sidste krampetrækninger, stadig at indpode ham, det trods alt er forældren der har hals og hovedret over hans liv. Det synes dog ikke at bundfælde sig i hans teenage sind. Han er langt foran den sidste tur til børnehaven. Og godt på vej mod kørekortet, hvorved cyklen er et overstået kapitel.
Jeg vil læne mig tilbage i sofaen, og lade livet køre videre for ham, som det gjorde for mig da jeg rundede den meget specielle alder. Alderen hvor man tror man ved det hele, men først skal til at lære. Og jeg vil sidde klar som den vise mand med de gode råd. Helt som min egen far gjorde. Også selv om jeg godt er klar over, at han tror han ved bedre. Det troede jeg jo selv i en alder af 18.