Sprogets mangfoldighed udtrykkes i brugen af det. Alle dets muligheder i sammensætningen af ordene, fordrejninger af opstillingen mellem de kendte og mindre kendte ord og udtryk. Hvordan man vender en sætning om så den betyder noget andet, eller de ord der kan have mere end en version af betydning. Nogle gange noget helt modsat, alt efter hvilken sætning ordet indgår i.

Jeg har ikke nogen konkrete eksempler på stående fod. Men jeg er sikker på trekløveret bestående af græske kvinder foran os i solsengene, afprøvede samtlige varianter i det græske sprog og alfabet. Kæbemusklerne virkede i hvert fald til at være veludviklet, i en sådan grad at knæveren kørte fra de valgte deres pladser til dagen gik på hæld.

Der var ikke de helt store fagter som man ser hos italienerne, med i spillet. Men ordstrømmen stod ikke tilbage. Hvis ikke mindst to talte i munden på hinanden, var der en enetale i gang. Hvorefter den ene eller begge de to andre satte ind så snart de fik muligheden. Gerne mens ophavsmanden til emnet trak en inhalering, i håb om at vedkommende kunne nå at fortsætte, hvilket naturligvis var umuligt. En blottelse i forsvaret, og modstanderen satte ind.

Det var lettere overskyet, men alligevel bagte solen og brankede huden. I mit stille sind glædede jeg mig, til de nødtvunget måtte en tur i middelhavet for afkølingens skyld. Men de holder jo længere denne befolkning som er vant til varmen. Den har ikke samme virkning som på de kuldevante nordboere, hvor kroppene sveder tran når termometeret kravler over 20 C. Dog måtte de overgive sig og tøffede på forsigtige skridt ud i det våde element. Til min store fortrydelse fortsatte blaveren i vandet, og havde de efterladt en medsøster på en af sengene kunne hun snildt blande sig, bare de opholdt sig tæt på stranden. Hendes eneste ændring var styrken i stemmebåndet. Den blev hævet en anelse, tilsat et par enkelte små fagter, på grund af afstanden, for at gøre opmærksom på deltagelsen. Således udgjorde samtalen nu både en landbaseret og vandbaseret version.

Men alting får jo en ende. Også deres. Og den sluttede med de sidste rester af det græske alfabet, afprøvet mens de samlede deres habengut i taskerne. Det tog sin tid, og ordene var stadig mangfoldige. Jeg fik det indtryk de bare havde spolet tilbage og var startet forfra. Måske en gentagelse af hvad de startede aftenen før, og lige gjorde hinanden opmærksom på den skulle vendes en gang mere.

Og solen dykkede igen ned bag horisonten. Med alle dens farver som på en maler pensel.