Hvis man siger navnet en to-tre gange hurtigt efter hinanden, kunne det lyde som en forældre der skyndte på sit barn. Hvor tålmodigheden var sluppet op, efter en morgen med først at komme for sent op. Hvor det lille kræ syntes at legetøjet var mere interessant end morgenmad, og tøjet var et besværligt onde. Når så tiden havde passeret skæringspunktet for ikke at komme for sent, himlede mors øjne, hun slog ud med armene og udbrød.

”Nu skal du altså se at blive færdig, Lakka, Lakka, Lakka…….” Men på udenlandsk naturligvis.

Der er dog intet hurtigt, travlt eller overilet at spore når skibet lægger til kajen i Lakka på den lille ø Paxos. Her ånder en sælsom fred og fordragelighed over hustagene. En ro der er sivet ned over skrænterne som omkranser byen. Det føles som en blød dyne der tager en i favnen, kæler din kind og siger, ”rolig her er ingen jag, sæt dig ned og nyd en kop kaffe, eller en kold Mythos.”

Tempoet falder endnu mere. Klipklapperne slæber sig hen over asfalten, og man tænker uvilkårligt på om det kan betale sig at tage et skridt mere. Men byen virker dragende med sine smalle gader, og skæve huse. Den fører dig rundt i krogene, ind imellem husene, ind i de små butikker, forbi cafeerne, det lille torv, og tilbage til cafeen, hvor den blidt placerer dig på en stol, løfter din arm lidt så tjeneren får øje på dig, og lader ordene flyder helt af sig selv i et roligt toneleje.

”Two fresh orange juice please.” Så sukker man og lader blikket falde på de forbipasserende, ser hvordan de bliver vist rundt af byens atmosfære. Mange par fødder trisser roligt rundt i gyderne, og ingen så meget som overvejer at sætte farten op. Bare tanken virker absurd. Ikke kun byens puls, men også varmen drosler energien i bund. Men hvorfor dog også skabe uredelighed. Hvorfor pludselig blive angrebet af en mønsterbryders trang til at forandre, når det nu passer så smukt ind i harmonien. Det ville ikke blive mig. Stolen på cafeen forhindrede det tillige. Lakka havde valgt den dybeste og blødeste cafestol, en jeg sank ned i og blev opslugt af. Min krop formede sig efter en eller anden designers kreation og blev låst fast. Ved at dreje ansigtet rundt i en halvcirkel, lod jeg mærke til at det gjaldt såmænd resten af gæsterne i samme grad. Man var en del af livet. Et pulsslag i byens hjerte, og her lå den altid på hvilepuls. Lige nok til at holde det hele i live.

Den friskpressede appelsin juice sank i glasset. Et tegn på snarligt opbrud, om man ville det eller ej. Tiden stod trods tempo ikke stille, og viserne tikkede ubarmhjertigt deres monotone rytme, minut efter minut. Det føltes næsten som en skæbnetime, en afslutning der var valgt på forhånd. ”Gå nu eller blive til sten-agtig.” Samme skæbne som de stakler der så Medusa i øjnene, og forstenede for evigt.

Vi kunne blive her længe, men skibet skulle sejle, ikke i nat men klokken 11, og der var mere tilbage af turen. Til steder der gjorde det hele til en god oplevelse. Det var Lakka der gav en del af sig med hjem, og det var Lakka vi var rørende enige om var en overnatning værd.

Måske er vi blevet smittet. Måske er vi blevet til sten. Vi kan i hvert fald mærke vi kommer tilbage en dag.