Achilleus
palads, ja det måtte naturligvis eksistere. Helten fra den græske mytologi som
var usårlig, på nær hælen hvor hans moder Thetis holdt ham da hun dyppede ham i
floden Styx vand. Det blev selvfølgelig hans død, at han havde dette ene svage
punkt. En pil i hælen og det var så den helt. Underligt at tænke på et sted som
achillessenen kan være dødeligt. Og så lige for en ellers udødelig helt. Men i
mytologier kan alt ske.
Paladset
opkaldt efter den skrøbelige sagnhelt, Achilleion, blev bygget af den østriske Kejserinde
Elisabeth af Bavaria, kendt som Sisi, fra 1891-1892. Hun var besat af skønhed
og meget magtfuld. Og det skal siges der blev ikke lagt fingre imellem da hun
opførte paladset. Det er smukt og overdådigt. Vores første tanke da vi så på
kortet at det lå på vejen mod Korfu by, Keykyra, blev vi enige om. Den ruin
kunne vi da lige slå et smut forbi og se på et kvarters tid. Vi drejede af
vejen da skiltet pegede op og sagde ”Achilleion”. Vejen bugtede sig gennem et
område med huse, der ikke lod sig provokere af vise Strandvejsvillaer. Og vi tænkte
i takt med at kilometerne forsvandt bag os, at den rønne til Achilleion var
sikkert passeret. Grækerne er jo ikke kendt for at skilte helt frem til døren.
Men i en lille by vendte pilen mod venstre, og den vej drejede scooteren. En
kilometer senere holdt vi i den traditionelle turistkø med parkerede biler og
buser. Heldigvis er en scooter en del nemmere at manøvrere forbi de strandede
stakler. Vores hoveder knejsede, pupillerne stillede skarpt, og vi sank den
bitre smag af hovmod. Achilleion var altså ikke bare en rønne, en skramlet
ruin. Den var majestætisk, en kejser værdig.
Og
ja, det blev til lidt mere end et kvarter. Faktisk en hel del kvarterer. Der er
så rigeligt at kigge på. Selve indgangen trækker den besøgende ind i en hall,
der sætter standarden og viser hvem som residerer i dette palads. En magtfuld
person. For enden af første trappeafsats, har man sat et spejl der giver indtryk af et meget større rum. Zeus hilser velkommen ved enden af trappen, og fra rum til rum, slentrede vi rundt med en større fornemmelse af
nyfigen restaurering. Statuetter af græske mytologiske skikkelser, og kejserlige
hoveder prydede hver sin egen piedestal. Malerier der henviste til sagnslag var
kastet op på loft og vægge. Møbler i solidt ædeltræ, et held Ikea ikke fandtes
dengang, og søjler der leverede en storhed. Udskæringerne i sig selv, der var
lavet ned til mindste detalje, så perfekt at man kunne se ansigtstrækkene. Have,
gård, trapper, heller ikke her sløsede man. En kæmpe statue af Achilleus
tronede ud over øen med ansigtet mod Keykyra. Vi kunne have taget en tur mere,
men Korfu ventede ret forude i varmedisen.
Og
varmt blev det. Med tæt på 40 grader i en by hvor luften står stille, perler
den naturlige sved ned langs krop og lemmer. Det gamle fort og en rundtur i den
ældre bydels særdeles snævre gader, sørgede for ekstra opvarmning, til de i
forvejen opkogte danskere. Vi fik set det vi ville i Keykyra. Fik kigget på de
små butikker i de indelukkede stræder. Faktisk glædede vi os til luftens
svalende virkning når scooteren brød luftmassen. Det blev et dejligt gensyn med
mopeden, og stoderen og scooterbitchen hoppede frejdigt på sædet. Nu skulle der
vrides håndtag og ædes asfalt hele vejen syd på.
Men
vi er ikke i tvivl. Bliver der et gensyn med Korfu lejer vi Achilleion. Det er
flot og seværdigt, men der mangler lidt nordisk mytologi. Det trænger til et
præg af vilde vikinger, og sovepladser er der nok af. Så velkommen til
Odineion.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar