Kan man komme længere ned i tempo end 0 km/t? Er det muligt at sænke farten yderligere fra positiv til negativ. Og hvis man sænker tempoet til under 0, går man så baglæns? Går man i minus fra plus, og hvad betyder det? At tiden følger med. Pludselig rejser man sig og tager sin trøje på. Rygsækken bliver spændt fast skridtene foretaget i bakgear. Og inden man har set sig om står man hjemme i stuen, og er ved at tage tøjet ud fra kufferten. Bare for at lægge det tilbage i skabet.

Måske kunne det være kroppen blev tungere og sank ned i solsengen eller stolen. Benene forsvandt ned i fortovet til det nåede livet.

Tankerne kan være mange og abstrakte når solen buldrer løs med 35-40 grader i skyggen. Men de kan også være mangelfulde. Eller i bedste fald forvirrende. De finder sin egen vej i sindet der koger under hatten. En boblende grød uden termostat som truer med at brænde på.

Pludselig står denne kulsorte mand foran mig med et smil på størrelse med en ladeport. De sædvanlige fraser, ”hello how are you my friend” ”are you having a good holliday” flyder ud af den sorte spalte med de hvide tænder. Han kommer fra Jamaica og er studerende på et 4 års scollarship. Han studerer indenfor computerverdenen og vil gerne have mulighed for at finde job i USA, nærmere bestemt Californien. Hvor hans scollarship tilfældigvis er fra et eller andet universitet.

Det skal ingen hemmelighed være, at de mange snore om hans hals, og den venlige attitude signalerer, ”jeg er her for at prakke dig noget på for at tjene lidt håndøre”, men jeg indgår i samtalen for han rammer et punkt da han siger. ”Der er ingen der kender premiereministeren i Jamaica men alle ved hvem Bob Marley er.” Og det er jo ikke meget anderledes end i den danske andedam. Hvem udefra kender vores statsminister, eller dem før den nuværende. Prøv at bede dem om navnet på en dansk statsmand, og der vil blive larmende tavshed. Men nævn så H.C. Andersen eller Michael Laudrup. Det tænder måske ikke lys hos alle, men chansen er betydeligt større.

Min overophedet hjerne hiver mig tilbage til Vietnam, som vi besøgte for cirka 10 år siden. Vores tur startede med den nordlige hovedstad Hanoi. Slentreturen gennem byen der viste det virkelige Vietnam gav os en usædvanlig oplevelse. På et lille torv undersøgte vi en tavle med et kort over byen, og jeg lagde mærke til to store drenge der viste interesse for os. Som den mistroiske dansker man er tændte alle alarm klokker. Et fattigt land lig med forbrydere i hobetal. Men jeg lagde også mærke til hvordan den ene hele tiden holdt kammersjukken i hånden. Rigtig gode venner, tænkte jeg, og skærpede opmærksomheden. Indtil spørgsmålet pludselig lød. ”Hello, how are you, where do you come from?” Det var den blinde der  førte an. For det var hvad hans situation bestod i. Drengen der holdt kammeraten i hånden var hans førerhund. De kom begge fra en skole for handicappede eller forældreløse børn og havde hinanden at tage sig af, at stole på. Den blinde dreng talte forbavsende godt engelsk og kendte Michael Laudrup. Han havde hørt meget om ham gennem radio transmitioner, det siger jo sig selv han ligesom ikke så fodbold. Faktisk kendte han en del til Danmark, sådan de basale ting, uden dog at kende den daværende statsminister. Men det var egentlig også totalt ligegyldigt. Efter samtalen var jeg dybt imponeret over denne blinde dreng, med oddsene imod sig, i et samfund der ikke har samme muligheder som vi kan give.

Jeg skammede mig også over min mistroiskhed der faktisk først forsvandt som samtalen skred frem. En ung knægt, veltalende, vidende, meget nysgerrig og meget høflig da han sagde rigtig mange tak for vores tid. Ja jeg kunne sgu have knebet en tåre.

I 2013 sidder der pludselig et spraglet armbånd, af nogle flettede snore på mit håndled, og det sorte ansigt med de hvide tænder siger ”you can support me with whatever you want.” Jeg griner og stikker ham en 5 euro, peger på hans plasticarmbånd med navnet ”Kavos”. ”Jeg ved godt hvad de penge går til.” For pokker jeg har selv været der. Vi shaker hands, og han går videre ”buffalo soldier” synger han.

Og solen, ja den grå ned nok engang. I blussende røde/orange nuancer, og med noget der mest af alt ligner en gul kyse over den hvide kugle. Temperaturen bliver tålelig, og det er som om hjernen igen begynder at virke.