I morgen drager jeg til Sverie for at ydmyges i en gang udmarvende langrend i Wasa loppet. Det vil sige oppet sporet for Wasa loppet var udsolgt kort efter det blev åbnet for tilmelding, lidt i stil med når Bruce Springsteen eller U2 sælger billetter til deres koncerter. Men jeg hev min gode rummelige rygsæk frem. 85 liter kan den tage. Plus det løse man kan spænde på ydersiden, hvis iveren efter at hive udstyr ud af skabe og op af skuffer, har taget overhånd. Begge dicipliner kan udøves i Sälen. Både langrend og alpin. Hvilket så på logisk vis betyder tøj, ski, støvler til hver af de to vintersporter. Oven i hele udstyrsstykket kommer det såkaldte civile kluns. Det er her begrænsningen skal gøres, uden at forglemme der skal være en ren underhyl til hver dag.
Stille og roligt tager tøj og udstyr mere og mere plads. Den gamle arktiske pakkemester dukker ubemærket op, kritisabel og manipulerende. Er det nu også nødvendig med sæbe. Skal man ikke bare sove sammen med andre ildelugtende individder. Hvis man nøjes med tre par undertøj, skiftes det hver tredie dag.
Alt der ikke har relevans er per definition ubrugeligt. Ikke nyttigt og ligger il last som ekstra vægt. Men nu skal rygsækken jo ikke spændes på kroppen i døgnets vågne timer. Og slæbes med over, under, gennem alt hvad naturen kan tilbyde. Vi skal sidde tre mænd i en behagelig flyder af en direktør Mercedes. Med kaffe på kanden og madpakken inden for rækkevidde. Man behøves egentlig ikke begrænse sig specielt meget, kun lægge det allermest unødvendige til side. Og når vi ankommer til bestemmelsesstedet smides det hele ind i rummet og kroppen eventuelt på sengen.
Herefter er det bare at nyde hver en kilometer skiene drives hen over den gnistrende sne. Om det er under den energikrævende nordic style eller cruisende ned af bjerget i sikker Bomba la Tomba stil.