Vores indkvartering på Tokeryd Herrgård lidt uden for Jönköping var efter min mening en positiv oplevelse. Enkle værelser og fred og ro uden trafik lige uden for vinduet. Lige hvad der var brug for, til 4 midaldrende mænd som skulle lære sig at holde balancen på et par langrendski. Herregården bestod af flere små rum i gange hvor man følte historien sive ned af væggene. Nogle rundt i små krinkelkroge, som man havde for vane for hundreder af år siden. Et rum tiltrak opmærksomhed. Og det var handikap toilettet. Men mere om det senere.
Dagen efter drog vi de godt 40 kilometer til bestemmelsesstedet. Med vanlig dansk retningssans lykkedes det at futte rundt i området hvor kurset holdtes så vi kom 10 minutter for sent. Til vores forsvar skal siges, der var informeret om nogle flag vi skulle se efter. Men som bare ikke var sat op. De var kun lige gået igang, fortalte den ene svenske instruktør smilennde, da tog imod os uden for "vallahuset". Overlæben var spilet ud af en god klump snus, som afsendte en sødlig duft.
Lørdagen første time, var hensat til instruktion i "valla" af ski. På dansk hvordan de skal smørres. Jeg havde sammen med en kammerat, været så forudseende på min kompetance til håndelaget med smørring, købt såkaldt smørefri ski. Beklædt med nano teknologi, skulle de første godt 20.000 km være dækket ind, inden smørring var nødvendig. Hvis det holder, minder det i min optik om noget nær livsvarigt.
Men de smøreberettiget fik en god grundig instruktion, og lov at forsøge sig efter lektionen. Ud fra de efterfølgende glid i skiene at dømme, gik det ganske godt. Også instruktionen i balance og teknisk kunnen var de to unge svenskere ferme til at formidle. Kun de tumpede stivbenede danskeres mangel på samme, afgjorde vores læreevne. Men som timerne gik, indfandt læringen sig med små skridt.
Gulash suppen til frokost gav et godt afbræk, inden den stod på den sidste del. En efterudvikling af vores første lektioner. Vi blev sat til at øve diagonalløb. Hvor man sparker skien bagud og på den måde sætter af i et glid på skien der så er foran. Man bevæger armen på samme måde som når man går, og hjælper til med skistaven. Hurtigt indså jeg at jeg ikke var blandt dem som ville vinde medaljer. Så jeg valgte den kvinde med en bagdel, der efter mit skøn, arealmæssigt var den største. Her kunne jeg følge med. Men et eller andet må være gået galt i min vurdering. Faktum er at hun stille og roligt gled fra mig, lige meget hvor meget jeg oksede. Hendes teknik var måske marginalt bedre... ahem.
Alt i alt en god første dag. Og en god hyggelig efterfølgende aften med indtag af rette mængder rødvin inden sengetid.
Så med dette i tankerne stod vi på egne ben, eller ski, søndag. Nogle hårde timer i det meget kuperede spor satte sit præg, og et velfortjent bad efter dagens træning. Lagde den sidste bund da bilen langsomt blev varmet op på hjemturen. Et par hoveder faldt ned på brystet, men chaufføren holdt sig frisk med oprejst pande.
Og tilbage til det famøse handikaptoilet. Man træder ind i noget der minder om en lille stue i størrelse. Til venstre er det første der lyser op, en gammeldags sofa med et rygstød i den ene ende. Her kan man sætte sig og smide benene op i den anden ende. Jeg tror kun den er tiltænkt en person. I højre side stod så toilettet med vask over for og et spejl på væggen.
De røde vægge blev lyst op af en standerlampe ved sofaen, og nogle små væglamper ved vasken. Flere små spejle og billeder beklædte væggene og skabte en hygge man sjældent ser på et toilet. I hvert fald sjældent et der er hel eller halvoffentligt.
Men kig en gang på billederne og nyd den smukke indretning.