Snefnuggene dalede som hvide puder fra den gavmilde himmel. Store bløde uldtotter der dannede den ene lokkende bunke efter den anden. Det lagde sig på bilerne og vejen uden for vinduet. På menneskene og deres cykler. Barnevognen skubbet af en mor med hætten slået op og dækkende for ansigtet med hånden. På alt der var inden for rækkevidde. Min barnlige hjerne jublede, og skiene skreg på aktivitet. Men næsten så hurtigt som det kom igang så sluttede det. I mine skistøvler og fuld skibeklædning kunne jeg se snevejret gå i opløsning. Og hvad der allerede havde lagt sig, begyndte så småt at forsvinde.
Optimisten var hurtigere end realisten. Der vil ikke blive noget "rigtig" skiløb før jeg sætter benene på jorden i Sälen. Men så bliver det til gengæld også både i langrend og alpint, at det udfolder sig. En hel uge med skisport, i et godt mix med ligeså gale mennesker som mig selv. Aftener hvor varmen stiger til de frostrøde kinder. Hvor et enkelt glas rødvin, eller en halv øl, sender øjelågene i en ukontrolleret glidebane, i nedadgående retning. Ingen dans på bordene, drukviser til langt ud på natten behøves at finde sted. Trætheden er en selvfølge, og af den slags der føles godt i kroppen. Følelsen af en dags energisk leg på bakker, og i spor der fører den nysgerrige ud i skove, i et smukt vinterterræn.
Appetitten vil forstærkes. Og det siger ikke så lidt, når man skal tilbringe en uge med en flok tidligere cykelryttere, samt naturligvis enkelte koner. Men energidepoterne vil kræve det. De vil stå tømte og udhungrede, klar til en "refill" når skumringen sænker sig. Og rundt om bordet starter alle historierne. Løgnhistorierne som vi siger. For er der noget cykelryttere kan, er det at fortælle hvor hårdt det har været, og ikke mindst hvor meget man led. At man hele tiden var på nippet til at give op, men trods strabasserne klarede at komme med til sidst.
Og jeg vil nyde hver en anekdote, som altid. For det er lige det gør at man klarer et gals mere, en øl ekstra til at trække putte tiden ud til lige efter kl. ti.