Det er nogle gange på de mest underlige tidspunkter man associerer mellem to hændelser. En foregående og en kommende. Pludselig falder det en ind, at der er en begivenhed under opsejling. Hjernen henter data frem, som ligger slumrende i baghovedet, og sammenligner dem med den aktivitet du netop er midt i. De behøves absolut ikke have noget med hinanden at gøre. I hvert fald ikke set på overfladen. Men alligevel kan vores geleklump i den øverste etage, binde to vidt forskellige oplevelser eller ting sammen. Fordi der alligevel er enkelte bidder som fletter sig ind i hinanden. På den måde hjælper tænkehatten os på vej så ikke alle aftaler, oplevelser, film, bøger venner og familie glemmes fra dag til dag.
Jeg krydsede holbækvej med favnen fuld af flasker til genbrug, svagt døsende i egne tanker som det hedder. Fodgængerovergangen er godt markeret så man selv om aftenen kan ses. Men nu var det dagslys, og jeg kastede blikket fra venstre mod højre, for at sikre mig de kørende ville holde tilbage. Alt gled som planlagt, og hjernen gav ordre til at ændre retning op mod super best, langs facaden. Mine ben fulgte bare de impulser de fik. Mekanisk satte den ene fod sig foran den næste, og derved tilbagelagde jeg i roligt tempo distancen forbi supermarkedet, og om bag ved til parkeringspladsen. To grønne containere er skødesløst placeret ved siden af en container til pap. Plus en skraldespand man kan smide brugte poser ned i når de er tømt for indhold. Jeg sendte et blik i retning af den sorte ring, omkring hullet til at dumpe flaskerne gennem. Her fortalte min hjerne mig, at jeg skulle påbegynde min mission. Den første flaske klirrede mod andre der var sendt samme vej. Den næste fulgte og den næste med. På en firnurlig vis, sendte min lettere sløve hjerne, nye beskeder til mit hukommelsescenter. Min søn kommer på besøg med kæresten. De vil ankomme sent i aften da han skal på arbejde først. Den sidste flaske forsvandt ned i det grønne dyb, og jeg kiggede undrende på den beskidte beholder. Hvad kunne lige associere min søn med den.
Tanken blev skudt til side som en woops oplevelse, men jeg var da blevet mindet om at hans værelse skulle rydes lidt op for mine egne ting. Det forblev sådan, til han ringede nogle timer senere, og forkyndte de gerne ville spise med. Nu stod det pludseligt klart hvad det umættelige sultne dyb mindede om. En afgrundsdyb brønd der aldrig får ende. Det finurlige var, at han jo først meddelte deres middagsankomst, efter hjernen havde forbundet de to ting.
Men det var også samtidig en påmindelse om, at lidt aktivitet er der dog i den øverste etage. Helt dødt og passivt ligger den ikke hen.