Der skulle går et døgn før jeg fandt et muligt svar til gårdsdagens spørgsmål. Hvornår viser alderdommen sit rynkede ansigt. Og det skete som frontmand i en lille kø i den lokale Netto. Varene kørte med båndet hen mod den forstenede Netto pige. Hvis hænder trækker tusinder af pakker, poser, kasser, dåser eller hvad de nu gemmer deres kolonial i, hen over stregkodelæseren. De lydelige bip hver gang en stregkode passerede læseren, var det eneste hørlige, sammen med den sagte summen af de andre kunder der gik rundt i butikken. Tavsheden over kø folkene, indtræffer i det øjeblik man stiller sig i linie med bageste person. Alskens tanker svæver sikkert i en pærevælling. Jeg fantaserer at hvis man kunne belyse dem, måske med infrarødt, hang der mange gode historier i luften sådan et sted. Også nogle der forbandede den forreste, fordi fjolset ser ud til at have alt for god tid.
Og var det hvad jeg havde, da min regning kom og jeg greb i lommen med penge? Et par sedler og en bunke mønter fyldte hånden. Hurtigt spottede jeg, at den bon kunne betales med mønter alene. Sirligt begyndte jeg at tælle de små metalstykker op, så de kunne udgøre betalingen. Og jeg skal hilse at sige, småmønter det havde jeg. Glædeligt fik jeg tømt for de tunge mønter så et fåtal var tilbage. Hvor længe jeg stod og talte, har jeg ikke styr på. Men da det gik op for mig hvad det var jeg havde gang i. Undgik jeg at kigge kunden bag mig i øjnene. Hvor mange gange har jeg selv stået med himmelvendte øjne, når en ældre medborger gik igang med netop samme øvelse.
Jeg gloede fåret på bunken af mønter og tænkte, "nå det er sådan det føles." Eneste mangel var en rollator, med en lille kurv foran, til de varer jeg havde købt.
Tsk, tsk der lød ingen høje suk, så helt slemt var det nok ikke. Og min jakkelomme var betydeligt lettere på vejen hjem.