Vinden ser ud til at have bestemt sig for at gøre dagene en anelse koldere. Rettelse, få det til at virke som arktisk kulde. Med en temperatur omkring frysepunktet og en strid blæst fra øst. Skærer den i huden som isnende hagl der slynges mod ansigtet. Som cykelrytter var det ikke så meget selve temperaturen der problematiserede træningen. Det er jo blot et spørgsmål om det rigtige tøj og rigelige lag. Men hvis vinden hylede med 12-13 meter, eller mere, i sekundet, og træningsdagbogen sagde 4 timer på landevejen. Endte man med at pakke sig ind som en mumie, hvor kun øjnene stak tårevædende frem.
Eneste lyspunkt kunne være weekend turene i marts, som altid på langturene indebar et kagestop, med varm kaffe og te fra servicebilen. Når jeg tænker på hvor hurtigt sådan en bradepande, med solid hjemmebag kunne forsvinde. Og når det korte kagestop var slut. Kastede alle mand sig op på rammerne og trykkede gashåndtaget helt i bund. Nogle stadig tyggende på rester af det altid velsmagende bagværk. Desperat forsøgende at synke, skylle det ned, med pulsen der nærmede sig 190 og lungerne skreg på hjælp efter mere litgivende luft.
Og varmen. Ja det giver sig selv, den kom. Den havde allerede indfundet sig på de første kilometer, og specielt efter den første interval. Men det værste var at køre i modvinden. Hvor den iskolde vind trykkede på torsoen forfra og på det nærmeste, sådan føltes det, kølede samtlige indre organer ned som i en fryser. Heldigvis var der mulighed for at gemme sig bag klubkammerater, i den lange slange af ryttere to og to og få "lunet" sig lidt. Kun når det var ens egen tur til en føring, kunne vindens barske opgave mærkes med fuld styrke. Man kunne nogle gange ligefrem læse, i ansigterne på dem der trak ned efter en føring. Hvordan de dog hadede hele det forbandede træningspas.
Og alligevel sad man der igen weekenden efter, med risiko for at den hylende vind skar hjørner af huden. Med en chillfaktor der kun bød til varm kakao og lune hjemmebagte boller. Men hvad er mere livgivende, end at mærke naturens ubarmhjertige rasen på egen krop. Det skulle da lige være at sidde i den bløde sofa og se det på tv i de forestående klassikere.