Efter to måneders fravær, følte jeg det var tid til et gensyn med løbeskoene. De stod på sin faste plads under radiatoren, og havde ud fra det jeg kunne se, ikke ændret sig siden sidst. Det der til gengæld havde ændret sig, var min krops generelle tilstand. Jeg løber en lille runde som opvarmning, mens løbeuret kalder på en satelit, så de i samspil kan måle distancen, fart og meget mere. Den er vel 5-600 meter, eller cirka der omkring, en overkommelig distance, også når det bare er opvarmning.
Men min krop var af en anden mening denne morgen. Lungerne peb, pulsen skød i vejret, benene nægtede at parere hjernens ordre om hurtigere tempo. Motoren så at sige hostede og harkede. I samme stil som en diesel motor, der har stået ubrugt hen i lang tid. Først lyder den som en traktor med de bedste år bag sig, larmer og sender en kulsort sky mod himlen.
Jeg kiggede op men så ingen sort røg. Hørte kun en slidt motor knokle for at finde sin tomgang. Tanken strejfede mig, at det var den første uoverskuelige forhindring og herfra måtte det kunne gå fremad.
Følelsen fandt sit leje efter de første par minutter, og puls, åndedræt, tempo gled over i en bevidstløs handling der ikke krævede tankevirksomhed. Løbeskoene åd asfalt. Meter for meter der gik over i kilometer, forsvandt bag mig. Og lige pludselig var jeg nået halvvejs.
Det var på hjemturen mine muskler fortalte mig der er et stykke vej tilbage til "storhedstiden". Ømheden kom snigende som en tyv om natten. Den fandt vej i alle fibre, både de kendte og ukendte, og lagde sig som en hinde om vævet. Der begyndte den at trykke, klemme, vride energien ud som med en karklud der lænses for vand.
Men klog af gammel skade, var min tur henlagt til en komfortabel distance. 25 minutter i roligt tempo vidste jeg var muligt. Og da jeg løb den sidste kilometer gennem bebygget område, sugede jeg lidt ekstra luft ind og rankede ryggen. Godt nok var systemet på overarbejde, men der var jo ingen grund for at reklamere med det.