De gamle gulvbrædder i min lille gang, dem lige inden køkkenet, knirker når jeg træder på dem. En forsigtig lyd, som for at fortælle mig de er blevet trætte. Men også en konstatering af "ja ja nok er vi gamle, og en smule træt. Men vi understøtte stadig jeres trin." Når jeg trækker det lille tæppe fra, og ser den slidte overflade. Undrer jeg mig over hvor mange trin de må have taget i mod. Bygningen, sammen med de to nabobygninger, er opført i 1945-46. Og det skulle ikke komme som en overraskelse, at gulvet har ligget lige så længe.
Så det gør dem jo godt 20 år ældre end mig, og dermed pensionsmodne. Men i dagens Danmark er der hverken tid, eller råd til pensionering. Mine gode gamle gulvbrædder, er udset til endnu en periode, i den hektiske opholdelsesdrifts tjeneste. De er stadig ikke gennemtæret af termitter eller borebiller, der som en maskine æder sig vej gennem træet. Sikkert godt hjulpet af den gode gamle topgiftige lak, man smurte på i tykke lag.
Men det gør ikke noget. Gulvbrædderne vil ikke føle sig fremmed. De vil stadig have mulighed for at mindes gode gamle dage, sammen med de slidte døre og næsten nymalede karme. Historierne vil flyde hen over hovedet på køkkenet af nyere dato, linoliumsgulvet, køleskabet, komfuret og resten af møblementet i hele hytten, som tilhører den nærmeste nutid.
Når opsvinget kommer, kan situationen tages op til revision. Er det pensionen der banker på. Eller skal en større forryngelseskur afhjælpe de opståede skavanker. Lidt som i stil med visse kvinders botox kure og silikone bryster. Det vil blive en større beslutning. En beslutning der ikke må tages overilet, men med omtanke og i god dialog.
I mellemtiden knirker plankerne sin søde musik, for hver skridt de belastes. De ligger hvor de altid har ligget og overfladen slides uden det bemærkes. Om det nogensinde kommer dertil, at de ikke kan holde længere vides ikke. Men jeg er gennem mine 15 år kommet til at holde af dem.