"ROSKILDEEEE", Simon Kvamms stemme tordnede ud i Gimles runde former. Til en fyldt sal der emmede af forventningsfulde koncertgæster. Som han selv sagde. "Man bliver aldrig træt af at råbe det", med en slet skjult henvisning til en rock festival, der løber af staben hver sommer. Fra første guitarstrengs vibrationer, som satte luften i svingninger til Nephews musikalske univers. Kørte de med netop Simon Kvamm som det naturlige omdrejningspunkt, som den pulserende motor der kan pumpe livsvigtige vitaminer ud i luften. Deres annoncerede rejse mod toppen af bjerget. "Vil i med på en rejse?", spurgte Kvammen, med de mørke øjne lysende ud i det hede lokale. Og man vidste ikke om det var sikkert at skråle JAH, men alligevel ville alle med.
Og heldigvis for det. De leverede en stilsikker indsats i et godt mix af nye og gamle numre. For hvert andet minut kom hænderne i vejret i et taktfast klappende hav eller viftende fra side til side, som en brusende elv i oprør. Nogle gange kombineret med hoppende adfærd. Pludselig fandt jeg mig storsmilende i et ekstatisk inferno, af svævende mennesker og hænder og arme overalt. Det var et tidspunkt, hvor dåbsattesten var ligegyldig, og vi alle var 20 år. Men som jeg engang sagde til min salige mor, "jeg bliver aldrig voksen." Sammen med Nephew fik jeg bevist det.
Inspireret af Apple havde de ændret teksten til en sang, selv om den var helt fin som den var. For som Kvamm forklarede, drejede det sig om at lave om på noget der allerede virkede. Ændre på konceptet hvorefter alle Apple nørderne så sig nødsaget til at følge med. Som en flok zombier med røde døde øjne, der bare er nødt til at holde sig opdateret og følge blindt med. Sangen de havde ændret teksten til var Superliga. Opdateret med de nyeste begivenheder fra ind og udland.
Som aftenen skred frem nærmede vi os antiklimaksen, der hvor de siger tak for i aften, men vender tilbage med ekstranumre. De entrede scenen og tog os det sidste stykke til toppen af plateauet, hvor udsigten var storslået og smuk. Heroppe hvor man finder ud af, at man sådan set bare er en lille lort, set i den store sammenhæng. Her hvor vinden frit kan flå i din krop, her hvor Vesterhavet kan blæse dig i gang. Og sådan sluttede rejsen med Nephew. Med hjertestarter. Og vores hjerter pumpede løs, fyldte kroppen med iltgivende blodlegemer og en dejlig brusen for ørerne. Var det Vesterhavet, eller den naturlige ringen for ørerne, der indfinder sig under en koncert? Jeg har altid haft en livlig fantasi, og jeg syntes bare at kunne høre bølgerne slå ind på kysten. Hører dem skvulpe hen over sandet, og trække sig tilbage med en sydende lyd som kulsyren fra en sodavand.