Sedlen på døren ind til a-kassen, ledte de indkaldte videre ned i kælderen til fælles mødet. Rummet blev lidt efter lidt fyldt op med 15-16 personer, hvis man tæller de forsent ankomne med, og en vejleder satte os ind i det at være arbejdsløs. Rettigheder, forpligtigelser, uddannelsesmuligheder, karensdage, udeblivelse til møder og mistet dagpenge deraf. Ordene var ikke svære. De var bare nye og anderledes. Informationen strømmede ud af munden på den kvindelige vejleder og hun opfordrede os til at spørge løs. Jeg tænkte, at det svar jeg fik på et eventuelt spørgsmål, kunne jeg nok heller ikke huske. Så jeg valgte at lytte. Og henvende mig til dem senere skulle der opstå noget.
Der skulle afses cirka 2 timer til den fælles briefing, og det efterfølgende personlige møde med en vejleder. Lige så snart mødet startede, lige så brat sluttede det, og to af de tilstedeværende, blev bedt om at gå med til deres samtale. De forsvandt ud af døren og efterlod lokalet i lammende tavshed. Her sad vi 12-14 voksne mennesker og ventede, næsten som man skulle til eksamen.
Jeg husker sådan tilfælde med denne pinlige tavshed, hvor ingen ved hvordan en samtale skal startes op. Loftet tjekkes for revner og afskallet maling, mens gulvet studeres nærmere for slid. Er der en oplysningstavle af en art, er dagen reddet. Altid en god idé at nærlæse oplysningerne en gang til. Men det bøhøves ikke at være sådan i dag. Næsten alle har en mobil og mange en smartphone. Hele raden rundt fiskede ivrige hænder deres mobillos, eller tablet, frem af lommer og tasker. Spildtiden var som kaldte til et tjek af facebook og andre personlige medier. Min smartphone er indtil videre ikke så klog. Derfor kan jeg oplyse at der ikke var nævneværdige revner i loftet og gulvet var moderat slidt. Som en ekstra oplysning. Lod jeg mærke til, at ingen informationer blev slettet fra wideboarden inden vejlederen gik.
Men det er jo rart, at man ikke behøver være verbalt i kontakt med sine medmennesker. At sætte en kluntet samtale i gang, som alligevel er uden indhold. Minutterne tikkede og pludselig begyndte en småsnakken rundt i hesteskoen. De elektroniske medier var opdaterede, og folk begyndte at tale om distancen de havde tilbagelagt, for at komme til dette møde. Om at det var lidt af en udfordring med det offentlige, når man boede således det krævede flere skift. Behovet for den nære kontakt mellem mennesker, som en samtale giver. Den var trods alt til stede. Mennesket er vant til at kommunikere via sproget, det kan aldrig rigtig helt erstattes af elektronisk isenkram. Midt i det hele, var det min tur til en personlig opdatering.
Jeg forlod bygningen med en følelse af, at det måske nok skal gå for det moderne menneske. Personligheden i en samtale, og ikke mindst behovet, tror jeg altid vil findes. Lidt på linie med den intime stemning mellem to som elsker hinanden. Det må for alt i verden ikke byttes ud med bits og en fladskærm.