mandag den 25. marts 2013

Ny forskning har vist en forbindelse mellem akrylamid, og udvikling af kræft. Et stof der opstår når fødevarer med store mængder stivelse og kulhydrater, opvarmes til over 120 grader. Og det er fødevarer som, brød, boller, pommes frites, chips, morgenmadsprodukter men også kaffe og cigaretter.
Et dilemma når man skal fylde brænstof på motoren om morgenen. En god kop varm kaffe, med et stykke brød eller en bolle til, bliver lige pludselig til en overlevelseskamp. Drop det og tag hellere et morgenmadsprodukt!!! Æhh.
Der er altså ud fra den viden kun et at gøre. En god velhængt bøf med kartofler og brun sovs og lidt gemüse. Dertil et glas godt rødvin, så skulle morgenmaden være reddet. Eneste minus kan vel være kartoflerne, der indeholde rigelige mængder stivelse. Væk med dem og tilsæt en ekstra bøf.
Men denne nye morgenmads menu skaber en ny udfordring for de mennesker der har valgt at tilhøre B-klassen. Dem der konsekvent står op, når de skulle have været ude af døren. Hoppende af sted på fortovet, mens de tager skoene på, og med kun den ene arm stukket i jakken. I munden tygger de hårdt sammen om en bolle, der langsomt bliver opblødt af savlet, som driver ned ad den. De er nødtsaget til at stå op timer før, så bøffen kan tilberedes.
Jeg kan forestille mig hvordan mand og kone står der i pyjamas og skåler i et glas, "mens vi laver morgenmad" rødvin. Manden steger bøfferne, og konen rører en god tyk sovs sammen. Eller skal vi kalde den sauce. Det kan måske ligefrem redde ægteskaber. Man vil få en samhørighed hver morgen, inden det stressende jag starter. Kigge hinanden dybt i øjnene. En oplevelse der ellers kun er lørdag forundt, mellem kl 20:00 og 20:30, inden begge falder i dyb søvn. Bordet bliver dækket med det fineste porcelæn af mågestellet, og naturligvis tilhørende glas. Dem med guldkanten. Der vil være en afslappende passiar hen over maden, smil og små klem i hånden. Måske et enkelt teenage fnis mellem bidderne.
Når alt kommer til alt, er forskningen måske bestilt af myndigheder, der er trætte af skilsmisser, som dette land flyder over med. Nytænkning har temaet været. Et seminar med overskriften "Kæmp for en lavere skilsmisseprocent", dannede en idé opforstret i en kaospilots hjerne. Og wupti, lad os gøre noget ved samværet om morgenen.
Lidt langt ude? Det er det måske nok. Fantasien har vide grænser. Men kun de grænser man selv giver den. Og nu vil jeg gå ud og brygge mig en kop sort kræft.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar