Ofringer hører til i en fjern fortid, hvor menneskets viden om vores jords cyklus og fysikens love var stærkt begrænset. Naturens rasen kunne fremkalde en så intens angst. At de primitive hulemennesker ingen anden udvej så, end ofring af deres husdyr eller endda et medlem af stammen. De opfandt guder for de forskellige elementer, jorden, himlen, skoven. ilden, vinden, vandet, eller hvad de nu kunne komme i konflikt med, når moder natur spillede med musklerne.
Og virkede det ikke første gang var der en chance mere. På et eller andet tidspunkt blev guderne tilfredse, og henlagde deres vrede til et andet sted. Man havde opnået at mildne guderne. Dagligdagen kunne igen optages med de sædvanlige gøremål. Indtil næste gang raseriet brød ud i lysende kontraster, hvor himmel og hav smeltede sammen i en malerisk kaostilstand. Scenen ville være sat til endnu en dyrebar ofring.
Det er heldigvis ikke en praksis der holdes i hævd mere. Ikke i de såkaldte civiliseret lande. I hvert fald ikke på samme måde som vores fjerne forfædre gjorde det. I dag foregår det til tider på en langt mere raffineret måde. Som for eksempel når ens yndige viv tager med tøseklubben på tur. Ni kvinder der sætter hinanden stævne på en sushi restaurant i den indre by, med det formål at blive oplært i at lave sushi. En polsk kok, ja maden er oprindeligt upsprunget fra Japan. Men det forhindrer åbenbart ikke andre nationaliteter i at lære kunsten. Men her stod altså en polak og guidede dem gennem junglen af ingredienser og begreber indenfor kategorien rawfood fra havet. At rulle nogle stykker fisk ind i tang og beklæde dem med ris, er ikke bare en daglig dags norm som at klø sig bagi.
Men pigerne fik ros. De var lærenemme og havde en åbenbar fingerfærdghed, for lige det at lave ruller med rå fisk. Deres kreationer blev behørigt anbragt i en plastik kasse med gennemsigtigt låg, så man på den måde kunne nyde det flotte syn. Og flot det var det. Indbydende farver, i et professionelt udseende. Nu er sushi ikke konens livret selv om hun spiser meget fisk. Derfor var jeg det naturlige "offer", mundskænken der skulle bedømme gastronomien. Jeg kan kun sige, den fik topkarakter. Samt en tilskyndelse til, at hun da ikke behøvede at lade det være ved denne ene gang.
Den moderne hulemand nød måltidet fuldt ud, og vi kunne næsten mærke sushiens guder smile til os. Trykke sig lidt tilbage på deres bløde hvide sky. Grave et lille hul til solens stråler som kastede sin varme gennem ruden.