Mørket sænker sig,

nattens sorte sjæl overtager gade og vej,

det hvide lys forsvinder,

det går hjem sammen med far, mor og børn,

de låser døren og sænker persiennen,

tænder for deres kogeø og finder porcelænet frem,

Mørket glider over byens tage,

og gadernes lyde bliver tomme og hule,

men Junker vågner og rejser sig,

natten er hans trygge favn,

hans havn, hans skib,

her er han i sin egen verden,

Mørket viser Junker vejen,

vejen ingen andre kan se,

vejen der drejer mod uendeligheden,

for han har ingen familie, ingen kogeø,

han har intet job, ingen status

han må ikke brokke sig, siger de på tv,

Mørket lyser af gløden fra cigaretten,

på bænken kan han sidde i fred,

men kun når mørket er der,

når lyset kommer vises hans fortvivlelse,

når lyset rammer, peger fingrene på ham,

se han har ingen familie, intet hjem, intet job,

Mørket løfter Junker op på sine ben,

solen leger svagt i horisonten,

lyset kalder på dem de godt kan lide,

dem de på tv kalder arbejdende,

Junker vil gerne kaldes den arbejdende,

men ingen vil have en arbejdsløs, det er jo hans egen skyld,

Mørket vinker farvel, og slipper sit tag,

køleskabet er næsten tomt, og sengen er ikke redt,

go morgen tv taler om opskrifter,

og personer der vinder konkurrencer,

det ler over en mand der siger, udkantsdanmark,

nyhederne skifter, og øjnene falder i,