Jeg så ham i dag. Han stod to pladser længere fremme i køen. Cirka 165 cm. høj og havde trukket i den gamle slidte knælange uldfrakke, dagens vejr taget i betragtning. Thinsulate handskerne dækkede hænderne. Den fedtede sømands lignende kasket sad ulasteligt og dækkede for den sølvgrå hårpragt. Han talte sirligt de småmønter pungen gemte, ingen hastværk der var god tid til ekspeditionen. Hele verdenen tikkede roligt afsted. For hans skyld måtte uret gerne slå langsommere, det nærmede sig klokken 12 i den tråd nornerne havde spundet over hovedet på ham.
Man fornemmde et liv med op og ned ture i de fure der var trukket ind over ansigtet. Et ansigt der vidnede om et liv med slid og slæb, men også med glæder. Nogle af rynkerne tolkede jeg som smile fremkaldte, men at det var de bekymrede tanker der havde fået overtaget. Mundvigene hang og øjnene manglede glød.
Enten savnede han sin kone igennem et langt liv, eller også forbandede han hver dag han vågnede ved siden af hende.
Hvilke tanker der faldt i nåde i hjernen kunne man kun gætte om. Men det virkede som øjnene så lige nøjagtig det de skulle og ikke mere. Tanken slog mig da jeg gik tilbage efter mit indkøb. For trods det, jeg stod i tredie position efter ham, og at de to foran mig købte godt ind. Indhentede jeg den gamle mand på de tyve meter der var fra vores lokale Netto og til min gangdør. Med slæbende skridt trak han sig hen over asfalten og øjnene mejslet ned i jorden foran ham. Hver skridt nøje afvejet. Sejler skoen blev ført frem i et tempo, der ville henligge verden i en apatisk tilstand, skulle den få grobund i resten af befolkningen.
Selv om jeg kastede et blik på ham da jeg passerede, efterlod det ingen reaktion, i form af et blik tilbage, eller andet der vidnede om kontakt.
Jeg forestiller mig han træder ind i hjemmet med Netto posen fyldt af madvarer. De bliver sat i skabene og køleskabet. Posen placeres i skuffen sammen med de andre og han tager sin frakke og kasketten af i gangen. Skoene skiftes ud med morfar sutterne der varmer så dejligt. TV'et kører i stuen, og lever konen, sidder hun med et tomt blik og stirrer på et eller andet ligegyldigt program. De udveksler ikke et ord. Deres rutiner er indforstået og indstuderet. De små vaner som irriterer ignoreres efter bedste vis.
Når klokken er 20:30 er dagen slut. Sidder de ikke og sover foran tossen er de sikkert på vej i seng.
Og det var så den dag. En ny besværlig en af slagsen venter i morgen. I morgen hvor hel trummerummen starter forfra.