Himlen lyser med al sin pragt i solens skarpe stråler. Cumulus skyer driver stille hen over den skinnede blå baggrund, og rører nænsomt et forbi passerende fly. Husene har fået en ekstra glød, selv dem der ser matte og trætte ud. Der hvor murstenene snart overgiver sig til naturens slid, hvor de sukker efter en ansigtsløftning, men glemmer kvalerne i lysets magt.
Bilernes farver skriger op og udfordrer sanserne. Den røde honda ligner et knaldrødt jordbær på parkeringspladsen, mast ind mellem to sorte brombær. Tyste suger de foråret til sig og gemmer det i lakken. Selv den grå/sorte hårde asfalt får nyt liv Efter måneders hårdt arbejde i frost og sne ånder den lettet op, og smiler imødekommende.
Det ene farve glimt efter det andet eksploderer og passerer frit ind i stuen. Vegetationen kigger frem, sætter skud, og lader bladene grønnes. Saftige mørkegrønne blade der suger lyset til sig, i livsnødvendig fotosyntese. Blandet med væden værtsbusken finder i den sprudlende jord.
En broget menneskeflok færdes på gaderne, finder kroge uden vindstød, for at suge af varmen og d-vitaminer som vinteren er så fattig på. En flok der ikke kan forstå årstiden. Svingende fra shorts klædte ungersvende, til ældre der ikke tør lægge vinterfrakken fra sig. Scenen ligner absurdteater, når de to modsætninger mødes ved overgangen på et fodgængerfelt.
En bus lader den gule side dække udsigten, med en reklame der kalder på noget som ikke opfattes. Et opråb til overvægtige, en kampagne for bedre miljø, tv serien alle bare må se, eller politikeren som mener han eller hun kan redde landet. Jeg ved det ikke og er også ligeglad, naturens reklame overskygger ligegyldige budskaber med en regnbue pallette i stråleglans.
Alt dette giver det sprudlende syn, på livet som passerer i en knivskarp opløsning, på den anden side af termoruderne. Klart og præcist indstillet som den bedste linse ikke magter.
Naturen har skruet op for volumen, eller er det fordi fruen har pudset vinduerne?