Når jeg sætter mig ned bag de fire trævægge i det lille lysthus, får tankerne frit spil. Jeg kigger rundt og konstaterer der er skævt hist og pist, og at ruderne trænger til at blive pudset. Men så stopper de rationelle tanker også. Den skæve underfundige hjerne, med sin til tider løbske fantasi, slapper af og finder konspirationsteorier frem, der tåler ingen sammenligning.
En havekoloniforening er som et lukket økosystem. Hver kolonihusejer, har sin egen lille plet, med et stykke jord og eventuelt et hus på. Her går man rundt inden for hækkens rækkevidde og sysler i jordloddet. Grønsager, frugter, blomster måske en flagstang passes. Havemøblerne tørres for vand eller støv, og et par skruer skal strammes. Naboerne er flinke mennesker. Dem lige rundt om ens egen lod er man på talefod med. Resten et hej eller nik.
Men hvor der samles mennesker, skabes der også uenighed. To veje skærer gennem kolonien. Originalt nok hedder de Østvej, hvor vi bor, og Vestvej hvor de "fremmede" huserer. Da vi gik i skole var der A og B klassen, og naturligvis var den klasse man selv gik i absolut at foretrække. Børn kan være onde og ondskabsfulde mod hinanden. Men de voksne er ikke et hak bedre.
I en have på Vestvej bor en gammel gnaven mand. Han vogter nidkært om sine kvadratmeter, og vil ikke finde sig i, han ikke må sætte en to meter høj hæk hele vejen rundt. I årevis har han forpestet luften i den ellers fredelige idyl. Bombarderet bestyrelsen med hadefulde breve. Hans hus er sort som kul, og persiennerne altid tillukket. Formanden for bestyrelsen, fortalte en sen aften i stearinlysenes skær, om konen. I sagens natur med den mand, virkede hun som en underkuet hund. En der altid luskede rundt med halen mellem benene. Når hun var i haven, var det kun for at arbejde, mens manden indtog sin favorit position i havestolen. Iført netundertrøje og en kold bajer i hånden. Surt skulende ud bag de buskede øjenbryn. Raspende sine eder og forbandelser, der altid gik ud over konen.
Hun var en lille forsagt dame med bedrøvede øjne, der aldrig sagde et ord. Indtil en forårsdag hun pludselig bankede på formandens dør. Hendes ærinder var en forespørgelse på en maskine der lavede træflis. Lidt overraskede over besøget, fik formanden hjulpet damen, og et par uger efter spurgte hun hende hvordan det gik. Levende med et stort smil berettede hun om hvor nemt den var at betjene, og at hun glædede sig til sommerens høst. En forvandling der mindede om en dopet cykelrytters come-back i tour de france.
Foråret gled over i sommer, og den lille have på Vestvej fik de skønneste jordbær og grønsager. Kartoflerne var et kapitel for sig. Hun gav glad væk af den rekordstore høst Folk var taknemmelige, men det var mest smagen man talte om. Ingen havde smagt noget lignende, de var fortrinlige.
Kun undrede man sig over hvor hendes mand var blevet af. Han var ikke set siden en dag i det tidligere forår. Man spurgte hende aldrig. Det kom jo ikke nogen ved, og hun var jo blevet så glad.
Jeg folder hænderne bag nakken, og undskylder mine flyvske tanker, med den dejlige sol der stråler ind ad vinduet. Det kan kun blive meget værre til sommer.