Arhh ja, at sætte sig ind bag rattet af den røde Honda, og lade sig opsluge af sædet, mens hænderne lukker sig om rorpinden. Måske lade en hånd glide hen over instrumentbrættet, og blidt føle på knapperne som brystvorterne på kvindens bryst. Den potente højrøde farver glinser i solens stråler, som en olieindsmurt badenymfe krop på en varm solskinsdag. En følelse af venstre mundvige vandrer op mod øret, fornemmes stor set samtidig med at det hele gentager sig i højre side. De forbipasserende glor vantro ind af vindspejlet på denne smilende galning, og bestemmer sig for at fyren må være på stoffer. Ingen normal person vil se så fjoget ud i al offentlighed.
Men det er intet at sammenligne med, når den kælent suger sig fast til den sorte asfalt. Når den runder hjørnerne med en selvfølgelig bevægelse, lige så selvfølgelig som at tage rene underbukser på. Suget i maven når den trækker hen over bakketoppene, på de små veje ude på landet. Hvor de skarpe sving kommer i en hast efter hinanden, så man føler sig hensat til en åndeløs actionfilm, med 2000 billede skift på halvanden time. Her trækkes smilet forbi ørerne, og kildrer de små nakkehår der strittende står i ret vinkel ud fra kroppen. Hjertet pumper blodet rundt med rytmiske bevægelser i 170 slag per minut, for hvem ved hvad der kommer efter næste bakketop. Men det klarer den lille røde djævel. Sikkert og præcist cruiser den på en god sommerdag forbi de kornmodne marker med knejsende aks, eller gule blomster så langt øjet rækker. De duver let i vinden og tager et dybere buk når Hondaen suser forbi. Ikke fordi den kører i warpspeed, men fordi de ranke strå vil med, og opdager det ikke er muligt med hele "fodenden" dybt forankret i den danske muld.
Og når den har fragtet mig rundt, når vi lander på parkeringspladsen, sukker interiøret og vil afsted igen. Men alle fortjener et hvil, også de utrættelige skal lade op eller restituere. Selv en Honda Civic kender sine grænser, mærker når det er tid til en velfortjent pause. At lade hvilen overtage fra intensiteten, såkaldt falde til ro.
Eller gør den?