Det er som at åbne døren i skabet der fører til Narnia, når man træder ind i et fittness center. Alle fabelvæsner har fundet vej, og dyrker sin egen rituelle dans, omkring de religiøse symboler, i skikkelse af diverse træningsmaskiner. Brede og solide sender de en aura af stålsat holdbarhed. Et vink til omverdenen om deres styrke og evige liv. De unge piger, formentlig studerende, tager fat med en næsten ærbar blidhed, og trækker i håndtagene som om den knækker, hvis man hiver for hårdt. Trænings outfittet er nøje udvalgt og passer tidens tendens, det helt kropsnære så figuren kommer til sin ret. Det er så ikke alle der bør følge tidens tendens. Og igen, for nogle er der ikke andre muligheder, end at følge det kropsnære. Næsten uden at fortrække en mine, slider de i maskinen uden så meget som en blussende kind. Tænk hvis man begyndte at svede i sit moderigtige dress. Skulle en lille perle siver ned over panden, og lande på gulvet via næseryggen, har man da heldigvis mulighed for at tage et stykke papir, i de ophængte holdere. På trods af pulsen holdt sig under niveauet til et afsnit af paradise hotel er det obligatoriske tre kvaters bad strengt nødvendig. Skruet ned i sit moderigtige tøj, med den rigtige dynge parfume, er tiden kommet til at erobre gulvet op gennem centeret.
De unge hårdtpumpende fyre, sveder så for pigerne og deres eget slid til sammen. De vrider stålrammen skævt, og brøler højlydt som et såret avlssvin. Skyder brystet en etage længere op og skuler mod de fjantede ungpiger for lige at vejre stemningen. Fik de små hormonforstyrrede teenage tøser mon øje på mig. Har de ikke rettet opmærksomheden mod proteinbomberne, kan et klask på træningskammeratens skulder, kombineret med en lettere højrystet primallyd, måske skabe en form for kontakt.
Dinosaurerne. De tæt på sidste salgsdato, tøffer rundt med tomme blikke, og tager fat i nogle vægte i ny og næ. Heller ikke deres anstrengelser, ser ud til at fremkalde nævneværdig svedeture. Men det gør det alligevel. Når man kommer i den ende af aldersskalaen, er alt muskelbevægelse en stor genoptræning. Kødet hænger slapt i rander eller klaser på kroppen. Den gang lillemor eller fatter klappede en bagi, og ballerne stod stenhårdt i en trut. Er nu skiftet ud med en svingtur der varer det meste af formiddagen. Forudsat partneren kan overkomme at bøj sig ned i knæhøjde for at ramme.
Og hvor ligger jeg så i denne fabelverden. Jeg føler mig i nærheden af heksen der forheksede folk og fæ til sten. Der hvor man skal vælge sine skridt omhyggeligt. Trædes der forkert er rejsen slut og man kan kun vente til tæppet går ned.
Men jeg hiver lidt der, og trækker lidt her, og håber vel bare at det kan holdes i gang nogle år endnu. Der skulle også gerne være kræfter til et par gåture med rollatoren og konen, når den tid kommer. Hen ad gangstien, over gaden og ind til bageren for at købe tebirkes.