Morgenen var lun, og mørk. Bilerne holdt i en lang kø på Holbækvej med hver deres chauffør. Sammenbidte og stift stirrende ud af frontruden, ventende på at bilen foran flyttede sig en meter mere, som i en langsom gåsegang. Jeg tændte for mit uundværlige løbeur, så det kunne få tid til at finde en satelit på opvarmningsrunden, og være klar til at måle min distance. I dag er det noget nær umuligt at foretage en simpel løbetur, hvis ikke løbeuret er fast placeret på armen. Hvordan man har kunnet klare sig uden i de første mange leveår, er en nærværende tanke fra en fjern fortid. Lidt som hvis en dinosaur flyttede en forsigtig fod indenfor i nutidens stressede jag, lader man elektronikken komme til sig i små bidder. Tøvende, men med en kluntethed, der ikke går stille forbi de vagtsomme unge øjne, som er født i bittens tegn.
Hjernen får en formiddabel start på dagen med en god gang gennemblæsning fra den stive kuling. Hjertet pumper blodet rundt i alle kroge, forårsaget af den stærke modvind og de små bakker undervejs. Også tankerne spiller frit i den brusende opfriskende ilt, der tilføres i en lind strøm gennem lungernes arbejde. Denne dinosaur er på vej et tøvende skridt mere ind i elektronikens afkroge. Det er på tide at erhverve sin første smartphone. Og det skal foregå i Føtex. De reklamerer med priser, den nærige dino vil være med til at give.
Og sådan må det blive. Morgenritualerne køres som sædvanen tro på rygraden, og turen til det forjættede hengemte land startes op. Nok en fordom eller overbevisning rykkes op med rode. Men det er jo også så populært inden for politik disse år. Så hvorfor ikke følge vores politikeres "gode" eksempler og gøre noget andet end man mener eller tror. Med faste skridt træder jeg ind i Føtex og snupper deres reklameblad fra en stander så jeg er sikker på hvad jeg skal spørge efter. Ingen grund for at ligne en komplet idiot, allerede fra første sekund. Her er det, det trods alt går op for mig, jeg ikke er den sidst fødte klovn. På min højre side troner forsigtig Finn, med briller som colabunde og påmonteret cykelhjelm kækt skubbet om i nakken.
Som en sidebemærkning. Har jeg endnu ikke forstået hvorfor visse personer ikke tager cykelhjelmen af, når de er holdt op med at cykle.
"Undskyld mig. Hvis du ikke har lagt mærke til det kegle. Så er du netop trådt ind i et supermarked, og er ikke at finde på din cykel mere. Du kan roligt tage din hjelm af. Skulle du snuble så er der sgu nok nogen blandt personalet der kan hjælpe dig." tænkte jeg, men sagde det ikke. Dertil er jeg for godt opdraget.
Det lykkedes mig at finde ned til mobilos, og det lykkedes mig også at få udpeget dem jeg var interesseret i. Helt uden at kvaje mig. Men jeg måtte også koncentrere mig. Særligt da talen faldt på android, og jeg kvalte et. "Sjovt navn det der android, min søn hedder Andreas." Men den unge gut ville selvfølgelig have haft noget at fortælle om og grine ad, resten af dagen.
Men jeg syntes alt i alt det gik fint. Min største udfordring har været at få bagdækslet af, så jeg kunne sætte batteriet i. Efter den kamp, tør jeg slet ikke tænke på hvad der så venter forude, for denne gumpetunge dinosaur.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar