Han fortsatte aftenen igennem, den kære konge af vinteren. Lagde et hvidt tæppe af naturens lyddæmpende materiale. Lydene forstummede mens vi sad i sofaen. Bilernes snerren forsvandt i den hvide plaid, og de trillede stille ned ad gaden, mens de forsigtigt mærkede sig for.
Jeg hankede op i mit lille digital kamera og klædte mig som alle andre, til ukendelighed, og begav mig ud i de hvide dynger. Målet var at "skyde" et par billeder af hvad dette materiale kan gøre ved omgivelserne. Hvordan det kan forandre konturerne og skabe en visuel kontrast, til den normale standard.
Landskabet får et næsten naturlig blødt udseende, når sneen udvisker de skarpe kanter. Det er som om man falder ned i en roligere atmosfære, i takt med at lydene dæmpes og kanterne forsvinder. Samme virkning som da man var barn, og skulle trøstes med den store bløde bamse. I en voksen verden bruges plysdyrene ikke mere, derfor er den trøstende hvide dyne velkommen, i hvert fald for de fleste.
Et kig ud over de snedækkede bakker, giver mig en lyst til at knuge dem, som en kæmpe sutteklud. Mærke hvordan det giver trøst og varme, og lader dig stille og roligt vugge i søvn. Jeg tror ænderne i den tiltagende pakis havde fået samme idé. Med deres hoveder skubbet godt ned under den ene vinge, kroppene pustet op, og en rolig vralten rundt på den tynde is, sparede de nænsomt på energien. De vuggede selv mens de gik. Sneen glinser i den skarpe sol og puster ekstra liv i de klare farver på Havhingsten. Jeg må knibe øjnene lidt sammen, mine solbriller er fejlagtigt efterladt hjemme på computerbordet. Det slår mig hvorfor polarfarerne lagde så stor vægt på at dække deres øjne. Sneblindhed er yderst faretruende i de egne, hvor man er dybt afhængig af at alle sanser fungerer. Selv med velfungerende syn, hørelse og førelse er en desorientering i et kæmpe hvidt snedække en reel trussel.
Heldigvis vandrer jeg bare rundt i Roskilde, og skulle jeg komme på afveje dytter bilerne nok, så jeg er advaret om min rute. Næsen løber konstant og det bliver ikke bedre da jeg træder ind af døren. En lind kaskade, i stil med et vandfald, sættes i gang samme øjeblik temperaturen stiger med 25 grader. Jeg mærker varmen stige under det tykke dække af tøj, men min koncentration er hensat til kødgenstanden midt i ansigtet. Første prioritet, at få lukket for afløbet med et utal af papirservietter.
Mit sind er stadig et barns, siger nogle. Men jeg er dog holdt op med at synke mit eget snot.