Engang mødte man op hos mester med madpakken i hånden, og spurgte om der var noget at rive i. Han lænede sig tilbage i den store kontorstol, pressede den med sin omfangsrige krop og trak cigaren ud af munden. Elevator blikket for at afmåle om dette individ ville kunne holde mere end en uge, kom i forlængelse af spørgsmålet. "Kan du klare mosten sønnike?" Bekræftedes spørgsmålet, hev han fat i den nærmeste arm og trak gutten ud på værkstedet. Førstemanden fik til opgave at forsyne ham med værktøj og sætte ham til en opgave et sted ude i byen. "Hent ham til fyraften, så burde han sgu være færdig" var afskeds brølet, mens mester vraltende forsvandt ind til stolens varme i en tæt cigartåge. Lønnen faldt på plads ved den første ugeløn. Der var lige nok til madpakken og en tur i byen med slænget ugen efter. Men hvad pokker. Det var jo ikke den store udgift til det lejede værelse, eller den gamle rustne cykel. Og bekymringer dem var der ikke rigtig nogle af.
Tiden gik og han fulgte med. De fleste fulgte med. Nogle når aldrig videre, væk fra ungdommens sløsede dag til dag overlevelse. Men hovedparten anskaffer en bolig, en bil, en kone og børn, et stort ansvar og frem for alt faste udgifter. Faste udgifter som betyder, en vis portion penge til betaling hver den første. Livet har ændret sig, arbejdsmarkedet har ændret sig. Pludselig er det ikke nok at møde op med madpakken under armen. Der skal en ansøgning til. Et stykke papir, eller flere sider faktisk, som beskriver hvad du har lavet og hvor dygtig du synes du er. "Sæt et billede på og husk også at beskrive din hverdag, dine interesser, har du en sportsaktivitet, husk også den." Messer den ene selvbestaltede coach efter den anden. "Jamen er der ingen privatliv mere?" "Nej for helvede, vi befinder os midt i reality tidsalderen, du skal blotte dig."
Og det er ikke gjort med det. Hvis man er rigtig på, kimes arbejdsgiveren ned for at mærke den store hengivenhed, for lige netop deres virksomhed. Om ikke andet indtil de desperate beder om ikke at ringe mere.
Det er ikke så lige til i 2013. Der skal tages chancer. På samme måde som de isbåde der våger sig ud på den stadig lidt tynde is, i Roskilde fjord. Langt ude svæver de hen over isen som fugle på flugt, i et rasende tempo. Jeg skygger med hånden for solen og håber for dem de kommer helskindet i havn.