Her gik man og troede evnerne rakte længere end forudset. At den digitale verden måtte bøje sig under min stædige beslutsomhed. Nu skulle jeg hæve armene i en etape sejr, undervejs til le grand final. Gennem buen i en triumferende opvisning, mens brystkassen spiles ud af en sejrsbrusende indhallering. Luften forsvandt i midlertid som berømmet dug for solen. Bitsene tog hævn og gjorde lige hvad der passede dem. Og det var ikke helt efter min hensigt, det de foretog sig. Nok ingenting for situationen er status quo. Stadig ikke muligt at lægge kommentar, er den nedslående besked. Hvis der fandtes en manual, var det tiden til at tage den frem, selv om... sådan en behøves jo ikke.... eller....?
Det var også meget nemmere da alt var bygget op ad mekanisk vej. Den gang man selv havde, bare en lille chance, for at reparere, hvis "mekanikken" ikke ville som den skulle. Bøje lidt der, file lidt her og give den et los så den hostede sig igang. Op på geden eller ind i kabinen når motoren brølede igen, det var tid til et cruise down town. Gik skramlet i stå igen, var det forfra. Men stadig med en mulighed for at rykke i nogle ledninger, eller slå lidt på kaburatoren.
Det ville være let at se tilbage og sige. Ja det var tider, mens man strøg hånden over issen, kiggede hen over de tommetykke briller og trak en tommelfinger ind under selerne. Lade piben få et par livgivne stød og stikke de knortede skæve fødder ned i hjemmesutterne. Mundvigene hænger fast i tiltrækningskraften, og nærmer sig faretruende det nederste af kæben. Men det er ikke tid at blive gamle gnavpotte, eller Gniske som en figur fra en julekalender tilbage i barndommen hed. Hvad er meget bedre, er på med vanten og tage et forsøg mere. Måske enddog spørge til råds hos, hvem det end måtte være, der ved noget om blogs og hvordan de fungerer. Men det er vel først når man har prøvet alt, og alt er gået galt?