En typisk søndag. Ambitionen var at mødes med et par af de andre rulleski nørder, men kroppen nægtede at parrere ordre. Eller var det den luddovne side af sjælen som fik sin ret. Valget mellem en topsvedig tur rundt på stierne i Trekroner og sofaens bløde favntag. Sidstnævnte vandt, og mit "skiløb" begrænsede sig til Euro sport, der sendte både fra den nordiske diciplin, og den alpine pendant.
I ro og mag, kunne jeg følge med i hvordan topatleterne sled og stred sig til sejr, og veludført arbejde, imens jeg drak en kop kaffe. Urets viser tog turen rundt flere gange i dets monotone tempo. Lod søndagen slide sig selv op, ubarmhjertigt uden mulighed for at starte forfra. Jeg kunne ikke trykke på spole knappen, og rykke tilbage til start og så måske alligevel komme ud på rullerne. Den dårlige samvittighed kom snigende, i takt med det stykke kransekage jeg fortærede bid for bid, forsvandt i retning af mavesyren. Tiden trak solen ud over jordklodens runde kant, og gemte den bag horisonten, som var hyllet ind i grå skyer. Havde det egentlig været lyst, filosoferede jeg med et stykke kransekage i munden, mens jeg spejdede ud i den triste kulisse.
Lyset forsvandt, mørket kom, for sent at gøre noget ved den nagende selvbebrejdelse. Havde jo sagt til min kammerat i går, det kunne være jeg dukkede op. Heldigvis brugte jeg ordet, kunne være, ja det var det jeg gjorde. En smule lettet gled nok et stykke kage ned. En overlevelses strategi fra mennesket, at nægte nederlaget selv om bødlen stod med sværdet hævet over hovedet, klar til at hugge.
Fantastisk fysik, disse langrendsløbere på vej op ad en alpin bakke må have, tænkte jeg og gumlede tilfreds på den sidste bid.
Godt der er mulighed for at vinde lidt ind på det tabte i morgen.