søndag den 20. januar 2013

I 1978 var "Grease" en absolut topscore i Haslev Bio. Uanset om musikken tiltalte en eller ej, måtte den bare ses. Alle talte om den, og denne unge opkomling John Travolta, som året før hittede i "Saturday Night fever". Og i Grease havde de sat ham sammen med Olivia Newton John. En hed forskønnelse af skuespiller teamet, som tæt på enhver hormonforstyret teenage dreng, fantaserede om hjemme på værelset. Med sin klare stemme, det blonde hår, og de våde hundeøjne kunne hun krølle hjerter op til bagerste række.
Handlingen lå ikke langt fra tanken, da plakaten blev slået op i lokal biffen. Min gode kammerat Thomas, fra folkeskolen indvilgede i at tage med. Heller ikke han var den store tilhænger af musikken. Men vi var drevet af stemningen, ja måske en eufori vi ikke ville være ved og naturligvis som skrevet, Olivia Newton John.
TV2 gjorde et gensyn med denne hede fantasi muligt i går aftes. Jeg nåede ikke at se hele filmen men nogle brudstykker, og ting var da forsvundet gennem årene. Ikke kun på grund af den almindelige forglemmelse, men også fordi en helt anden oplevelse til dels overskyggede denne aftens topunderholdning i lokal biografen året 1978.
Vi stillede os forventningsfulde op i køen ind mod billetlugen, der slangede sig langt ud på fortovet. Lidt puffen og overstadig fnisen af de forventningsfulde, hovedsalig ungersvende og tøsebørn, biografgængere som der kunne forventes, bølgede frem og tilbage. Ganske langsomt i museskridt, nærmede vi os den glasrude hvor billetdamen, eller manden husker jeg ikke, sad og tog mod vores håndører. Vi fik en god placering, alt taget i betragning synes vi selv, når vi konstaterende lod blikket glide hen over den snart proppet bio. Endelig slog vi bagenden i sædet, grinede og spøgte om hvad der skulle ske, mens det tykke gardin gled fra og blottede lærredet. Det hele starter jo med reklamer, som en opbygning til selve klimaksen, hvor det folk er kommet for at se, skal finde sted. Men også en anden påvirkning sneg sig ind på os. Vores lugtesans opfangede en odeur der steg i styrke, og efterlod en tåge af gammel sur sved, måske blandet med anden kropsvæske, men det vil jeg ikke komme ind på. Han viste sig at sidde lige ved siden af min kammerat, og udstødte nogle lydelige, tsk tsk, hver gang en, efter hans opfattelse, tåbelighed løb hen over skærmen. Og det var ind til flere gange.
Den dag, for 35 år siden, hvor min synssans skulle pirres af Olivia, satte der sig en levning af  bondeproletariatet og ødelagde det hele, ved at forstyrre min lugtesans. Selvfølgelig lod jeg mærke til Olivia Newton John på lærredet. Men det der står skarpest, er en ram tyk tåge af månedgammel sved.
Heldigvis valgte TV2 at skrue tiden tilbage til den gang, og i min egen stue. Uden svedige efterladenskaber og tsk tsk. Og for fanden, hun så sgu godt ud Olivia Newton John.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar