I middelalderen havde Orø ry for at være opholdssted for røvere, og der skulle angiveligt havde ligget en veritalbel røverborg, hvor der stadig findes ruiner tilbage på øen. Med sin beliggenhed midt i isefjorden, kan det da muligvis have været et komfortabelt tilholdssted, for lidt mere lyssky personage. Men det siges også. At vore forfædre på det tidspunkt, var en samling sørøvere af rang, der tog på togter og boede langs vandet på pynterne, så de kunne stå ud på deres sejladser når som helst. Måske ikke helt skudt ved siden af når man tager vikingetiden i betragtning.
Jeg forventede dog en noget mere afslappet atmosfære på øen, da vi holdt ved Hammer Bakke og ventede på kabelfærgen. Solen strålede fra en tæt på perfekt blå himmel, mens den gule færge lagde fra øen og langsomt nærmede sig. Overfarten var nok en indikation på hvilken rolig dag vi skulle opleve. Først da vi fik kigget bagud og opdagede Sjælland fjernede sig, blev vi klar over at den var sat i bevægelse.
Alligevel blev vi en smule overrasket over aktiviteten på øen, med biler der kørte rundt på de sparsomme veje. Det var som om hele øens befolkning, havde besluttet sig for at køre søndagstur nu vejret var så godt. Men hvad gør man når der er maks 10-15 kilometer asfalt. Tager man så turen mere end en gang? Ja jeg ved det ikke. Men det slog mig at med en god budcykel, ala en longjohn, så ville man være godt hjulpet. Og kun når grisene, køerne, eller andre tunge genstande skulle flytes, kunne man ty til motoriserede køretøjer. Kun et sted fandt vi en strækning hvor Hondaen fik lov at bruge alle gear. Okay den lidt mere end kilometer lange asfalt slange der gik forbi den lokale brugsforening, og videre til havnen hvor færgen fra Holbæk lægger til, ville nok have givet samme mulighed. Men den tog vi på gå-ben.
Mættet af gode afslappede indtryk. Rullede vi ombord på den lille gule færge, mens solen dykkede ned under horisonten i en kaskade af farver. Det mindede om myldretid med 6 biler ombord. Men den kan tage mange flere med sine 4 baner, som sikkert kommer til sin ret i sommerperioden. En periode hvor sommerhusene beboes af mennesker som søger Orøs ro. Hvor man efterlader byens travle og forjagede stress, med en dyne af tavshed. Højest vil man kunne høre fuglenes flugt, eller køernes brølen, hvis man slår sig ned i en af de grønne enge. Men måske også en gang imellem en bil, der slidder lidt på et par kilometer af øens asfalt.