Nogle vil måske mene man er i sensommeren af sit liv, når man nærmer sig de 50. Kroppen begynder at give efter for års oparbejdet slid. Selv om arbejdet ikke fysisk har nedslidt de knirkende lemmer, er der en naturlig nedbrydning siger eksperter. Tanken strejfer, mens jeg påfører mig mine regnbukser og mærker hvordan ryggen spænder lige over lænden. Det startede dagen før og har holdt mig fra min morgenløbetur. Pokkers, jeg hader når min træningsplan forstyres. Men er også blevet klog af skade i ungdommelig overmod. Hellere hvile end pine. Og jeg har indset restitutionsperioderne, er blevet længere med årene. Det er ikke mere muligt at kaste sig ud i et træningspas, der efterlader kroppen i tilsyrede lemmer. Lægge sig ind på sofaen og indtage de fornødne kalorier. For derefter nogle timer senere at gentage seancen. En tilstand der tilhører fortiden. At det tog nogle år at indse det er en helt anden historie.
Men pakket ind i tyk jakke, hue, vanter og regnbukser sjosker jeg afsted i regnvejret. Den knitrende lyd fra ærmerne der gnider mod siden af jakken, spiller med mens jeg bevæger mig mod kolonien. Et andet bevis på sensommer livet. At være kolonihavehus ejer. Aldrig havde jeg drømt om det skulle overgå mig. Men når man bor sammen med en have og hav elsker, spirer der nogle frø som ændrer på ens syn. Grønne fingre har jeg kun i de tilfælde jeg har rodet med græsslåmaskinen. Så er det jo godt kvinden har det helt anderledes. For uden hende var det blevet en stor græsplæne. Måske snarere ikke noget kolonihavehus. Her skal tilføjes, jeg nyder at være derovre. Der er bare så pokkers meget arbejde, så meget der skal laves. Og hun lægger mærke til det hver gang.
Men det står der endnu. I sin røde glans med det lille "lysthus" og vejrkoen som jeg er specielt glad for. Det lyser op på en smuk måde, sin forfalden tilstand til trods. Og den grå kedelige kulisse som vejret tilbyder, gør sit til eventuelt mismod. Det bliver skønt når foråret melder sin ankomst, og det hele finder en grøn strålende farve. Desværre vil det også gælde ukrudtet og så bliver der blæst til kamp, og man kommanderes ned på knæ til ukrudtskamp.
Jeg smiler og saluterer det lille røde hus mens jeg lukker den rustne havelåge. Vi ses kammerat. Og til foråret skal der pusles.